Jeg havde engang en ny veninde. Vi havde set hinanden meget over et års tid. Pludselig afbrød hun kontakten, da hun ikke kan rumme mine meninger om coronaen, som var i modstrid med alt, hvad hun hørte fra medierne, fra den offentlige arbejdsplads, fra manden, fra veninderne, fra forældrene og fra det pseudospirituelle miljø, som hun var en del af. Hun var splittet mellem to verdener.
Efter nogle måneder helt uden kontakt, så stod hun pludselig foran mig til en demonstration mod coronarestriktionerne på Kongens Nytorv i København i sommers. Med tårer i øjnene sagde hun, at der er noget, som hun blev nødt til at fortælle mig. Hun sagde så, at hendes far, som ellers var sund og rask, lige var blevet vaccineret mod covid-19 – og nu var han pludselig faldet død om, formentlig på grund af “vaccinen”.
Vi krammede og græd sammen over tabet.
Hun fortalte mig også, at hun også selv havde taget sprøjten, selvom hendes telefon af egen vilje havde ringet op til mig, mens hun var inde i sprøjterummet. Hun tolkede det selv som et vink med en vognstang fra de højere magter om, at hun ikke skulle tage sprøjten. Men hun gjorde det alligevel, da gruppepresset og frygten for udskamning og udstødelse var for stort.
Hun deltog ikke i demonstrationen, men tog videre efter hun havde overbragt beskeden til mig – og jeg har ikke set eller hørt noget fra hende siden. Jeg håber, at hun stadigvæk er i live og på trods af omstændighederne har det godt.
Mødet på Kongens Nytorv var en mystisk oplevelse af et åndeligt fællesskab mellem to mennesker på trods af fundamentale forskelle på mange andre områder.
Jeg deler den triste historie i håbet om, at vi kan blive bedre til at lytte til hinanden på tværs af forskellige opfattelser om coronasituationen.
Du skal være logget ind for at vurdere dette indlæg.