Selverkendelse for konspirationsteoretikere

Selvransagelse og selverkendelse er vigtig for alle, også konspirationsteoretikere. Hvad er det, dybest set, der driver dig til at tro på og sprede konspirationsteorier?

Konspirationsteorier kan defineres som teorier om hemmelige, ondskabsfulde sammensværgelser.

Psykologisk forskning har vist, at det især er midaldrende mennesker (dvs. omkring min alder), der på en eller anden måde har haft det svært i livet (som f.eks. mig med en traumatisk barndom), der ender op med at tro på og dyrke konspirationsteorier.

Jeg passer således perfekt til den psykologisk profil på en konspirationsteoretiker, og det er let at afvise mine opfattelser med, at de er konsekvenserne af et skadet liv.

Gennem hele min barndom havde jeg en oplevelse af at være offer for en ondskabsfuld, hemmelig konspiration. Det var jeg sådan set også på en meget konkret måde, men konspiratørerne fik truet og tæsket mig til tavshed og fortrængning i mange år.

Det var først som 45-årig i 2016, at jeg omtrent samtidig begyndte at interesse mig for konspirationsteorier, mens jeg begyndte at grave i mine fortrængte traumer, som så efter en retraumatisering begyndte at dukke op til overfladen to år senere i 2018.

Fra fristende projektion til fri tænkning

Det er fristende at projicere alle barndomstraumer over på fantasier om en ond elite, som man nu kan studere via konspirationsteorier og bekæmpe ved at dele løs på de sociale medier. Det kan give en følelse af sammenhæng, mening og magt, selvom det er en illusion.

Jeg valgte i stedet, efter et par besøg i nogle meget underlige kaninhuller, at gå den intellektuelle vej og holde tingene adskilt, mens jeg kun tillod motivationen fra min barndom at sive over. Motivationen var og er stadigvæk at undersøge mistanker om bedrag i de magtbærende fortællinger baseret på min veludviklede sans for uretfærdighed især af den type, hvor de store eller kloge narrer de små eller mindre kloge. I min søgen fandt jeg tilbage til ældgamle akademiske dyder såsom at søge sandheden, også selvom den er upopulær, som moderne, “rigtige” forskere tilsyneladende har glemt i deres iver efter at finde den næste pose penge til deres forskningskarriere.

Det er således min opfattelse, at de fleste forskere i dag mere eller mindre bevidst afskærer sig fra at undersøge den del af virkeligheden, der i alvorlig grad risikerer at ødelægge den fortælling, som deres indtægt og karriere er baseret på. Deri ligger forskellen på at være finansieret forsker og fri intellektuel i en verden, hvor penge er den øverste magt.

Lukketheden for det tredje perspektiv

Det er min erfaring, at der er en meget udbredt lukkethed overfor radikalt nye perspektiver både blandt forskere og blandt konspirationsteoretikere drevet af en fælles frygt for at få knust en meningsskabende dikotomi, dvs. en enten/eller-tænkning.

I en dikotomi kan et radikalt nyt perspektiv kun komme fra en tredje side. Problemet er, at budskaber fra den tredje side ikke bliver opfattet som kommende fra den tredje side af modtagerne, men derimod fra den anden side, fra dem man er uenig med.

Jeg har derfor tit følt mig som et tre-dimensionelt væsen i en to-dimensionel verden, hvor det er umuligt for de to-dimensionale at forstå, hvad jeg siger, da de kun har deres to dimensioner at fortolke og forstå verden ud fra.

Der kan være stærke motiver for at fastholde dikotomien, både for folk i hovedstrømmen og for folk i modstrømmen. Modsætningen og modstanden bliver opfattet som bekræftelse på, at man har ret, fra begge sider, selvom begge parter fra det tredje perspektiv sagtens kan tage fejl samtidig.

Det er nok lettere at få forskere i konspirationsteorier i den akademiske hovedstrøm til at lytte til det tredje perspektiv, end det er at få konspirationsteoretikere til at lytte til kritik, da det tredje perspektiv er baseret på videnskabelige og intellektuelle dyder, som der simpelthen ikke er rationelle modargumenter til. De “rigtige” konspirationsteoretikere er derimod ikke drevet af rationalitet.

Jeg tænker, at der dog nok er store politiske interesser i at fastholde en opfattelse af mig som tilhørende den store konspirationsgryde, og at mit vrøvl om den tredje vej blot er en ny konspirationsteori, som er lige så tosset som alle de andre konspirationsteorier. Men den slags må jo komme an på en prøve, og jeg stiller gerne op til debat med både den ene og den anden side, og så må de bedste argumenter jo vinde. Selvom jeg godt ved, at det ikke er sådan, den akademiske verden virker længere, da det ikke er de bedste argumenter, men de største pengeposer der vinder nu om stunder.

Fra ekstremisme til middelvej

Både folk, der hårdnakket tror på og folk, der hårdnakket benægter konspirationsteorier ville have gavn af selvransagelse for at identificere mulige, irrationelle motiver, der forhindrer den fulde erkendelse af både ydre og indre sandheder. Jeg har gjort det, og du kan også gøre det. Det er jo træls at rende rundt og tro på en vild konspirationsteori om noget i det ydre, blot fordi man mangler modet til at se de indre dæmoner i øjnene. Det forhindrer selvudvikling, selverkendelse og selvaktualisering.

Ekstremistisk dyrkelse af konspirationsteorier bliver let en flugt, der ikke er til gavn for nogen eller noget som helst. På den anden side kan ekstremistisk benægtelse af muligheden for at nogen som helst teori om hemmelig sammensværgelse kan være sand forhindre opklaring af kriminalitet og forhindre dybere forståelse af magtsystemer. Det er ikke så smart at give velorganiserede og meget rige kriminelle frit spil, bare fordi man ikke kan eller vil forstå den måde, de opererer på.

Der findes en gylden middelvej mellem de to ekstremer, og jeg vil anbefale alle aktører at søge ind på den fredelige midte, hvor vi pakker traumerne og projektionerne væk, mens vi søger en dybere og dybere forståelse af vores fælles verden til gavn for de næste generationer.

Cover: WordPress AI

Relateret: