Det er nødvendigt for vores demokrati og for verdensfreden med mere fri og offentlig debat om 9/11 i offentligheden i Danmark. Selvom begivenhederne ligger mere end 16 år tilbage i tiden, så har de stadigvæk fundamental betydning for mulighederne for at opnå fred i verden.
Thomas Nørgaard og jeg har været i dialog med Steen Svanholm og Claus Larsen fra 911facts.dk om et fælles, offentligt arrangement om terrorbegivenhederne 11. september 2001 (9/11).
Thomas Nørgaard er akademiker og arbejder til daglig som gymnasielærer i Fysik, Matematik, Filosofi og Naturvidenskabeligt Grundforløb. Steen Svanholm er uddannet folkeskolelærer, men ernærer sig som musiker og skribent. Claus Larsen har en it-baggrund.
Claus Larsen og Steen Svanholm driver sammen hjemmesiden 911facts.dk, der er dedikeret til at forsvare den officielle fortælling om 9/11. De holder også foredrag om emnet.
Email-korrespondancen om et fælles arrangement endte desværre med, at Steen Svanholm og Claus Larsen alligevel ikke ønskede at stille op til et offentligt arrangement med fri debat om 9/11 med Thomas Nørgaard og mig. De har skrevet et indlæg om sagen på deres hjemmeside. Deres indlæg er på mange måder arketypisk for de retoriske virkemidler, som forsvarerne for det officielle 9/11-narrativ benytter.
En arketypisk forsvarstale for den officielle fortælling om 9/11
Larsen & Svanholm starter deres indlæg med at antyde, at de er oppe imod en samlet bevægelse, som de kalder ”Sandhedsbevægelsen”, og at vi – Thomas Nørgaard og jeg – er en del af den bevægelse. Ifølge Larsen & Svanholm, så mener vi, at det ikke var al Qaeda, men Bush-familien, medierne, frimurerne, Illuminati, den katolske kirke, den engelske kongefamilie, Hitler, jøderne, reptilvæsner og rumvæsner, der stod bag 9/11. De bruger her et ’guilty by association’-argument. De gør retorisk brug af, at der findes individuelle tosser, der ikke tror på den officielle forklaring om 9/11, og som i stedet tror, at det var rumvæsner, der gjorde det eller andre teorier, som der ikke findes beviser for. Flere psykologiske undersøgelser har vist, at hvis man først tror på én opfattelse, der er i modstrid med den gængse i samfundet, så vil man være tilbøjelig til også at tro på alle mulige andre, også selvom de forskellige teorier måtte være i indbyrdes modstrid med hinanden.
Lidt længere nede i deres tekst bliver jeg beskrevet som ’konspirationsteoretiker’. Det er en klassisk metode til at miskreditere kritikere af officielle forklaringer. Metoden har været brugt som strategi i informationskrig siden mordet på John F. Kennedy. Ved at give eksempler på tossede konspirationsteorier så kan man miskreditere enhver kritik ved simpelthen at kalde den en ’konspirationsteori’. Denne ’guilty by association’-metode afhænger af, at der i befolkningen er en udbredt opfattelse af, at alle konspirationsteorier pr. definition er tossede. Det kræver en løbende strøm af tossede konspirationsteorier i medierne, som man så kan henvise til, når man bliver udsat for kritik, som Larsen & Svanholm gør her. Konspirationsteorimetoden er effektiv i forhold til det store flertal i befolkningen, der ikke har foretaget en dybere undersøgelse af emnet. Reelt er det blot et psykologisk virkemiddel i en debat. Eller et psykologisk våben i en informationskrig om “sandheden”.
For god ordens skyld så lad mig lige fremhæve, at jeg ikke ser mig selv som en del af nogen samlet konspirationsteoribevægelse. Tværtimod har jeg været ude med offentlig kritik af udbredte konspirationsteorier, f.eks. om vaccination i BT, med mange vrede reaktioner til følge.
Claus Larsen & Steen Svanholm er ikke neutrale eksperter
Larsen & Svanholm benytter også det virkemiddel, at de italesætter sig selv som neutrale eksperter i 9/11 og konspirationsteorier. Det fremgår bl.a. af overskriften på deres indlæg: ”Er Sandhedsbevægelsens mål at få svar på spørgsmål?” De ønskede kun et offentligt arrangement med os baseret på et koncept, hvor vi skulle give dem spørgsmål på forhånd, som de så kunne besvare i deres foredrag. Den præmis kunne vi ikke se nogen mening i. Hverken at de skulle være eksperterne, eller at vi skulle give dem vores spørgsmål på forhånd. Sådan fungerer fri debat ikke. Hvis de i øvrigt er eksperter i emnet, som de påstår, så burde de jo også kunne besvare ethvert spørgsmål direkte uden at skulle gå hjem og forberede sig først.
En anden metode, som Larsen & Svanholm gør brug af, er, at de reducerer debatten om 9/11 til tekniske spørgsmål. De ønsker ikke at diskutere andre emner såsom de politiske aspekter. Ved at fokusere på de tekniske aspekter og kun besvare spørgsmål, som de har haft tid til at forberede svar på på forhånd, så bliver det reelt skruen uden ende, hvor man fortaber sig i tekniske detaljer i stedet for at indse det åbentlyse – og tage de nødvendige politiske konsekvenser nu. Thomas Nørgaard og jeg har dog ikke noget imod at diskutere de tekniske aspekter i en direkte, offentlig og fri debat. Men tilhørerne skal vide, at der findes to forskellige opfattelse — den officielle forklaring er enten sand eller falsk — og de vil så høre beviser og argumenter fra begge sider. Præcis som i en retssag hvor en jury skal afgøre, om en person begik et mord eller ej. Det må så være kvaliteten af beviserne og argumenterne, der afgør udfaldet af sagen.
Politik og evidens er ikke to forskellige ting
Politik og evidens er i øvrigt ikke to forskellige ting. Der er f.eks. god historisk evidens for, at staten Israel har anvendt terror (også under falsk flag) for at fremme politiske og militære mål. Det startede med bombningen af King David Hotel 22. juli 1946 i Jerusalem med talrige, veldokumenterede episoder siden. Forslaget til Operation Northwoods i 1962 viste, at den øverste chef for det amerikanske militær var i stand til at skrive under på en plan, der omfatter falsk flag terror udført af USA, der omfatter drab på uskyldige, civile amerikanere. John F. Kennedy fik heldigvis sat en stopper for den plan. Året efter blev han slået ihjel.
Det betyder ikke, at USA og Israel nødvendigvis også stod bag 9/11. Det betyder bare, at den slags tidligere i historien ikke har været utænkeligt for dele af den amerikanske og israelske ledelse. Man er ikke nødvendigvis tosset, hvis man ønsker at undersøge andre forklaringer på 9/11 end den, som vi fik serveret fra USA og Israel utroligt hurtigt, efter det var sket. Man kan også bare være politisk bevidst med kendskab til USAs og Israels historie. Det er i øvrigt min generelle opfattelse, at sund politik bør være baseret på evidens. Især den politik der handler om at fremme fred i verden.
Larsen & Svanholm slutter deres indlæg med en lang redegørelse for vores email-korrespondance. Det er igen et forsøg på at drukne de vigtige spørgsmål i ligegyldige detaljer. De kan f.eks. fastslå, at jeg ændrede opfattelse af deres kompetenceniveau den 19. marts 2018 mellem kl. 12:32 og 18:32. De prøver her at få sagen til at handle om deres kompetenceniveau, hvilket den slet ikke gør. Jeg opfatter dem som meget kompetente forsvarere af den officielle fortælling om 9/11. Sagen handler om, at Larsen & Svanholm ikke ønsker at møde Thomas Nørgaard og mig i en fri og offentlig debat om 9/11.
Book et foredrag om fred
I mit foredrag om fred uddyber jeg min opfattelse af bl.a. 9/11, og hvorfor den sag er vigtig for verdensfreden også i dag. Jeg opfatter sagen som så vigtig, at jeg gerne stiller op med det foredrag ganske gratis over hele landet. Jeg stiller også gerne op i offentlige debatmøder og direkte interviews i medierne om 9/11 og relaterede emner. Som jeg ser det, så er 9/11 et godt afsæt til at udvikle generel politisk bevidsthed og mediebevidsthed. Det har fundamental betydning for alle, der ønsker at engagere sig i den nye fredsbevægelse. Hvor skal man starte? Start med Bygning 7. På 9/11 var der to fly, der fik tre skyskrabere til at falde i frit fald. Den tredje skyskraber, som ikke blev ramt af noget fly, var den syvende bygning i World Trade Center komplekset. Jeg kan i den forbindelse anbefale bl.a. Architects & Engineers for 9/11 Truth, der forholder sig til sagen ud fra en rent bygningsfaglig tilgang (ingeniør- og arkitektvidenskab) uden spekulationer.
