Jeg har i flere år nu udført propaganda for sundhed, ernæring, slankekurs, sandhed, frihed, fred og retfærdighed. Men hvad laver de gamle medier propaganda for?
Professor Piers Robinson har i sit arbejde skabt en fin beskrivelse af de forskellige former for propaganda, der gør det klart, hvornår propaganda er skadelig, og hvornår det måske ligefrem kan være gavnlig eller i det mindste nogenlunde harmløs.
Kostvejledning, sundhedscoaching og psykoterapi kan betragtes som propaganda, da der er tale om ‘organiseret, overtalende kommunikation’. Det samme kan man sige om bl.a. undervisning, rygestopkampagner og alkoholoplysning. Der er mange flere eksempler på propaganda, som folk opsøger frivilligt og oplever, at de får gavn ud af. Der behøver derfor som sådan ikke være noget i vejen med at blive overtalt til noget, som man ønsker. Nogle former for propaganda kan på den måde ligefrem være gavnlig og værdiskabende for modtagerne.
Min egen faglige interesse for propaganda startede faktisk med, at jeg i mange år var interesseret i samspillet mellem kommunikation og det sundhedsfaglige indhold i kommunikationen på den tilsigtede effekt. Især indenfor overvægtsområdet. Mange af de bøger og artikler jeg har udgivet gennem årene kan med rette betragtes som sundheds- eller slankepropaganda, hvilket bøgerne heller ikke har lagt skjul på; de er tværtimod blevet solgt på netop det.
To kriterier for skadelig propaganda
Når jeg og andre bruger begrebet ‘propaganda’, så er det ofte underforstået en særlig undergruppe af propaganda. Der er særligt to dimensioner, der adskiller skadelig fra harmløs propaganda.
Den ene dimension er, hvorvidt den overtalende kommunikation modtages frivilligt eller ufrivilligt. Reklamer og annoncer er eksempler på overtalende kommunikation, hvor, hvis reklamerne er markeret korrekt, modtagerne er klar over, at nogen prøver at overtale dem til at købe noget. Det er ofte den pris, man betaler for at modtage “gratis” information. Der er efter min mening ikke noget etisk forkert i tydeligt markerede reklamer, selvom de kan være irriterende. Der er en form for informeret samtykke.
Vi har derimod et etisk problem, hvis propaganda camouflerer sig som objektiv, sandhedssøgende og kritisk nyhedsjournalistik. Det er situationen i Danmark i dag, hvor alle de store medier er finansieret af statsmagten og tydeligvis udfører organiseret, overtalende kommunikation om de magtbærende fortællinger, som regeringen ønsker udbredt i den danske befolkning. Det er hjernevaskende, ensrettende propaganda, der netop virker så effektivt, fordi modtagerne tror, at det er noget helt andet, de modtager. De tror, at de modtager neutrale, kompetente journalisters bedste bud på sandheden om verden. Der er intet informeret samtykke forud for modtagelsen af propagandaen. Tværtimod bryster især DR og de “seriøse” dagblade sig med stolte journalistiske traditioner. Folk tror dermed, at de modtager noget helt andet, end de faktisk gør, og måske kan især de unge journalister på disse redaktioner også bilde sig selv det ind.
Det leder os frem til den næste dimension i skadelig propaganda, nemlig sandhed eller bedrag. Når de statsbetalte medier påstår, at de er kritiske overfor statsmagten, så udfører de bedrag. De kan naturligvis ikke være kritiske overfor dem, der fodrer dem med millioner og milliarder. I hvert fald ikke kritiske nok.
Hvad der måske er endnu værre er, når også selve indholdet i den organiserede, overtalende kommunikation er baseret på bedrag. Jeg har især fulgt fortællingerne om corona, hvor jeg gang på gang har afsløret, hvad jeg opfatter som klokkeklare bedrag. Alene det at andre synspunkter aldrig rigtigt bliver hørt i medier, som modtagerne tror er objektiv journalistik, understreger bedragenes konsekvente udførelse.
Jeg har selv en stående invitation til alle kritikere om, at de frit kan udgive deres kritik på Via Brændgaard, som jeg tilbyder at udgive uredigeret i fuld længde. De gamle medier nægter derimod at bringe kritik af deres journalistik. Det mit indtryk, at det, de gamle medier hader allermest i denne verden, er, hvis nogen finder på at lave rigtig journalistik om deres falske journalistik. Og jeg forstår dem godt. Det er træls at blive afsløret som bedrager, specielt når man har vænnet nyhedsmodtagerne til, at det er nogen andre (statsmagten), der betaler journalisternes løn, og modydelsen er propaganda flettet ind i journalistikken. Jeg har selv flere gange forsøgt at komme igennem og få nogle af de ansvarlige chefredaktører og nyhedsdirektører i tale, men det er som at tale til en væg i Fort Knox.
Konklusion: Farlig propaganda er karakteriseret ved ikke blot at være organiseret og overtalende, men også ufrivillig og bedragerisk.
Relateret: