Store problemer med politiet i Danmark [B.A. #273]

En række sager peger på store problemer med politiets kultur og adfærd. Oprydningen er startet, men den kan blot være en anden del af det samme problem.

Der er store problemer med politiet i Danmark. Flere medier beretter, at rigspolitichef Thorkild Fogde har indkaldt landets politidirektører til møde i dag onsdag for at starte redegørelse af politiets kultur og adfærd. Det sker efter justitsminister Peter Hummelgaards (S) har udtrykt bekymringer efter den seneste tids “sager om politiets kultur og adfærd”. Det er en pæn måde at udtrykke politiets umotiverede brug af vold, bl.a. i form af deciderede tæskehold.

Spørgsmålet, som ingen medier og ej heller justitsministeren rejser er, om rigspolitichef Thorkild Fogde er den rette til at rydde op i politiet, da han som bekendt selv overtrådte loven i minksagen og udstedte de ulovlige actioncards, der igangsatte Operation Minkmassakre. Kan det tænkes, at når de menige betjente ser deres øverste chef bryde loven til fordel for voldsudøvelse uden lovhjemmel, og slippe afsted med det, så motiverer det dem til samme type adfærd?

Seks politibetjente i Københavns Politi blev i går anholdt og sigtet for tyveri i forbindelse med deres arbejde samt narkobesiddelse, skriver DR. Sagen tyder på, at en gruppe betjente i Københavns Politi har opereret som narkohandlere som bijob og udnyttet de unikke muligheder som det at være politibetjent giver i den tilstødende branche på den anden side af loven. Måske er det kun toppen af isbjerget, vi hører om.

Den mystiske Farhad-sag

Det er især DR’s dækning af Farhad Tober-sagen, der har igangsat kritikken af politiet. Her har videooptagelser vist en særdeles hårdhændet adfærd fra politiets side. Den mystiske specialenhed, som de voldelige betjente tilhørte, er nu i kølvandet på mediedækningen og kritikken blevet nedlagt.

I en artikel på DR i går med overskriften ‘Sagen om Farhad Tober: Nu fortæller politiet om efterforskningen’ skriver journalist Silas Bay Nielsen om nogle ganske interessante fakta om politiets efterforskning i forhold til pressedækningen af sagen. Farhad Tober forsvandt den 9. april 2022 efter en konfrontation med politiet. DR-dokumentaren ‘Forfulgt af politiet?’, der udkom den 9. oktober 2023, gav indtryk af, at Tober-familien ikke vidste hvor Farhad var, og at han formentlig var flygtet fra politiet eller blevet dræbt af politiet, som så prøvede at dække over det. Det førte til stor harme i befolkningen, hvilket kom til udtryk på de sociale medier og i store demonstrationer i Aarhus og København. Det er så siden kommet frem, at familien hele tiden har vidst, hvor han var, og at familien i øvrigt har forbindelser til rockermiljøet.

Allerede i april 2022 fik politiet oplysninger om, at familien holdt Farhad skjult angiveligt af frygt for tvangsfjernelse. I maj 2022 får politiet oplysninger om, at Farhads forsvinden var planlagt af familien for at skade politiets omdømme. I maj 2023 besøgte politiet Farhads skole, da de havde fået oplysninger om, at flere elever var regelmæssigt i kontakt med Farhad via Snapchat. På trods af alle disse spor lykkedes det ikke politiet at finde Farhad, som altså åbenbart blev holdt skjult af familien hele tiden. Farhad blev i følge DR genforenet med sin familie i Kiel i Tyskland den 25. oktober.

B.T. skrev den 28. oktober, at produktionsselskabet bag Farhad-dokumentaren, Deluca Film, er gået konkurs. Deluca Film har Morten Rasmussen som direktør og Tom Deichmann som bestyrelsesformand.

Myten om graverjournalistik i hovedstrømmen

I dag skriver DR så om en ny dokumentar, der angiveligt afslører, at Politiets Efterretningstjeneste PET har et bekymrende syn på journalister. I den nye DR-dokumentar afslører en PET-agent, at han efter at være blevet sigtet for at have brudt sin tavshedspligt ved at have talt med flere journalister om en fortrolig sag, blev ringet op og fik et tilbud af PET’s operative chef, Flemming Drejer. Fra DR-artiklen om sagen:

“Det kan godt være, vi kan hjælpe dig, hvis du vil fortælle lidt om, hvordan graverjournalister arbejder og kommer med dine forslag til, hvordan vi kan undgå sådan en sag en anden gang, sagde PET-chefen ifølge Jespers hukommelse.”

Fortællingen forstærker dermed myten om, at der stadigvæk findes graverjournalister i hovedstrømmen, som PET er bange for. DR-dokumentaren om Farhad-sagen forstærker også opfattelsen af, at DR laver magtkritisk journalistik og afslører magtmisbrug. Resultatet er, at folk kan være helt rolige, så længe de følger med i DR. Hvis der er noget at afsløre, så vil det blive afsløret i DR, og hvis der ikke er noget at komme efter, så vil det ikke være at finde på DR. Vi har dermed at gøre med sager, der ud fra det perspektiv, i første omgang styrker hovedstrømsjournalistikken og på lidt længere sigt også politiet, da de nu har mulighed for at ofre nogle lavt hængende syndebukke, der giver indtryk af, at politiet er en organisation med selvjustits. Det kan derfor ikke udelukkes, at der er en rød tråd af propaganda (dvs. organiseret, overtalende kommunikation) i mediedækningen af disse sager om politiet.

Mine egne erfaringer med politiet

Jeg kan for mit eget vedkommende bevidne, at jeg absolut ikke er tilfreds med politiets behandling af en magtkritisk skribent. Jeg har således erfaret, at Københavns Politi nægter at efterforske min begrundede mistanke om, at kvinden, der meldte mig for voldtægt efter privat sex med samtykke, gjorde det ud fra et motiv om planlagt karaktermord via misbrug af MeToo-kulturen. Det begrunder jeg bl.a. med, at kvinden tilsyneladende er tæt forbundet med højt rangerende medlemmer af den jødisk-zionistiske kult Chabad Lubavitch i København. Efter jeg blev pure frifundet med dommerstemmerne 6-0 i Østre Landsret, og efter jeg opdagede kvindens forbindelse til Chabad Lubavitch, foretog jeg anmeldelsen om falsk voldtægtsanmeldelse til Københavns Politi, og de har så siden nægtet at efterkomme mit ønske om blot en times samtale med en erfaren efterforsker om mine beviser og argumenter. Samme politi har til gengæld ressourcer nok til at bevogte Chabad Lubavitch med flere mand døgnet rundt.

Jeg var heller ikke tilfreds, da Københavns Politi lagde mig i armlås og sigtede mig for ikke at bruge mundbind, da jeg var mødt op på politistationen på Københavns Hovedbanegård for at anmelde Mette Frederiksen og Magnus Heunicke for coronarelateret kriminalitet, da coronafascismen var på sit højeste. Anmeldelser som politiet i øvrigt nægtede at tage imod.

Jeg var heller ikke tilfreds med Københavns Politi, da de den 13. maj 2020 stormede min lejlighed, ransagede den for IT-udstyr og konfiskerede min PC, iPad og iPhone i flere måneder, hvilket gjorde mit arbejde som kritisk journalist udfordret. Politiet havde fået en ransagningskendelse, fordi jeg havde skrevet nogle kritiske blogindlæg om terrorangrebet i Christchurch i New Zealand, som jeg vurderede kunne være en zionistisk operation, ligesom jeg vurderede ud fra kilder med militær ekspertise, at den drabelige video af moskéskyderiet var falsk og led i en sideløbende agenda om at fremme censur på internettet. Det mener jeg stadigvæk.

Jeg er heller ikke tilfreds med de besøg, jeg har fået fra Københavns Politi, blot fordi jeg er gået hen og har talt fredeligt med vagterne foran synagogerne på Krystalgade og Ole Suhrs Gade. Den ene gang blev jeg mistænkt, fordi jeg havde siddet og mediteret foran Satans Synagoge på Ole Suhrs Gade. Betjentene kunne dog ikke svare på, om der var kommet en meditationslov, der dikterede, hvor det er lovligt og ulovligt at sidde og meditere. Den anden gang var jeg mistænkt, fordi jeg var iført en særlig trøje og taske. Den særlige trøje var en almindelig Hummel-trøje, og tasken var en bæltetaske med dobbelte stropper. Betjentene kunne heller ikke redegøre for, om der var lovhjemmel til at besøge fredelige borgere på grund af deres påklædning under fredelige samtaler i det offentlige rum.

Jeg var heller ikke tilfreds med, at jeg blev sigtet og sågar dømt i byretten for at kalde politibetjente og DSB-folk for ‘fascister’, efter de havde opført sig fascistisk ved at nægte mig at rejse med toget uden mundbind iført et ‘Mundbind er fascisme’-skilt på vej til stiftende møde i det, der siden blev til Frihedslisten. Jeg mener stadigvæk, at politiets adfærd var fascistisk efter ordbogens definition af begrebet. Dommen viste efter min mening, at godtagelsen af fascismen under coronaen var trængt helt ind i sindet hos dommeren, selvom jeg fik fornemmelsen af, at mit forsvar uden advokat gav noget underholdende sladder, som han kunne fortælle videre til vennerne i logen. Jeg fastholder fortsat, at min anvendelse af ordet ‘fascist’ var pædagogisk-oplysende og ikke nedsættende. Politiet prøvede i øvrigt i situationen, om de kunne “høre forkert”, så jeg pludselig havde kaldt dem “nazister”, hvorefter jeg måtte forklare dem om forskellene på nazisme og fascisme, og at jeg ikke havde belæg for at kalde dem nazister, kun fascister.

Jeg var heller ikke tilfreds med politiets efterforskning af valgsvindelsagen, hvor afkrydsningsfelterne på stemmesedlerne ud for mit navn ved kommunal- og regionalvalget var fjernet. Politiet efterforskede sig frem til, at det ikke var kommunen men et privat firma, der var ansvarlig for stemmesedlerne. Da kommunen dermed var frifundet, så standsede politiet efterforskningen. Det svarer til, at hvis man mistænker nogen bestemt for at have stukket en anden med en kniv, og politiet så finder ud af, at det ikke var den mistænkte, der havde gjort det, men en tredje part, så stopper politiet så efterforskningen i stedet for at fortsætte, indtil den skyldige tredje part er efterforsket færdig og sigtet, hvis der er beviser for lovovertrædelse.

Ja, livet som magtkritisk skribent i Danmark har til tider været som at være hovedpersonen i Kafkas surrealistiske roman Processen.

Kilder, inspiration og flere nyheder: Nyhedsportalen 1. november 2023.

Coverfoto: Politibevogtning af Chabad Lubavitch på Ole Suhs Gade i København den 30. oktober 2023.