I en verden styret af penge så kan vi (desværre) kun skabe fred ved at gøre fred til en bedre forretning end krig.
Jeg har tidligere skrevet om det problematiske i, at bl.a. centralbankerne, militærindustrien og de gamle medier tjener penge på krig, mens de taber på fred.
Jeg har også flere gange fremhævet den ældgamle politiske indsigt, at når en befolkning er lammet af frygt, uanset om det er frygt for Covid-19 eller Rusland, så er de meget lettere at regere over og få til at gå med til store samfundsændringer, som de i en frygtfri tilstand absolut ikke ville gå med til.
Det er derfor forståeligt, at centralbankerne og militærindustrien laver lobbyisme og propaganda for krig mod Rusland. Og i Rusland laver de propaganda for krig mod NATO. Det er ikke blot en god forretning; det har fundamental betydning for bankernes og militærindustriens økonomiske overlevelse og magt i verden.
Flere veje til fred
Fred kan fremmes på forskellige måder. En måde er at fremme fredsindustrien. Eller rettere få særlige virksomhedstyper og brancher til at indse, at de har en forretningsmæssig interesse i fred, hvorimod krig er dårligt for økonomien. De kan dermed motiveres til at investere i lobbyisme og kommunikation for fred, så der kommer en bedre balance i propagandaen.
Da krig er noget, der bliver finansieret af de offentlige finanser, så vil ekstra udgifter til krig betyde, at der så til gengæld skal spares andre stedet i det offentlige budget. Her er nogle af de brancher, som efter min umiddelbare vurdering står til at tabe mest på krig, og som til gengæld kan vinde stort på fred:
- Sundhedsbranchen
- Plejebranchen
- Uddannelsesbranchen
- Kunstbranchen
- Rejsebranchen
- Eventbranchen
Jeg har på fornemmelsen, at jeg har glemt nogen, så du er velkommen til at brainstorme videre med mig i kommentarsporet.