Coronabesættelsen fik mange til at engagere sig i ‘frihedsbevægelsen’ og identificere sig som ‘frihedskæmpere’. Men ægte frihedskamp kræver meget mere, også på det helt personlige plan.
Hvad er frihed egentlig, dybest set? Det er et spørgsmål, der har optaget filosoffer i årtusinder. Frihed må derfor være noget andet end at være fri for coronabesættelse, selvom det helt sikkert ville hjælpe på det.
En god øvelse for enhver frihedskæmper er at besvare følgende spørgsmål så konkret og omfattende som muligt:
- Hvad vil jeg være fri fra?
- Hvad vil jeg være fri til?
Frihed omfatter nemlig altid de to dimensioner eller bevægelser: Frihed fra noget og frihed til noget. Hvad er det helt præcist, du vil være henholdsvis fri fra og fri til?
Politisk frihed
Under den værste del af coronabesættelsen så ville mange nok svare noget i retning af frihed fra restriktioner og frihed til at kunne bevæge sig frit i samfundet. Men ville det være nok til at blive rigtigt fri? Mit svar er et klart og tydeligt NEJ.
Ligesom masseformationen til at følge de nyfascistiske coronaretningslinjer gav de fleste mennesker en ny retning for konkretisering og håndtering af fritflydende, postmoderne, eksistentiel angst, så gav modsætningen (‘frihedsbevægelsen’) sådan set præcis det samme: Den diffuse fornemmelse af at være ufri fik med coronabesættelsen et konkret objekt, man kunne bekæmpe og stå sammen om. Mette Frederiksen, Bill Gates og World Economic Forum blev de onde frihedsknusere, mens Donald Trump, Robert F. Kennedy Jr. og Men In Black blev de gode frihedsfrelsere.
Hovedstrømmen ofrede med glæde og begejstring frihed for tryghed, mens modstrømmen med lige så stor glæde og begejstring ofrede tryghed for frihed. I mange tilfælde fordi trygheden allerede af andre grunde var væk hos disse engagerede ‘frihedskæmpere’, inkl. mig selv. Resultatet var en stor gruppe i hovedstrømmen og en lille gruppe i modstrømmen, der gik i en ny form for ensrettende, eksistentiel gruppepsykoterapi, mens de selv troede, at det var noget helt andet og meget mere vigtigt for samfundet.
Samtidig blev ‘frihed’ brugt til at lokke folk i hovedstrømmen til at være lydige, lade sig teste og tage de næsten frivillige “vacciner”.
Det kan bl.a. derfor være godt at flyve op i helikopterperspektiv og filosofere lidt dybere over, hvad frihed egentlig er og kræver.
Eksistentiel frihed
I følge den franske eksistensfilosof Jean-Paul Sartre (1905-1980) er mennesket fordømt til at være frit. Frihed er med andre ord et ubehageligt grundvilkår ved det at være menneske, der samtidig hinter til menneskets motivation for at blive ufrit, hvilket måske kan forklare en del af coronabesættelsens succes. Det kan sikkert også forklare slankekures fortsatte popularitet, da alle slankekure går ud på at købe vægttab med frihed.
Specielt forskningen i slankekure har vist meget tydeligt, hvordan menneskets ambivalente forhold til frihed giver os problemer. Slankekure er populære, fordi de lover en eftertragtet effekt (vægttab), mens man betaler med en værdi (frihed), som man ved af erfaring har ført til mange kvaler. Det er jo bl.a. på grund af friheden til at spise og drikke, hvad man vil, at man tog på, så det giver mening, at vægttab kan opnås ved at fjerne den frihed.
Det typiske vægtforløb på en slankekur er, at man taber sig fint i starten, hvorefter vægten begynder at stige igen, ofte til et højere niveau end før kurens start. Årsagen er, at vi er fordømte til frihed. Selv verdens bedste kur kan ikke fjerne vores frihed til at vælge mad og drikke. Kuren kan skabe illusionen af kontrol, men friheden vil altid presse på og føre til, at man igen spiser det, man har lyst til, i endnu større mængder end før, da kurens forbud blot har forstærket lysten.
Problemet ved alle slankekure er, at mennesket ikke lærer at navigere i mad og drikke med frihed, men samtidig lærer at have mere lyst til den mad og drikke, der fører til overvægt.
Forskning har meget tydeligt vist på tværs af mange forskellige sundhedsmæssige formål, ikke kun varigt vægttab, at det er graden af oplevet autonomi (et andet ord for frihed), der forudsiger graden af succes. Det har derfor fundamental betydning i al sundhedsfremme, forebyggelse og behandling at lære at få det bedst mulige ud af sin frihed i stedet for at prøve at kvæle friheden, da den mission altid er dømt til at mislykkes, da frihed er et eksistentielt grundvilkår, som vi ikke kan flygte fra, selvom vi prøver igen og igen og mere og mere febrilsk.
Det er som sagt ikke kun indenfor slankeområdet, men indenfor hele sundhedsområdet, at der over en årrække har indsneget sig en kulturel norm om, at sundhed er noget, man betaler for med sin frihed. Det betyder, at sundhed er et felt, der er oplagt at misbruge for magthavere, der ønsker at reducere folkets frihed med så lidt modstand som mulig. Det kan gøres i et samfund, hvor frihed opfattes som den primære valuta indenfor sundhed.
Hvis du er en af de mange, der så dig selv som frihedskæmper under coronabesættelsen, så er det værd at reflektere over, præcis hvad det var for en form for frihed, du kæmpede for. Og nu hvor coronamanien har aftaget, så er der ro til at filosofere dybere over, om det overhovedet er muligt at opnå den ‘frihed’, som mange kæmpede for under coronaen. Kan frihed overhovedet opnås på nogen som helst måde i det ydre?
Fleksibel frihed
I den forbindelse er det vigtigt at gå fra at tænke om frihed som et enten/eller-fænomen til at tænke på frihed som et fleksibelt fænomen. Der kan være forskellige grader af frihed på forskellige områder af tilværelsen. Og hvor går egentlig grænsen for frihed? Et bud er, at den går der, hvor den enkeltes frihed til at gøre, hvad han vil, medfører betydelig skade eller risiko for andre. Frihed udfoldes altid indenfor en ramme af social etik og ansvarlighed. Det afgørende spørgsmål er derfor: Hvornår er individuel frihed til så stor skade for andre, at friheden skal begrænses af f.eks. love og regler? Frihedspolitik bliver dermed relateret til evidensgrundlaget for påstande om, at frihed er skadeligt for eksempelvis coronasmitte eller klimakrisen, hvorfor den individuelle frihed skal begrænses for at beskytte andre mennesker eller selveste Jorden. Det er derfor svært at adskille frihedsdebat fra debat om evidens, videnskab, bedrag og propaganda.
Økonomisk frihed
Der er også den form for frihed, som vi kalder økonomisk frihed. Den er ofte forbundet med at have mange penge, selvom samme mål kan opnås ved at have få ting, der kræver penge. Folk med mange penge er ofte lige så fanget af materialismens bånd som folk med ikke så mange penge, så alle ender med at købe ting såsom huse og biler, der regelmæssigt kræver endnu flere penge for blot at blive holdt vedlige.
Åndelig frihed
Frihed er et fascinerende begreb, der er noget mere kompleks, end det hidtil er kommet til udtryk i ‘frihedskampen’. Ægte frihed starter indefra og er dybest set et åndeligt anliggende, der sigter på transcendens fra materie til ånd. Det er f.eks. den frihed, man tilstræber i buddhistisk meditation. Det er den åndelige frihed, der sætter de jordiske, politiske frihedsgrader i et andet perspektiv med større tålmodighed, balance og håb, da frihed altid er muligt ved simpelthen at lukke øjnene og trække vejret, uanset hvor fucked up den ydre verden måtte være.
Jeg synes derfor, at kampen for frihed i højere grad burde være en kamp for den åndelige frihed, og det er en kamp som vi hver især primært må kæmpe med os selv på meditationspuden.
Hvad er frihed for dig?
Hvilke ting og sager er du økonomisk fanget af?
Hvad er ét lille skridt, du kan tage i dag i retning af mere frihed?
Hvordan kan du blive mere åndeligt fri?
Hvilke tanker og følelser er du åndeligt fanget af?
Skriv gerne dine kommentarer herunder.
Du skal være logget ind for at vurdere dette indlæg.