Kategorier
Brændgaard Bloggen Indlæg Offentlig Sundhed (gratis) Sundhedsbloggen

Motion for dovendyr

Motion er sundt, men mennesket er et dovendyr. Det er den store udfordring i arbejdet med at lokke sig selv eller andre til at bevæge kroppen mere for sundhedens skyld.

Motion for dovendyr går ud på at acceptere dovendyret fuldt ud og finde nogle motionsformer, der harmonerer med dovendyrets natur.

’Dovendyr’ skal ikke forstås negativt. Begrebet ’dovendyr’ bruges her som symbol for det mere arbejdsfysiologisk korrekte begreb ’energisparer’. Det ligger dybt i vores gener at spare på energien og kun bevæge os så lidt som nødvendigt. Det har sikret og drevet vores udvikling gennem årtusinder, og vi skal ikke regne med, at det ændrer sig sådan lige foreløbig. Hvad gør man generelt med ting her i livet, som man ikke kan lave om på? Man accepterer dem og prøver at få det bedst mulige ud af dem. Mangel på accept af det fører til unødvendig lidelse. Så lad os gøre det samme med vores motionsmæssige dovendyr.

Motion for dovendyr kan også kaldes mental stenalder- eller palæo-motion. I modsætning til cross fit og lignende motionsformer, der prøver at efterligne stenaldermenneskets bevægelser rent fysisk, så prøver vi i motion for dovendyr at efterligne stenaldermenneskets fysiske aktivitet rent mentalt og motivationsmæssigt.

Her er den alternative motionsguide for dovendyr:

Motionsråd #1: Bevæg kroppen, fordi der er en reelt god grund til det
En reelt god grund er ikke motionen i sig selv eller de sundhedsmæssige/fysiske virkninger af motionen. Stenaldermennesket kunne aldrig finde på at ”dyrke” motion. Man brugte kroppen, fordi der var en anden, reelt god grund til det. Her er nogle forslag til reelt gode grunde for moderne dovendyr:
– Gå, cykl eller løb fordi du skal et sted hen – f.eks. på arbejde eller besøg (dvs. TranSport)
– Ryd op, gør rent, flyt rundt på ting, skovl sne eller arbejd i haven (dvs. hus- og havearbejde)
– Tag dig af dine små børn (dvs. børnepasning)
– Anskaf en sød hund og gå ture med den (dvs. hundeluftning)
– Tag trappen i stedet for elevatoren osv. (dvs. de små muligheder i hverdagen)
– Osv.

Motionsråd #2: Bevæg kroppen, fordi det giver dig nydelse imens
Her går du efter motions- og bevægelsesformer, der giver dig en så god oplevelse, imens du er i gang med dem, at du får lyst til at gå i gang med dem igen og igen. Du vælger motionsformer, der netop giver dig nydelse, imens du er i gang og ikke kun bagefter. Du bruger din kreative nysgerrighed til at finde frem til, hvad det kan være for dig. Her er nogle forslag:
– Dans
– Dansegang
– Yoga
– Bold- eller ketsjerspil
– Træne sammen med nogen, du kan lide
– Sex
Men det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, præcis hvad der giver nydelse under den fysiske aktivitet.

Motionsråd #1 og #2 adskiller sig fra hinanden ved, at bevægelsen i motionsråd #2 ikke samtidig behøver tjene et andet formål end selve nydelsen imens. Det mest motiverende for dovendyr er motionsformer, der både tjener et reelt formål, og som er nydelsesfulde imens – samtidig.

Motionsråd #3: Betragt motion som arbejde
Betragt motion som arbejde, der kræver og bruger fysisk, mental og social energi. Giv slip på myten om, at motion er noget, der giver energi. Motion er simpelthen tidskrævende arbejde, der kan være mere eller mindre behageligt og meningsfuldt – ligesom al andet arbejde. Mind dig selv om ”lønnen” ved motion: fysisk sundhed, slankhed og fitness. Og indret dit liv, så der er tilstrækkelig energi og tid til motion set i forhold til den samlede mængde arbejde i dit liv. Find en god balance mellem arbejde og afslapning. Det øvrige arbejde er ikke kun det, du gør i forbindelse med dit job. Husholdning og børn kan også kræve meget arbejde – og dermed tid og energi.

Motionsråd #4: Slip normerne om motion
Motion for dovendyr omfatter også en proces med aflæring af alle de gamle normer om motion, der virker demotiverende for dovendyr. Her er nogle eksempler på skadelige normer om motion:
– Normer om de perfektionistiske, fysiske krav til ”rigtig motion”
– Idéen om, at motion skal være ubehageligt og lidelsesfuldt for at gøre godt
– Myter om, at motion i sig selv bør føles naturligt og fedt
– Myten om at motion giver energi, hvor det for dovendyr forholder sig omvendt


Discover more from Via Brændgaard

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

0 0 stemmer
Brugervurdering
0 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer