Finansiering fjerner frihed

Der er i Danmark bred enighed om, at politiet ikke bør være finansieret af de kriminelle. Hvorfor tillader vi så principielt samme finansieringsstruktur på andre områder?

‘Narkostater’ er betegnelsen for stater, der er finansieret af ulovlig eksport af narkotika. Det omfatter stater som Mexico og Columbia, der eksporterer kokain etc. nordpå til USA. Det foregår via en høj grad af infiltration og korruption.

Sådan er det ikke i Danmark. Her er politiet, domstolene og regeringen ikke finansieret af narkopenge.

Den danske ‘narkopresse’

Til gengæld er pressen finansieret af den stat og regering, som læserne tror, at de er vagthund overfor. Det kan de selvfølgelig ikke være, når magthaverne betaler deres løn. Mediestøtten er pressens ‘narko’, så det er ikke helt urimeligt at betegne den lydige presse som ‘narkopresse’.

Når den danske stat mangler penge, så går den i Nationalbanken, som slet ikke er national, men global. Nationalbanken er en del af det globale netværk af centralbanker, der er ejet af en global bankelite. Det er egentlig blot en lidt pænere udgave af en ‘narkostat’, da magt flyttes fra folkevalgte til bankvalgte.

Korruption.dk

Der er mange andre eksempler på tilsvarende korruption i Danmark. Forbrugerrådet Tænk er finansieret af supermarkedskæden Salling, som forbrugerne jo ellers tror, at de holder øje med. Det er helt skørt. Det er lige så skørt, at Adipositasforeningen (forening for overvægtige i Danmark) er finansieret af Novo. Lægemiddelstyrelsen (dem der godkender og overvåger lægemidler i Danmark) er finansieret af lægemiddelproducenterne. Det er lige så skørt som at have tillid til WHO’s holdninger til vacciner, da den organisation har vaccineindustrien som hovedsponsor.

Penge er en gigantisk magtfaktor, og det behøver ikke foregå med tydelig bestikkelse eller afpresning for at virke. Jeg vil derfor anbefale alle at blive lidt mere økonomisk bevidste omkring, hvem der egentlig betaler for de intellektuelle ydelser, som man nærer tiltro til.

Pengene skal selvfølgelig komme et sted fra, men de bør ideelt set komme fra de direkte kunder (f.eks. abonnenter og tydelige annoncører på et medie) og ikke de indirekte kunder (f.eks. sponsorer der betaler for propaganda forklædt som journalistik eller forskning). Noble rigmænd og -kvinder er også en teoretisk mulighed, selvom der ofte er skjulte politiske eller return on investment-formål bag deres filantropi (Bill Gates er et godt eksempel på det).

Cover: Unsplash.com (Jesus Monroy Lazcano)

Relateret: