Anders Fogh Rasmussen spillede en central rolle, da den frie presse i 2004 fik sit dødsskud. Det viser en historisk gennemgang af statens kontrol af journalister.
Mediestøtte i Danmark går tilbage til 1700-tallet, hvor man kan tale om en form for ‘kongepresse’. Det foregik på den måde, at kongen uddelte legater og tilskud til journalister og redaktører, der så til gengæld producerede “journalistik”, der sikrede kongens fortsatte magt. Når jeg skriver journalistik i anførselstegn, så er det fordi, at den form for journalistik ikke er journalistik, men derimod propaganda defineret som organiseret, overtalende kommunikation. Propaganda er således på ingen måde et nyt fænomen i Danmark. Det danske mediesystem er historisk set baseret på propaganda.
Med indførelsen af “demokrati” blev ‘kongepressen’ erstattet af en ‘partipresse’. Når jeg skriver demokrati i anførselstegn, så er det fordi, at vi jo ikke har rigtigt demokrati i Danmark, selvom de fleste tror det. På samme måde tror de fleste, at vi i dag har en fri og magtkritisk presse, selvom dette ej heller er tilfældet. Således kan mange godt tro på en bestemt fortælling, selvom denne fortælling er en dokumenterbar løgnehistorie. ‘Partipressen’ var karakteriseret ved, at forskellige medier udsprang af forskellige partier på højre/venstre-spektret. Dette spektrum er udtryk for en efter min mening relativt underordnet politisk diskurs sammenlignet med bl.a. globalisme/nationalisme, diktatur/demokrati og totalitarisme/frihed.
I 1969 udkom en rapport kendt som den ‘gule betænkning’, der ganske vist afviste direkte økonomisk støtte fra staten til pressen, men som ikke desto mindre lagde grundstenene for den moderne begrundelse for, at staten skal støtte medierne. Rapporten beskriver således, hvordan “samfundsmagten” har store interesser i pressen, og hvordan pressen løser “opgaver” for staten. Argumenterne imod statsstøtte var primært liberalistiske. Argumenterne for statsstøtte var primært kulturpolitiske. Bemærk, at “kulturpolitik” kan betragtes som et andet ord for propaganda.
Den politiske debat bølgede frem og tilbage, og i 1997 blev den første direkte driftsstøtte til medier vedtaget. Anledningen var at hjælpe Information og Kristeligt Dagblad gennem nogle økonomiske vanskeligheder. Denne første mediestøtte var i form af en fireårig ydelse fra staten til det økonomisk trængende medie. Det blev vedtaget af Folketinget i form af lov nr. 57, 1997. Det var dog ikke kun Information og Kristeligt Dagblad, der fik støtte. Det gjorde alle større medier dengang og fortsat fremover frem til i dag.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen fra det liberale parti Venstre tog i 2004 initiativ til en ny model for styring af statsstøtten til pressen, hvor repræsentanter fra pressen ikke længere var repræsenteret i det styrende organ for mediestøtte, men udelukkende repræsentanter for staten var til stede der. Det førte til lov nr. 100, 2004-05, og i den forbindelse blev pressefriheden og frygten for statslig regulering af pressen ikke debatteret.
Demokratistøtte som propaganda
I 2011 udkom en rapport fra Medieudvalget med titlen ‘Demokratistøtte, fremtidens offentlige mediestøtte’. Her blev det mere tydeligt defineret, hvad de støttede medier skulle levere til gengæld for millionerne i form af “demokratistøtte” og “public service”. Det er igen andre ord for propaganda.
I december 2013 blev den nye Mediestøttelov vedtaget. Det var første gang, betegnelsen “mediestøtte” blev anvendt i en lovtekst. Mediestøtte betyder reelt det samme som propagandastøtte efter min vurdering. Medieforskere vurderer, at den danske presse gennem de sidste årtier har udviklet sig i retning af en højere grad af statslig kontrol. Forskerne deler udviklingen op i tre tidsperioder:
- Partipressen fra 1918-1960’erne med indirekte statsstøtte, utydelige formålsbeskrivelser med statsstøtten og med det erklærede mål at sikre politisk debat og oplysning.
- Omnibuspressen fra 1960’erne til ca. 2000 med tiltagende direkte støtte, tvetydige formålsbeskrivelser og sikring af udbud af medier som erklæret mål.
- Segmentpressen fra 2000 med direkte statsstøtte, tydelige formålsbeskrivelser og erklærede mål om kvalitetssikring af nyheder og redaktionelt indhold.
Det er her værd at bemærke, at begrebet “kvalitetssikring” i denne kontekst ligeledes kan dække over propaganda. Den historiske udvikling i den danske presse er gået fra politisk debat og oplysning til politisk propaganda og narrativkontrol. Det er for nogen måske paradoksalt, at den ellers så liberale Anders Fogh Rasmussen var primus motor i indførelsen af statskontrol med pressen i Danmark.
Kilde:
Flensburg, S. (2015). Dansk mediestøtte 1960-2014: Fra økonomisk kompensation til publicistisk motivation [Danish media subsidies 1960-2014: from economic compensation to publicist motivation]. MedieKultur: Journal of Media and Communication Research, 31(58), 85–103. https://doi.org/10.7146/mediekultur.v31i58.18286 LINK
Cover: Unsplash.com (Unlimited Access)
Relateret: