Jeg beskriver her med et fiktivt eksempel, hvordan kvinder, der døjer med skam over deres seksualitet, krænker mænd ved at beskylde dem for at være krænkere i stedet for at forholde sig til deres egen skam.
To organisatorisk ligestillede medarbejdere, en mand og en kvinde, har et intimt, seksuelt forhold med hinanden på arbejdspladsen. Frivilligt og med samtykke, men hemmeligt overfor de andre i organisationen.
Manden er begejstret, da det er rart med seksuelle pauser i løbet af en ellers stressende arbejdsdag på kontoret. Kvinden er ambivalent, bl.a. fordi hun er forvirret om sin egen seksualitet og kønsidentitet generelt. Måske er der også noget autisme i spil. Det er der i hvert fald andre, der tænker.
Til en fest i organisationen med rigelig alkohol, stikker manden impulsivt hånden ned i trussen på kvinden, han har et forhold til. Det har han gjort mange gange før, i enrum, men denne gang er der andre, der ser det. Manden husker ikke noget bagefter, da han var for fuld. Kvinden skammer sig. Meget.
Skammen er så svær at håndtere, at kvinden forvrænger skamfølelsen til vrede rettet mod manden. Nu føler hun sig krænket. Kvinden erfarer, at det er meget lettere at føle sig krænket og vrede mod manden end at føle den grundlæggende skam over egen seksualitet og kønsforvirring. Jo mere krænkethed og vrede hun føler og udtrykker, des mindre behøver hun forholde sig til den ubehagelige følelse af skam.
Kvinden går til chefen og klager over manden. Flere andre kvinder, der også døjer med skam over egne lyster, for manden er ret lækker og meget cis-kønnet (eller kys-kønnet som de joker med), står frem og glæder sig over, at det er lettere at være offer end at være skamfuld. Chefen ser ingen anden udvej end at fyrre manden.
Nogle år senere vælger chefen så at genansætte manden, da hun vurderer, at seks års udstødelse er en passende straf for beruset, heteroseksuel adfærd. Da den krænkede kvinde hører om det, dukker skammen op igen, og hun er ved at gå ud af sit gode skind. For at undgå at håndtere skammen på en konstruktiv måde konverterer hun den igen til krænkethed, vrede og offerrolle i et offentligt frontalangreb på den krænkende mand og nu også den krænkende chef.
Manden var ellers ved at komme sig ovenpå depressionen efter den første fyrring. Det er der dog ingen kvinder, der tror på, da de ved, at den eneste følelse en heteroseksuel mand kan føle, er liderlighed. Nu starter det hele forfra – med turbo. Chefen troede, at MeToo-bølgen var aftaget, og at det igen var blevet muligt med et balanceret, retfærdigt perspektiv. Men nej. Den krænkede kvinde vinder altid. Og én gang krænket, altid krænket!
Moralen i denne totalt fiktive fortælling er, at kvinder skal lære at håndtere skam og ambivalens om seksualitet og køn i stedet for at lade deres problemer gå ud over de mænd, der har lyst til dem.
Paradokset er, at de krænkede kvinder i MeToo-sager ved at påtage sig falske offerroller selv bliver til reelle krænkere. Det er jo også en krænkelse for manden at blive beskyldt for et seksuelt overgreb, han ikke har begået. Det er faktisk en meget dyb krænkelse, da den rammer hele personligheden og omdømmet. Dommen via de kulturelle normer i samfundet er livsvarig udstødelse. Den straf er helt ude af proportioner med, hvad der faktisk er foregået. Det er simpelthen dybt uretfærdigt.
Der kan være andre grunde end skam og ambivalens til, at kvinder påberåber sig en falsk offerrolle i seksuelle forhold. Uanset hvad grunden er, så husk som kvinde at skelne mellem dine følelser og mandens handlinger. Hvis du er tilstrækkeligt krænkelsesparat, så er det næsten ligemeget, hvad manden gør. Brug din seksualitet som anledning til selvudvikling og tænk over konsekvenserne for manden og hans pårørende, før du anmelder ham til chefen, politiet eller pressen med en historie, der blander dine følelser med hans handlinger på en for alle parter uigennemskuelig måde. Prøv eventuelt noget så gammeldags som at tale om det bagefter, hvis du har oplevet noget seksuelt som grænseoverskridende eller ubehageligt. De fleste mænd er faktisk åbne for kritik og udvikling, selvom mange af dem skjuler det godt.
Relateret:
Discover more from Via Brændgaard
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
