Bjerknes vs Green: Infighting mellem antisemitter

Jeg uddyber her mit syn på konflikten mellem de to amerikanske antisemitter Christopher Jon Bjerknes og Adam Green.

I går annoncerede jeg på Facebook:

Det er ikke kun i Danmark, at systemkritikere kan blive rygende uvenner.

Det er nu også sket på den “yderligtgående antisemitiske højrefløj”, hvor historiker Christopher Jon Bjerknes er blevet uvenner med dokumentarist Adam Green.

Bjerknes beskylder Green for at have stjålet hans arbejde, men deres uenighed handler om mere end en akademiker, der bliver sur over ikke at blive krediteret; der er også en dybere uenighed om, hvad problemet er med “jøderne”. Det handler om Bjerknes’ fortolkning af judaisme vs Greens efterhånden forholdsvis mainstream-agtige kritik af zionisme. Den uenighed har nu gjort, at begge parter beskylder den anden part for at være “jødisk kontrolleret opposition”.

Jeg vil i morgen skrive et indlæg, hvor jeg redegør for deres uenigheder, der viser nogle vigtige religionsfaglige pointer om den eneste religion, som det stadigvæk i dag er gigantisk tabu at kritisere.

I mellemtiden kan du more dig over denne debat mellem to danske “antisemitter”: Jeppe Severin og mig selv. En debat der har lidt af det samme som Bjerknes vs Green.
https://viabraendgaard.dk/…/debat-med-jeppe-severin-om…/

PS: Hverken Jeppe eller jeg er rigtigt antisemitter, da ingen af os hader nogen, bare fordi de identificerer sig som jøder. Man kan efter min mening lige så godt selv bruge betegnelsen “antisemit” i anførselstegn, da det er med det stempel, den slags information bliver mødt for at forhindre folk i kritisk tænkning om disse magtfulde ideologier, selvom kritisk information om judaisme og zionisme selvfølgelig først og fremmest bliver mødt af en mur af tavshed (mens vi sender våben til Israel).

Da det nu er blevet i morgen følger jeg op som lovet.

Et inernetbaseret opgør

Konflikten mellem Christopher Jon Bjerknes og Adam Green er et internetbaseret opgør, der udspiller sig i udkanten af de alternative medier og konspirationsmiljøer. Den handler primært om ideologisk splid, religiøse fortolkninger og personlige anklager om, hvem der i virkeligheden styrer verden bag kulisserne. Begge personer er kendt for at promovere stærkt kontroversielle, antisemitiske og konspiratoriske teorier, men de har vendt sig mod hinanden på grund af fundamentale uenigheder.

Christopher Jon Bjerknes er en amerikansk forfatter, der i mange år har skrevet bøger fyldt med konspirationsteorier om jødisk historie, geopolitik og esoteriske emner. Adam Green er en internet-streamer og vært på platformen Know More News, som fokuserer massivt på anti-zionisme, religion og teorier om “Noahidisme” (at jødiske grupperinger angiveligt vil tvinge ikke-jøder til at følge Noahs love).

Konfliktens kerne

Konfliktens kerneområder omfatter anklager om at være en “kontrolleret opposition”: Bjerknes har offentligt angrebet Adam Green og anklaget ham for at være en hemmelig agent eller en del af en “kontrolleret opposition” (en person, der lader som om, han er kritisk, men reelt arbejder for modparten). Bjerknes mener, at Greens konstante fokus på Noahs love afleder opmærksomheden fra det, Bjerknes ser som de “ægte” geopolitiske trusler.

Der er også uenighed om esoteriske og religiøse profetier. Konflikten bunder i en dyb uenighed om, hvordan man skal tolke gamle religiøse tekster. Hvor Green ser Noahs love som det ultimative mål for en global sammensværgelse, fokuserer Bjerknes på andre historiske og kabbalistiske teorier, hvilket har ført til, at de beskylder hinanden for at sprede misinformation.

Bjerknes har tidligere optrådt som gæst i Adam Greens shows, men det tætte samarbejde brød sammen i voldsom personlig splid. Siden da har begge parter lavet timelange videoer og streams, hvor de forsøger at “afsløre” hinanden over for deres respektive følgere.

Minder om Danmark

Konflikten minder mig om konflikter i “frihedsmiljøet” i Danmark i kølvandet på covid-19, hvor mange frihedskæmpere også er røget i totterne på hinanden over noget, der udefra set virker som bagateller. Forklaringen kan være, at nogen parter reelt er plantet som kontrollerede oppositioner og agent provocateurs for at skabe splid. Jeg hælder dog mere til en sociologisk forklaring, der grunder i mange menneskers dårlige evne til at samarbejde og håndtere uenigheder i en hær af soldater i krig uden ledelse, og hvor den reelle (oplevede) fjende kontant og listigt undgår direkte konfrontation og kamp (eller også findes den oplevede fjende slet ikke). Resultatet er, at kampgejsten koger over og rettes mod venner i stedet for fjender for at regulere spændingsniveauet.

Den forbudte kritik

Jeg kender til både Bjerknes’ og Greens synspunkter, men jeg har primært foretaget mine egne studier af de samme, ekstremt tabubelagte emner. Det er min opfattelse, at både Bjerknes og Green har vigtige pointer, og at deres interne strid primært grunder i misundelse: Bjerknes er misundelig på Greens bedre evner til populærformidling, mens Green er misundelig på Bjerknes’ dybere faglige, nørdede viden om de historiske, religiøse og rent tekstuelle emner. Deres forskellige perspektiver ville oplagt kunne forenes i én samlet kritik, der naturligvis stadigvæk ville blive stemplet af omverdenen som antisemitisk for at fastholde tabuet og forhindre debatten.

Bjerknes’ argumentation adskiller sig fra traditionel religionskritik (som er min egen tilgang til emnet med fokus på judaisme som ideologi og særligt fokus på de 613 leveregler) ved at påstå, at jødedommen ikke blot er en tro, men en politisk-ideologisk og messiansk plan om at opnå globalt herredømme og udslette ikke-jødiske kulturer. Bjerknes hævder, at de bibelske, kabbalistiske og talmudiske skrifter indeholder skjulte instrukser til det jødiske folk om at skabe en geopolitisk verdensorden. Han påstår, at målet med jødisk messianisme er at nedbryde alle ikke-jødiske (gentile) nationalstater og kulturer for at erstatte dem med en centraliseret verdensregering. Ifølge Bjerknes’ bøger er store historiske katastrofer – såsom det osmanniske riges fald, den russiske revolution og Første Verdenskrig – blevet iscenesat eller finansieret af jødiske netværk. I et af sine mest ekstreme argumenter påstår han, at zionister i virkeligheden samarbejdede med eller ligefrem styrede Adolf Hitler. Formålet skulle have været at skabe en kunstig krise (Holocaust), der kunne tvinge jøder til at emigrere og dermed muliggøre oprettelsen af staten Israel. Bjerknes har også skrevet tykke bøger, hvor han forsøger at miskreditere Albert Einstein. Han hævder, at Einstein ikke var et geni, men en “racistisk zionist”, der dannede front for en jødisk kampagne og koblede sine videnskabelige teorier til jødiske messianske mål. Essensen i hans teorier er en totaliserende sammensværgelsestanke: Han ser jødedommen som en lukket, fjendtlig klike, der bruger zionisme, marxisme, videnskab og krige som koordinerede værktøjer til at manipulere verdenshistorien til egen fordel.

Essensen i Adam Greens fokus på sin platform, Know More News, er teorien om, at en jødisk elite forsøger at etablere et globalt, teokratisk diktatur. Hvor andre konspirationsteoretikere fokuserer på politiske eller økonomiske ideologier, centrerer Green stort set hele sit verdensbillede omkring en specifik religiøs jødisk teksttradition: Noahs syv love (Noahide Laws). Inden for traditionel jødedom er Noahs love moralske grundregler for ikke-jøder. Adam Green hævder imidlertid, at disse love i virkeligheden er et værktøj til global underkastelse. Han påstår, at en jødisk-ortodoks kabale (særligt Chabad-bevægelsen) arbejder på at erstatte den amerikanske forfatning og vestlige love med Noahs love. Ifølge Greens radikale tolkning vil dette føre til, at kristne og andre ikke-jøder reelt mister deres religiøse frihed og risikerer dødsstraf for “afgudsdyrkelse” (f.eks. troen på Jesus). Green udlægger næsten alle store, vestlige begivenheder som orkestreret af Israel eller jødiske netværk for at fremme zionistiske mål. Han har udbredt klassiske konspirationsteorier om, at terrorangrebet den 11. september var et “inside job” styret af Israel. Han har ligeledes påstået, at stormløbet på den amerikanske Kongres den 6. januar 2021 var manipuleret i kulisserne for at miskreditere nationalister og bane vejen for tyrannisk lovgivning i USA. Mens traditionel antizionisme er en politisk kritik af staten Israels ageren, bruger Green betegnelsen som en altomfattende forklaring på begivenheder i populærkultur, religion og nyhedsmedier. Alt, lige fra Hollywood-film til storpolitik, tolkes gennem linsen af en eskatologisk (endetids) jødisk plan. Hvor Christopher Jon Bjerknes fokuserer bredt på historisk sabotage, zionistisk historie og miskreditering af enkeltpersoner som Einstein, er Adam Greens fokus langt mere fuseret på en religiøs endetidspagt. Han forsøger konstant at bevise, at bibelske profetier og jødiske lovtekster i dette øjeblik bliver udmøntet som konkret, global geopolitik for at underkaste menneskeheden.

Selvom både Christopher Jon Bjerknes og Adam Green opererer med dyb antisemitisk og eskatologisk (endetids) konspirationstænkning, er der en fundamental forskel på, hvordan de mener, det jødiske eskatologiske mål vil blive ført ud i livet. Kort sagt: Hvor Adam Green ser eskatologien som et religiøst, åbent diktatur baseret på lovgivning, ser Christopher Jon Bjerknes den som en hemmelig plan for total, fysisk og kulturel destruktion af ikke-jøder via kunstige kriser. Green mener, at den jødiske eskatologi har til formål at bevare ikke-jøder, men tvinge dem under et teokratisk globalt diktatur. Han fokuserer udelukkende på Noahs syv love (Noahide Laws). Han hævder, at eskatologien vil kulminere i, at kristendommen og islam forbydes som “afgudsdyrkelse”, og at alle ikke-jøder tvinges til at underkaste sig disse love eller blive henrettet. Bjerknes har et langt mere nihilistisk og esoterisk syn på eskatologien. Han trækker i højere grad på sine egne tolkninger af Kabbalah og messiansk mystik. Bjerknes hævder, at målet for visse radikale jødiske strømninger ikke blot er at regere over ikke-jøder, men reelt at skabe kaos, igangsætte cyklusser af folkemord og destruere den ikke-jødiske verden fuldstændigt for at opnå en mystisk, eskatologisk renselse.

Green mener, at eskatologien implementeres politisk og synligt. Han peger på, at den amerikanske kongres tidligere har anerkendt Noahs love som et moralsk grundlag, og han ser dette som bevis på en gradvis, juridisk overtagelse af verden i fuld offentlighed. Bjerknes ser eskatologien som en skjult historisk sabotage. Han mener, at “Messias” i jødisk eskatologi ikke nødvendigvis er en person, men det jødiske folk selv, og at “Messias-æraen” fremprovokeres kunstigt ved at skabe massive geopolitiske katastrofer (som verdenskrige, revolutioner og finanskrak) for at svække nationalstaterne udefra.

Green udpeger specifikt den ortodokse Chabad-Lubavitch-bevægelse og det jødiske præsteskab som de primære arkitekter bag endetidsplanen, fordi de prædiker Noahs love og messianisme direkte til offentligheden. Bjerknes ser det som et langt bredere, sekulært og historisk netværk, herunder Zionismen og finansverdenen. Han mener, at Green overfokuserer på de religiøse love (hvilket er grunden til, at han kalder Green for “kontrolleret opposition”) og derved misser, at eskatologien ifølge Bjerknes også inkorporerer ateistiske og kommunistiske bevægelser som redskaber til at opnå målet. For Adam Green handler jødisk eskatologi om tvungen konvertering og juridisk tyranni under Noahs love. For Christopher Jon Bjerknes handler den om en dyb, esoterisk plan om globalt kaos og kontrolleret nedbrydning af den menneskelige civilisation.

Min egen erfaring med Chabad Lubavitch

Der er forhåbentlig ingen af dem, der har ret, men i et frihedselskende samfund skal deres arbejde tages alvorligt, og deres begrundede mistanker om organiseret kriminalitet bør danne grundlag for rigtig efterforskning. Ligesom antimotorcyklisme ikke skal forhindre politiet i at efterforske mistanker om rockerkriminalitet, så skal antisemitisme heller ikke forhindre politiet i at efterforske mistanker om jødisk kriminalitet. I et retssamfund er det dog ikke nok med mistanker; der skal konkrete beviser på bordet, og her kan både Green og Bjerknes efter min vurdering kun fremlægge indicier. Det betyder ikke nødvendigvis, at deres bidrag skal ignoreres. Det kan også betyde, at deres bidrag skal rådgive de myndigheder, der har jurisdiktion og ressourcer til indsamle rigtige beviser for organiseret, samfundsundergravende kriminalitet. Det har jeg selv i Danmark forsøgt med Chabad Lubavitch, da jeg i 2019 anmeldte en kvinde fra den sekt for falsk voldtægtsanmeldelse med henblik på at karaktermyrde mig. Politiets reaktion på min anmeldelse om falsk voldtægtsanmeldelse understøtter opfattelsen af, at Chabad Lubavitch har en særlig status i samfundet, der forhindrer politiet i at efterforske selv velbegrundede mistanker om kriminalitet udført af dets medlemmer. Det er oplevelser af uretfærdighed og diskrimination som disse, der i perioder har gjort det svært for mig at fastholde det næstekærlige syn på jøderne og politiet. Jeg kan i den forbindelse anbefale at praktisere kærlig-venlighedsmeditation på visualisering af de personer, der har gjort dig ondt – så nu elsker jeg jøderne og politiet igen.

PS: For at fremme tekstfordøjelsen har jeg hovedsagelig brugt mainstream-anvendelsen af begrebet “antisemitter” i dette indlæg. Jeg har skrevet flere indlæg, bl.a. dette, hvor jeg dekonstruerer begrebet og kritiserer dets anvendelse som våben i kommunikationskrig. Den politisk-psykologisk effekt af at kalde nogen “antisemit” svarer til at kalde dem “konspirationsteoretiker” (inkl. underbegrebet “tosse”) plus “hadefuld”. Det er en taktik, der benyttes i hovedstrømmen for at forhindre debat eller kritik om emner, der er kategoriseret som “antisemitiske” (eller “konspirationsteoretiske”). Når først det begreb er kastet på bordet, så flytter fokus fra sagen til afsenderens hadefulde, irrationelle personlighed. Det er på den måde et psykologisk våben til at stoppe den kritik, der ikke længere kan ignoreres.

Relateret: