Jeg væmmes over den sataniske transagenda

Når synet af en trans vækker væmmelse, så er det primært fordi, at det symbol minder mig om den sataniske agenda.

Jeg har i et indlæg i går samlet nogle af de kommentarer, jeg har modtaget om dette opslag på Facebook:

Jeg vil her give en samlet respons på kommentarerne.

Det er for det første vigtigt at skelne mellem umiddelbare og stabile følelser. En umiddelbar følelse som væmmelse opfatter jeg i den omtalte situation som udtryk for noget instinktivt. På samme måde som man kan føle umiddelbar frygt ved synet af en slange, eller umiddelbar lyst ved synet af en kage.

Min primære stabile følelse, når jeg ser en trans, er medfølelse, som ikke er det samme som medlidenhed. Medfølelse er en ligeværdig følelse, der opstår, når ånden i mig genkender ånden i den anden samt lidelsen i den anden, der minder mig om lidelsen i mig selv og derigennem vores forbundethed med lidelsen som den spirituelt motiverende drivkraft.

Mette F. og transformerne

På samme måde er min stabile følelse i relation til Mette Frederiksen også medfølelse, selvom min umiddelbare følelse er vrede.

Det er min opfattelse, at man skal prøve at lære af de umiddelbare følelser, der opstår i sindet. Når jeg via meditation transformerer vrede til medfølelse overfor Mette Frederiksen, så betyder det ikke, at jeg ignorerer vreden. Det betyder tværtimod, at jeg kan handle med visdom på baggrund af min indsigt i årsagen til vreden og dermed mere konstruktivt, end hvis jeg handlede reaktivt og blindt. Denne årsag kan handle om noget i mig selv, noget i den anden eller noget strukturelt.

På samme måde er der en årsag til min umiddelbare følelse af væmmelse, når jeg ser en trans. Årsagen kan være noget i mig, noget i personen eller noget strukturelt. I mit tilfælde er det nok lidt af det første og mest af det sidste. Jeg har været udsat for nogle ting i min barndom, der muligvis kan forstærke væmmelsen overfor transer. Det handler i så fald udelukkende om mig.

Min umiddelbare væmmelse ved transer skyldes aldrig transpersonen i sig selv, men derimod det strukturelle fænomen, som transpersonen for mig repræsenterer. Man kan så sige, at dét også handler om mig selv, men det handler så om, at synet af transen trigger min viden om noget strukturelt, som jeg føler væmmelse ved.

Væmmelse er ikke had, da had har et stort element af vrede, som væmmelse ikke har. Væmmelse er desuden en følelse og ikke en handling. Vi mennesker kan heldigvis føle meget forskelligt, som vi vælger ikke at handle på. Den eksistentielle frihed ligger ikke i at vælge vores følelser frit, men udelukkende i vores valg af respons på følelserne, der i øvrigt altid befinder sig i en tilstand af konstant forandring.

Det er min mening, at vi skal turde være åbne om alle følelser, især de følelser der vækker voldsom modstand i os selv og/eller i andre, eller som er forbundet med store tabuer i den herskende kultur. Nogen er nødt til at gå forrest, bryde tabuerne og tage tæskene.

Jeg kan konstatere på de modtagne kommentarer, at kommentatorerne gør sig selv skyldige i den hadtale, som de beskylder mig for at udøve. Jeg kan også konstatere, at det er legalt at udtrykke had mod dem, man føler udtrykker had mod dem, de herskende normer siger, at det er forbudt at hade.

Sammenblandingen af følelser og handlinger er gået hen og blevet et omfattende problem i det senmoderne samfund. Det ses særligt tydeligt i MeToo-sager, hvor en kvindes følelse af at være blevet krænket bliver opfattet som bevis på, at mandens handlinger har været etisk forkerte eller decideret ulovlige.

Jeg kan også se på de modtagne kommentarer, at mange opfatter det som modstridende, at jeg kalder mig selv ‘frihedskæmper’, når jeg skriver et opslag som dette. Kommentatorerne antager således, at jeg er modstander af den enkeltes ret til at klæde sig, som han eller hun vil, hvilket er en absurd beskyldning. Jeg går f.eks. selv med noget, der ligner en nederdel af og til ‒ af rent og skær praktiske årsager, og jeg er bedøvende ligeglad med, hvad folk tænker om min påklædning. Min favoritkunster gennem alle tider er Robert Smith fra The Cure, som er en mand, der bruger makeup og højt hår i stor stil. Kommentatorerne mener åbenbart ikke, at frihed omfatter friheden til at udtrykke umiddelbare følelser, i hvert fald ikke dén følelse om dén gruppe af mennesker. Det er ganske sigende.

Transpersoner er i de senere år begyndt at fylde meget i mainstreammedierne og populærkulturen. Det er der efter min opfattelse nogle dybe politiske og spirituelle årsager til, og det er primært dem, der årsagen til den umiddelbare væmmelse, jeg føler, når jeg ser en trans.

Et propagandamæssigt formål med transudbredelsen er, at hvis man kan få folk til at tvivle på noget så biologisk basalt som køn, så kan man få dem til at tvivle på alt og dermed bl.a. acceptere den fortsatte realisering af den transhumanistiske agenda, hvor menneske og maskine fusioneres med øget kontrol og overvågning til følge.

Transagendaens udbredelse er efter min mening baseret på en forkert sammenblanding af køn og seksualitet, der appellerer til mennesker med identitetsproblemer. Hvad der før blev betragtet som en seksuel orientering, bliver nu betragtet som et af de 72 køn, eller hvor mange der nu er. Men der er altså kun to køn – mand og kvinde – og det må man lære at leve med, ligesom man er nødt til at lære at leve med tyngdekraften, selvom man identificerer sig som en, der lever på Månen.

Jeg accepterer dog, at nogen (ekstremt få) bliver født tvekønnede, og at nogen oprigtigt oplever sig som fanget i en krop med det forkerte køn. Disse personer skal selvfølgelig have hjælp og støtte på samme måde, som vi som samfund og fællesskab hjælper andre, der biologisk, psykologisk eller biopsykologisk afviger fra det normale ‒ med det ‘normale’ defineret som det, der rent objektivt og kvantitativt forekommer oftest.

En troværdig, anonym kilde højt placeret i psykiatrien i Danmark har fortalt mig, at transsituationen nu længe har været sådan, at ingen psykologer eller psykiatere tør tale med deres trans-patienter om, at deres transhalløj kan være udtryk for en eller anden form for psykisk forstyrrelse. Det tør disse fagfolk ikke, da de frygter den magt, som transpersonerne har fået via medierne og kulturen. En transperson kan hurtigt starte en shitstorm mod en psykolog eller psykiater med falske beskyldninger om transfobi, der i værste fald kan resultere i fyring, selvom man blot har passet sit arbejde og forsøgt at hjælp så godt som muligt. Det betyder, at den herskende transkultur nu forhindrer transpersoner med psykiske problemer i at få den behandling, der ville gavne dem mest. Det er trist.

Den sataniske transagenda

Transpersoner minder mig om den sataniske agenda, der efter min mening driver det åndelige forfald i verden for tiden. Det gør de via den sataniske figur Baphomet, der er en transkønnet person med hoved af en ged. Baphomet repræsenterer således det primitive dyrs dominans over den adskilte polaritet mellem det maskuline og det feminine. Det repræsenterer menneskets åndelige forfald fra det spirituelle lys, der kan erkendes som mand eller kvinde i intim relation med det modsatte køn i kærlig forening, til en eksistens uden den spirituelle polaritets lys, hvilket skaber et liv i dyrisk mørke.

Det betyder ikke, at jeg har noget imod homo- og biseksuelle, da der der ikke er en sammenblanding af køn og seksualitet, og da jeg antager, at det også er muligt at erkende det spirituelle lys via bevidst homosex med energimæssig polaritet indenfor samme køn i forskellige personer med forskellige energimæssige polariteter. Det spirituelle problem opstår, når de to køn blandes i samme person, hvorved det sataniske mål om dyrisk individualisering af seksualitet er opnået. Dermed bliver transpersoner et symbol på fjernelsen af vejen til det sande, åndelige lys og dermed en eliminering af den åndelige energi, der er nødvendig for at vinde over det mørke, der har besat menneskeheden. Når synet af en transperson minder mig om denne Baphomet-symbolik, så er væmmelse den umiddelbare følelse i mit sind, som dog hurtigt forvandler sig til medfølelse.