En stor del af den danske befolkning har mistet tillid til myndighederne og autoriteterne som følge af deres håndtering af coronakrisen.
Mange danskere har forståeligt nok svært ved at håndtere den mulighed, at de autoriteter, som de troede ville passe på dem, i stedet har udsat dem for risiko og skade. Jeg tænker her bl.a. på minkskandalen, vaccineskandalen, videnskabsskandalen, nedlukningerne, mundbindsskaderne, udskamningen og de gigantisk mange milliarder kroner, der kunne have været brugt til at gøre gavn i stedet for skade. Det er en smertefuld erkendelse, der kan føre til stort indre kaos. Derfor undgår mange at foretage den erkendelse, selvom tvivlen nager.
Spørgsmålet nu er: Hvordan kan tilliden til myndighederne og autoriteterne genopbygges?
Det spørgsmål lægger op til et andet spørgsmål: Hvis vi betragter faldet i tillid til myndigheder og autoriteter som et symptom, hvad er så årsagen?
Systemisk årsag
Årsagen er efter min vurdering systemisk. Det danske myndigheds- og autoritetssystem er konstrueret på en sådan måde, at det kan misbruges eller gå i selvsving uden demokratisk sikring. Når et magtsystem kan misbruges, så viser erfaring, at det vil blive forsøgt misbrugt af dem, der har motiver og ressourcer nok til at gøre det. Coronasagen er efter min mening et bevis på det.
Vi kunne starte med at sætte pressen fri af den udøvende magt. Det burde efter min mening slet ikke være lovligt for medier, der kalder sig frie og kritiske, at modtage penge fra dem, som de påstår at kritisere. Det burde i hvert fald tydeligt deklareres, at det er sådan, det foregår.
Dernæst kunne vi sikre, at de faglige styrelser, herunder Sundhedsstyrelsen, igen begynder at operere som faglige og ikke som politiske myndigheder.
Vi kunne også sikre, at cheferne i politiet skal overholde loven, og hvis de ikke gør, så skal de straffes, ligesom vi andre bliver i den situation.
Demokratisk revolution
Den helt store revolution ville selvfølgelig være at indføre demokratisk folkestyre i Danmark. Det omfatter en ny grundlov. Så længe grundloven er en ladeport for udemokratisk og global indflydelse, så et Danmark et pseudodemokrati, hvor folket tror, at de har meget mere magt, end de reelt har.
Nu tænker du så måske: “Hvad er det for en tosset konspirationsteori?” Lad mig da minde dig om, at selve begrebet ‘konspirationsteori’ (og det relaterede begreb: ‘sølvpapirshat’) er designet som et psykologisk kommunikationsvåben til at sikre, at systemkritik i “demokratiske” samfund med “ytringsfrihed” bliver stoppet via latterliggørelse, inden folkeoplysningen når at gøre skade for den mørke magtelite.
Dermed ikke være sagt, at der ikke findes tossede, udokumenterede konspirationsteorier om alt muligt. Det gør der. Men det er ulogisk at konkludere, at hvis én teori indenfor en gruppe af teorier er skør, så er alle teorier i den kategori også tossede.
Nu tænker du måske også: “Jamen, hvis der var noget om det, så ville jeg have hørt om det i pressen”. Til det kan jeg kun svare: Det kommer an på, hvem din presse arbejder for, og det kommer an på, hvem der finansierer din presse. DR er f.eks. 100 % finansieret af den udøvende magt, så DR tjener den udøvende magt og ikke deres nyhedsforbrugere, dvs. folket. At du har en anden opfattelse af DR betyder ikke, at din opfattelse stemmer overens med DR’s sande motivation. Det betyder måske blot, at DR har mange år på bagen, og de har været rigtigt gode til branding og bedrag. DR var måske også mere journalistisk, før der gik næsten total underholdning og propaganda i den mediemaskine.
Nu tænker du måske videre: “Jamen, jeg stemmer jo til valg, og jeg har tillid til politikerne i folketinget”. Fint nok, men hvor meget magt har folketinget egentlig? Ja, de har formelt set den lovgivende magt, men det har de så alligevel ikke i følge grundloven, da den lovgivende magt i følge den er delt mellem kongen og folketinget. Og når det kommer til den udøvende magt, så er det slet ikke folketinget, men udelukkende regeringen, og ministrene er ikke andet end kongens tjenere.
Det eneste, jeg selv er i tvivl om, er, præcis hvordan rent operationelt den totalt udemokratiske magt bliver udøvet i Danmark. Præcis hvordan udøver kongen, rigmænd og de globale instanser deres magt over regeringen og folketinget? Det burde vi som folk insistere på meget mere åbenhed omkring. Man kunne f.eks. indføre overvågning af magteliten, så vi som folk kan følge med i, hvem der mødes med hvem, kommunikerer med hvem om hvad og hvilke incitamenter, der styrer systemet. Som det er nu, så bliver vi holdt for nar på en hyggelig måde, der dybest set er uhyggelig på samme måde, som en klovn ikke rigtigt er sjov.
Coverfoto: Unsplash.com (Nong)
Relateret indhold:
Discover more from Via Brændgaard
Subscribe to get the latest posts sent to your email.