Covid-19 som traumatiserende overgreb og religiøs begivenhed

Covid-19 kan betragtes på mange måder afhængig af perspektiv. Jeg har længe betragtet covid-19 primært som et traumatiserende overgreb og en religiøs begivenhed.

Covid-19 kan betragtes som et traumatiserende overgreb af den type, hvor de, der burde passe på dig, begår psykisk og fysisk vold imod dig.

De fleste har håndteret det traume ved at flygte fra det. Det vil sige ved at retfærdiggøre overgrebene, undskylde gerningspersonerne, måske ligefrem blive medskyldige, være endnu mere lydige bagefter og ved at prøve at tænke på noget andet og glemme alt om, hvad der skete, herunder undlade kontakt og dialog med dem, der tænker kritisk om corona.

Covid-19 er både traumatiserende, hvis man tror på den officielle fortælling om begivenhederne, og hvis man tror på alternative forklaringer.

Det er traumatiserende at få at vide, at et nyt coronavirus risikerer at slå os alle ihjel inkl. vores børn og bedsteforældre, og vi kan selv komme til at smitte og dermed dræbe vores kære. Det gælder, uanset om man tror, det nye coronavirus kom fra en flagermus, eller var undsluppet fra et laboratorium.

Dertil kommer traumerne som følge af de tiltag, som den danske og de fleste andre landes regeringer under ledelse af WHO indførte for at beskytte os mod det nye dræbervirus. Samt traumerne som følge af den massive, daglige frygtpropaganda i medierne om smittetal osv.

Hvis man derimod ikke tror, at det nye coronavirus reelt er så farligt og måske tilmed tror, at tiltagene, herunder vaccinerne, er meget farlige, så bliver man udsat for traumet ved at opleve, at de, der burde passe på dig, reelt begår overgreb på dig, f.eks. ved at lokke dig til at lade dig sprøjte med en væske, som ingen rigtig ved, hvad indeholder, og som er helt utilstrækkeligt dokumenteret. Det traume er om muligt endnu større, da man er alene med det og magtesløs mod systemet.

Det er mit indtryk, at en fællesnævner for mange af os, der mødte op til demonstrationerne mod regeringens coronapolitik, er, at vi tidligere i vores liv på forskellig vis har erfaret, at mennesker, der burde passe på os, har gjort det modsatte. Denne erkendelse af, at muligheden for overgreb fra dem, vi tror elsker os og passer på os, findes, gav et helt andet perspektiv og et nyt fællesskab i outsider-gruppen. For de fleste danskere var covid-19 dog formentlig det første store overgreb af den type, hvorfor de forståeligt nok endnu ikke er kommet ned til erkendelsen af det dybe traumelag endnu, og de kommer det måske aldrig, da smerten ved at erkende det er for stor.

De tre lag af overgreb

Det giver tre lag af overgreb i covid-19:

Første lag af overgreb er oplevelsen af et globalt angreb fra et nyt dræbervirus.

Andet lag af overgreb er de frihedsbegrænsende tiltag og tvangsforanstaltningerne i form af vacciner, mundbind, isolation og for mange små og mellemstore private virksomheder også økonomisk konkurs.

Tredje lag af overgreb er erkendelsen af, at dem, du havde tillid til ville beskytte dig, reelt har gjort det modsatte i form af løgne om både problem, reaktion og løsning.

Det tredje lag er det mest smertefulde lag, der kræver den største kognitive omstrukturering af godhed og ondskab. Det har derfor især været mennesker, der tidligere i livet har gennemgået den proces, der var i stand til at gennemskue covid-19 som et globalt overgreb af historiske dimensioner. Nok også især dem, der tidligere har haft studereret et eller flere store politiske bedrag og gennemgået den psykologiske transformation, som den proces omfatter.

Der er også en del af dem, der protesterede imod coronapolitikken, der gjorde det, fordi de intuitivt fornemmede, hvordan det hang sammen, uden at de nødvendigvis selv havde gennemgået store traumer som før beskrevet. Denne intuition er koblet til, at en særlig del af deres åndelighed er vågen. Det er den del, der registrerer, når det åndelige mørke går til angreb på menneskeheden, uden at man nødvendigvis kan argumentere rationelt for eksempelvis det videnskabelige grundlag for virus, mundbind og vacciner.

Covid-19 var efter min mening også en religiøs begivenhed i den forstand, at den herskende opfattelse og politik var drevet af det åndelige mørke. Det gav mulighed for vækkelse og mulighed for, at de, der allerede var åndeligt vågne, kunne bruge deres åndelige vågenhed til holistisk sundhedsfremme ved ikke at gå med til de mange falske og skadelige sundhedstiltag som coronapolitikken omfattede.

Eller for at bruge begreber fra zarathustrismen, så er vi blevet delt i to: Dem, der følger Ahura Mazda (dvs. lys og godhed) og dem, der lystrer Ahriman (dvs. mørke og ondskab).

Eller med andre ord: Hvis du har indset, at covid-19 var et overgreb, så har du en høj grad af spirituel sundhed, da dit indre Lys er tændt.

Og når Lyset er tændt, så er det lettere at finde vej, når Mørket falder på.

Relateret: