Propagandatrick #15: Brug krænkelseskultur til at indføre ytringscensur

Det er træls, hvis nogen er kvikke nok til at gennemskue din propaganda og samtidig ytrer sig offentligt om det. Hvis din propaganda er baseret på løgn og bedrag, så skal du for alt i verden undgå direkte, saglig konfrontation med enhver propaganda-afslører.

Brug krænkelseskultur til at indføre ytringscensur ved i din propaganda altid at tage positionen som reelt eller potentielt offer for krænkelse. Historien har vist, at offerkortet er det stærkeste kort at spille i propagandakrigen. Det er bl.a. blevet brugt til at etablere staten Israel og Israels løbende undertrykkelse af palæstinenserne. Verden kan se igennem fingre med apartheid, når dem, der har etableret apartheid, bliver opfattet som ofre.

Offerpropaganda er en særlig form for propaganda, hvor du får den sag, du laver propaganda for, til at være repræsenteret af mennesker eller befolkningsgrupper, som du via propaganda får til at fremstå som ofre for eller forfulgte af de kritikere, som du ønsker at holde nede. Det gælder her om at spille på følelserne og misbruge menneskers iboende medfølelse og trang til at beskytte de svage. Kunsten for dig som propagandist er altså at få de stærke, som du arbejder for, til at fremstå som de svage, så kritikere bliver opfattet som krænkende aggressorer.

Ja, dette propagandatrick er avanceret, men det er uhyre effektivt. Det kræver selvfølgelig, at der allerede er etableret en generel krænkelseskultur, hvor folk, der opfatter sig som krænkede, får positiv opmærksomhed. Vi befinder os i skrivende stund i en tid i Danmarkshistorien, hvor de krænkelsesparate sågar kan føle sig krænket af navnet på en kage, så denne propagandabane er solidt banet.

De sociale medier med Facebook i front er et godt eksempel på, hvordan man kan indføre censur via krænkelseskultur. Når opslag eller kommentarer bliver censureret, så bliver det ikke kaldt, hvad det er – censur – men derimod, at det overtræder ‘fællesskabsregler’ (det lyder i øvrigt meget som propagandaordet ‘samfundssind’) om eksempelvis had, trusler, at nedgøre eller at bringe skam.

MeToo-kulturen er oplagt at bruge til offentlig udskamning af toneangivende kritikere. Offentlig udskamning har bl.a. den virkning, at de udskammede efterfølgende bliver censureret fra medierne, da medierne frygter selv at blive udskammet ved at bruge udskammede eksperter, hvorved de risikerer at miste læsere og omsætning.

Det særlige ved den feministiske MeToo-bevægelse er, at den sætter lighedstegn mellem en kvindes følelser af at være krænket og en mands objektivt krænkende adfærd og generelt dårlige karakter. Det er historisk unikt, at følelser alene kan bruges som bevis for krænkelser. Erfaring har vist, at følelsesargumentet helt uden andre beviser kan holde hele vejen fra medierne til og med byretten. Når en mand på den måde er blevet hængt offentligt ud som krænker, så er karaktermordet gennemført, og han vil for evigt være censureret fra hovedstrømmen på grund af berøringsangst.

Biosikkerheds-narrativet har også en indbygget offerrolle, idet enhver kritiker kan udstilles som en trussel mod sikkerheden, selvom han måske blot afslører bedraget. Det er derfor vigtigt, at du i din propagandastrategi og udformningen af det basale narrativ sikrer fundamentet for den kroniske offerrolle.