Kritik af lovforslag om forebyggende fodlænke

Her er min kritik af justitsminister Nicolai Wammens (S) nye Monty Python-agtige lovforslag om at idømme ‘radikaliserede’ personer fodlænke alene baseret på en vurdering fra politiet.

Ekstra Bladet og flere andre medier berettede for et par dage siden, at regeringen vil fremsætte et lovforslag, der kan give mulighed for at sætte fodlænke på ustraffede personer, hvis Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at de er radikaliserede. Ifølge Ekstra Bladet kalder Advokatrådet det ‘særdeles kontroversielt’, at der ikke er en klar definering af begrebet ‘radikalisering’. Jeg vil derfor se lidt nærmere på, hvad det mon kan tænkes at betyde.

Minder om samtykkeloven

Inden jeg kommer for godt i gang med det, så bliver jeg mindet om den famøse samtykkelov, der var uden klar definition af ‘samtykke’. Det begynder at ligne en tendens, at Folketinget vedtager nye love baseret på meget fleksible gummibegreber. Hvor samtykkeloven trods alt kræver, at man skal dømmes skyldig i retten, før man kan straffes, så kræver den nye radikaliseringslov ikke engang det. Hvor samtykkeloven flyttede for meget magt til domstolene væk fra den enkeltes dømmekraft (i og med at samtykkeloven er uden klar definition af samtykke), så går den kommende radikaliseringslov endnu videre ved også at give PET en dømmende magt. Der tegner sig et mønster af skred på skred i vores retssikkerhed som borgere i Danmark. Retssikkerhed kan defineres som, at man som borger ved, om en handling er lovlig eller ulovlig, før man udfører den.

Begreber uden definitioner

‘Radikalisering’ er ligesom ‘ekstremisme’ begreber, der ofte bliver brugt uden klare definitioner. Radikal i forhold til hvad? Ekstrem på hvilket spektrum? Det kan rent sprogligt bruges som stempel på hvad som helst, der opfattes af statsmagten som en trussel. Som en trussel mod hvem? Det kunne jo være som en trussel mod statsmagten selv.

Vi ser samme mønster i begrebet ‘antimyndighedsekstremisme’, hvor der så trods alt er defineret et spektrum i form af ‘antimyndighed’, ligesom terrorrapporter har forsøgt sig med forklaringer om, at det er, når man er parat til at bruge vold mod myndigheder, at der er tale om ‘antimyndighedsekstremisme’ og ikke blot det, at man praktiserer kritisk tænkning og ytring om myndighederne. Pyha.

Det er påfaldende, så mange nye love der kommer, der begrænser borgernes frihed i forhold til deres kritik af magthaverne, mens kravene til magthaverne overfor borgerne bliver mindre og mindre. Det er tilsyneladende baseret på en antagelse om, at regeringen og myndighederne altid er gode, mens borgerne er den brogede, risikable gruppe, der skal idømmes forebyggende fodlænke uden rettergang, hvis de kommer for tæt på. Det er udtryk for myndighedsekstremisme i den anden radikaliserede yderlighed.

Promyndighedsekstremisme

Rent logisk så kan man lige så vel være ‘promyndighedsekstremist’, som man kan være ‘antimyndighedsekstremist’, men ekstremister der støtter den evt. korrupte og uretfærdige statsmagt bliver ikke opfattet som en trussel, hvilket egentlig er ret afslørende om, hvad den reelle intention er med denne type lovgivning: at give statsmagten juridiske våben mod trusler fra borgerne inkl. de rent politiske, fredelige og folkeoplysende trusler.

Det er måske rimeligt nok i en perfekt verden, hvor statsmagten opfører sig ordentligt og retfærdigt, men hvis statsmagten er holdt op med det, hvilket bl.a. coronasagen efter min mening tydeligt viser er tilfældet i Danmark, så har vi at gøre med et korrupt magtapparat, der prøver at beskytte sig selv med uklar, fascistisk lovgivning. Og det er netop hvad det nye lovforslag er udtryk for efter min mening.

Hvis man kan være radikaliseret i den ene retning, så kan man også være det i den anden. Historien har vist, at voldelig modstand mod korrupte, uretfærdige, undertrykkende magthavere ikke nødvendigvis er værre end blind lydighed overfor autoriteter, der har tabt sutten i fascistisk medløberi. Det første kan føre til demokrati, mens det andet kan føre til nazisme.

Relateret: