Det fremgår af Ekstra Bladets resumé af dagens retsmøde, at Henrik Sass Larsen i følge eget udsagn har brugt det at se børneporno som en form for terapi.
Nu er jeg ikke psykolog, men det skal ikke forhindre mig i at kloge mig på børneporno som terapi.
Som jeg ser det, så kan der teoretisk set være tale om nogle reelle terapeutiske formål:
- Eksponeringsterapi ved børnepornofobi (hvis det findes og er relevant at behandle, da det også kan betragtes som en naturlig aversion)
- Eksponeringsterapi ved pædofile lyster ofte kombineret med onani og ejakulation med henblik på forbigående reduktion af den forbudte lyst
- Eksponering for at gennemtrænge fortrængninger af minder om overgreb, som man selv har været udsat for
Det fremgår imidlertid af Henrik Sass Larsens udtalelser, at han har brugt det at se børneporno som en form for terapi mod depression. Det er så i samme kategori som andre former for brug og misbrug af porno og relateret onani til håndtering af depression og andre mentale sundhedsproblemer. For at det skal virke, så skal man vælge en form for porno, som man oprigtigt tænder på at se, idet stressreduktionen kommer med udløsningen. Det underbygger teorien om, at Henrik Sass Larsens reelt er pædofil, men at de lyster måske først kommer til udtryk i hans pornoforbrug, når han i øvrigt er psykisk belastet og derfor ikke har det sædvanlige overskud til at undertrykke disse lyster, som han tydeligvis er klar over er forbudte.
Som mand, der selv har været udsat for seksuelle overgreb som barn inkl. optagelser til børneporno, så kan jeg hilse fra min psyke og sige, at man absolut ikke har lyst til at eksponere sig for børneporno for at bringe fortrængte minder frem i erindring. Når jeg tænker på det, så føler jeg ikke andet end væmmelse. Det virker i øvrigt heller ikke som om, at det har hjulpet Henrik Sass Larsen, da han stadigvæk ikke kan huske, hvad der er sket, hvor det skete, eller hvem der gjorde det mod ham på den efterhånden meget berømte grønne sofa.
Sådan gjorde jeg selv
Hvis Henrik Sass Larsen reelt ønsker at komme i kontakt med fortrængte minder om seksuelle overgreb i barndommen eller andre barndomstraumer, så kan jeg anbefale en kombination af meditation, cannabis og eksponering for musik, der var populær på det pågældende tidspunkt. Det virkede i hvert fald for mig, selvom det gjorde mig til plantekriminel. Det må jeg så lære at leve med.
Dette er blot mig, der spekulerer og deler personlige erfaringer. Jeg mener dog, at forløb med kombinationen af meditation, cannabis og musik bør udforskes videnskabeligt, herunder effektafprøves. Indtil da kan mine personlige erfaringer ikke generaliseres til andre, selvom det heller ikke kan udelukkes, at andre kan have gavn af samme program.
Relateret: