Hvis det herskende narrativ om klimakrise er bedragerisk propaganda, hvad handler det hele så egentlig om?
Et kvalificeret bud er, at den inducerede klimafrygt er endnu en strategisk propagandakampagne for at forhindre folk i at opdage den dybe økonomiske uretfærdighed i verden.
Vi lever i en verden, hvor pengene hober sig op hos en lille elite af stinkende rige mænd (og nogle få kvinder). De er så rige, at de ikke figurerer på offentlige lister over verdens rigeste personer. De findes især blandt de gamle bankfamilier, kejserfamilier, kongefamilier og visse religiøse organisationer. Men også hos mere almindeligt rige personer, som f.eks. Bill Gates, der ejer verdens største virksomheder, sker der en konstant ophobning af gigantiske bjerge af penge.
Slaveriet lever stadigvæk i bedste velgående.
Mange store private virksomheder er i dag ejet af endnu større globale virksomheder, hvor en stor del af overskuddet så tilstrømmer. Nogle af rigmændenes frontfigurer, som f.eks. Bill Gates, agerer filantroper og donerer penge til velgørende formål. Det er de nødt til for at forhindre oprør, og ganske ofte er de velgørende projekter samtidig sofistikerede måder at få endnu mere magt på, som strækker ud over virksomhedens kerneområder.
De rigeste personer bruger kun en lille bitte brøkdel af deres konstant voksende formuer. For hvert år bliver de rigere og rigere. En af årsagerne til, at de ikke bruger deres penge i samfundet, er, at deres rigdom og magt er afhængig af, at der blandt folket er en oplevet mangel på penge. Det motiverer os til at arbejde for løn, og vi opfører os i det hele taget som en flok får, man kan hundse rundt med ved at vinke en pengeseddel for øjnene af os. Slaveriet lever stadigvæk i bedste velgående.
Kampen mod de superrige og det uretfærdige pengesystem burde kunne samle både socialister og liberalister.
Klimakampen øger uretfærdigheden
Klimakampen giver folk noget andet at kæmpe for i stedet for den reelle uretfærdighed i verden. Det suger opmærksomheden, energien og tiden. Den nye klimalov, som den danske regering netop har vedtaget, er et eksempel på, at klimapanikken bliver brugt til at øge pengestrømmen endnu mere fra folket og op. Disse penge ender i sidste ende i lommerne hos den rigeste elite.
Med andre ord: Klimakampen får folk til selv at bekæmpe enhver form for Robin Hood-ånd, der måtte opstå. Altså enhver retfærdig lyst til at tage fra de rige og give til de fattige. Klimakampen får folk til at modarbejde deres egne økonomiske interesser.
Nu tror du måske, at jeg er socialist eller kommunist, men det er jeg ikke. Jeg har bare en meget veludviklet evne til at spotte uretfærdighed og magtmisbrug. Hvis jeg er noget i det konventionelle spektrum, så er det liberalist med fokus på frihed til den enkelte.
Kampen mod de superrige og det uretfærdige pengesystem burde kunne samle både socialister og liberalister. Det er også i almindelige virksomheders interesse (altså de virksomheder der laver reelle produkter eller ydelser i stedet for blot at handle med fiktive penge), at pengemagten i verden bliver retfærdigt fordelt. Det vil nemlig også give flere penge på bundlinjen hos de frie virksomheder, der reelt laver noget, og som modstår fristelsen til at lade sig opkøbe af storkapitalen.