Det er min erfaring fra samtaler med folk, at mange danskere har en særlig blokering for kritisk tænkning om jøder.
Alle andre grupper (kristne, muslimer, amerikanere, palæstinensere, jyder, københavnere, osv.) er der derimod ingen hindring for kritisk tænkning om.
Det har fået mig til at fundere en del over, hvad der mon kan være årsagen til den specifikke mentale blokering for kritisk tænkning om lige netop jøder som gruppe.
Hjernegymnastik mod jødeblokering
Jeg husker tilbage i 2016, da jeg begyndte at interessere mig for alternative forklaringer på 9/11, hvor jeg første gang stødte på teorier om, at det var zionister, der stod bag, hvor den samme mentale blokering blev aktiveret i mit sind. De automatiske tanker dengang var noget i retning af: “Zionister er jøder, og jøder er uskyldige ofre, der altid bliver bebrejdet for alt muligt ondt af nazister og andre hadefulde personer. Og sådan en er jeg ikke!”.
Det krævede en længere periode med hjernegymnastik, før min tænkning var blevet bevægelig og fleksibel nok til, at jeg rent faktisk kunne rationelt vurdere beviserne for, at det var zionister og ikke islamister, der stod bag terrorangrebet i USA den 11. september 2001.
To begreber med ekstrem magt
Det er mit indtryk fra introspektion og fra samtaler med andre, at den specifikke mentale blokering grunder i to begreber og deres relaterede fortællinger: antisemitisme og holocaustbenægtelse.
Det grundede for mit vedkommende også i, at jeg satte lighedstegn mellem zionister og jøder. Det blev derfor en vigtig overgangsfase i min kritiske tænkning, at jeg lærte at skelne mellem zionister og jøder.
Alle har hørt om antisemitisme, og selvom begrebet er ulogisk, så ved alle, hvad der menes: irrationelt had mod jøder som gruppe. Ingen normale mennesker ønsker at blive opfattet som nogen, der hader andre, især ikke uden grund. Frygten for at blive beskyldt for at være antisemit er en væsentlig forhindring for kritisk tænkning om jøder, både om individuelle jøder og om jøder som en gruppe. At blive opfattet som antisemit svarer omtrent til at blive opfattet som klinisk sindssyg med had som symptom. Så magtfuld er begrebet.
På samme måde er der heller ingen, der vil beskyldes for at benægte et folkedrab, som det tyskerne udførte mod jøderne i forbindelse med 2. Verdenskrig, og som vi alle har lært om i skolen. At blive opfattet som holocaustbenægter svarer til at blive opfattet som en kombination af antisemit og fladjordstroende: Man er både hadefuld og snotdum.
Jeg er ikke i tvivl om, at der findes mennesker i denne verden, der hader jøder og nægter, at nogen som helst jøder blev henrettet af Hitler & Co. Det skal de efter min mening have lov til at mene, så længe de ikke begynder at overfalde uskyldige mennesker, blot fordi de identificerer sig som jøder.
Jødekritik som led i vækkelse
At disse hadefulde mennesker findes, og at nogle af dem begår hadmotiverede forbrydelser mod uskyldige jøder, betyder ikke, at enhver kritik af jøder, deres religiøse ideologi, deres hjemland eller historien om Holocaust er det samme. På samme måde er man heller ikke nødvendigvis depressiv, fordi man nyder melankolsk musik, og man lider ikke af sygelig angst, fordi man har erkendt livets eksistentielle grundvilkår.
Det er min erfaring, at mere rationel, kritisk tænkning om jøder og relaterede emner er en vigtig del af ethvert menneskes åndelige og politiske vækkelsesproces. Det kan man sagtens uden at blive hverken islamist, nazist eller terrorist.
Den åndelige og politiske vækkelsesproces, der er relateret til jødespørgsmålet, er i særlig grad relateret til det politiske fænomen, som jeg kalder Offermagten. Det er den politiske magt, der ligger i at blive opfattet som et offer af andre.
MeToo og antimandisme
MeToo-bevægelsen er en variant heraf, hvor mange ligeledes har mentale blokeringer for at se disse sager fra mændenes perspektiv. Der er i vores kultur et udbredt had mod hvide, heteroseksuelle mænd, der har magt eller popularitet. Det kan vi kalde ‘antimandisme’.
Det er blevet socialt acceptabelt at hade mænd og opfatte os som kronisk dumme svin, der bare venter på den næste kvinde, vi kan krænke med vores ustyrlige liderlighed. Det er lige så ulogisk at have den fordom om alle mænd, blot fordi nogle få mænd har den adfærd, som det er at dømme alle jøder som værende på en bestemt måde baseret på adfærden hos nogle få i den gruppe.
Mental frihed og fleksibilitet er sundt
Vi skal derfor turde kritisere både mænd og jøder og samtidig være opmærksomme på, at vores kritiske tænkning ikke bliver rigid og hadefuld. Det kræver hjernegymnastik og konfrontation af fordommene i form af automatiske tanker i sindet, når de dukker op.
Det kan her konkret hjælpe at bruge den indre stemme og f.eks. sige til dig selv, når der dukker sådan en tanke op: “Det er bare tanker. Det er bare fordomme.”. Det gælder så samtidig om at afstå fra at handle på måder, der bekræfter fordommene. Her kan det hjælpe at tale og skrive, hvor du tvinger dig selv til at være mere nuanceret i din vurdering af jøder, mænd eller hvad du nu ellers måtte have irrationelle fordomme om.
Det er også vigtigt at bevæge sig ud af ekkokamre og sociale grupper, der bekræfter onde fordomme.
På den måde er du på vej til mere mental og social frihed, som er en vigtig del af holistisk sundhed.
Relateret: