MeToo er et dybt samfundsproblem

Falske trusler og falske krænkelser giver uretfærdig offermagt, der skjuler de ægte trusler og krænkelser. Her er en dybdegående analyse.

MeToo-sager kan generelt defineres som presseomtalte sager, hvor en part (sædvanligvis en kvinde) påstår sig seksuelt krænket (uden at være det reelt) af en anden part (sædvanligvis en mand), og hvor den sociale straf for den påståede krænker er helt ude af proportioner med det faktiske gerningsindhold. Selvom den påståede krænker aldrig bliver politianmeldt, eller selvom han bliver frifundet i retten, så fortsætter straffen (der primært består af social udstødelse) livsvarigt.

En særlig sygdom i samfundet

De fleste, der stadigvæk besidder evnen til rationel tænkning, kan gennemskue, at MeToo-sager er baseret på dyb uretfærdighed, men sagerne har et endnu dybere lag, der afslører en særlig sygdom i samfundet. Et andet symptom på den samme samfundskritiske sygdom kommer til udtryk i de falske trusler, som regeringen og internationale organisationer konstant bombarderer os med. Jeg tænker her på trusler i form af bl.a. Rusland, coronavirus og CO2.

Grundproblemet i samfundssygdommen er fravær af kritik af grundlaget for og motiverne bag de påståede krænkelser fra MeToo-kvinder og påståede trusler fra regeringen & co. Alle medier i hovedstrømmen, samtlige politikere i folketinget og alle eksperter, der får ordentlig taletid, går ud fra, at man ikke lyver, når man påstår sig krænket eller truet.

Hvis vi graver endnu dybere, så grunder det bl.a. i tabuer, som kan defineres som det vi ikke taler om, da det opleves som et voldsomt brud med de kulturelle normer. Frygten for selv at blive beskyldt for at være krænker forhindrer kritisk tænkning og ytring om kvinder, der påstår sig krænket i MeToo-sager. Frygten for selv at blive opfattet som en trussel forhindrer kritik af de trusselsbilleder, vi får serveret.

Konsekvensen er, at falske trusler og krænkelser giver uretfærdig offermagt, som mange aktører formentlig tilmed spekulerer i at udnytte proaktivt eller reaktivt, og det skjuler samtidig de ægte trusler og krænkelser. Dermed forvrænges befolkningens opfattelse af, hvad der er trusler og krænkelser, og befolkningen lader sig styre af følelser fra én part i stedet for fornuftig debat med flere synspunkter. MeToo-sager misbruger medfølelse til at skabe uretfærdig offermagt til de falsk krænkede kvinder. Regeringen misbruger frygt for det ene og frygt for det andet til at få os til at gå med til ting, der reducerer vores frihed, velstand og sundhed.

Følelser fastholder falske forståelser

Vi bliver fastlåst i disse sager, fordi vi har et overfladisk forhold til følelser, og den overfladiskhed bliver fastlåst i de kollektive reaktioner på sagerne. Vejen ud omfatter terapi, hvor individuel og samfundsterapi er to sider af samme vej. Formålet med terapien er at dykke ned under de overfladiske bølger af følelser i sindet og samfundet – og fra det dybere perspektiv øve sig på at skelne mellem det, der faktisk er, hvad det udgiver sig for, og det der reelt er noget andet, måske ligefrem det modsatte af, hvad det umiddelbart udgiver sig for rent følelsesmæssigt i vores perception.

Når en kvinde påstår sig krænket af en mand uden være det reelt, så føler vi umiddelbart medfølelse med kvinden i offerrollen. Men den følelse er farlig, hvis den forhindrer os i rationel tænkning om og vurdering af, hvad manden faktisk har gjort. De fleste har svært ved at transformere følelsen af medfølelse overfor et falsk offer, når følelsen først har manifesteret sig, til de modsatte følelser af vrede eller væmmelse hvilket forstærker tendensen til ikke at undersøge den anden mulighed: at kvinden lyver sig krænket for at få noget ud af at blive opfattet som offer.

På samme måde er det svært at holde op med at være bange for noget, hvis man først har indlært, at det er en farlig trussel. Især hvis den frygtbaserede holdning medfører, at man føler sig tættere knyttet til sin sociale gruppe. De fleste vil holde fast i frygten, hvis den holder dem i hovedstrømmen, mens de vil opfatte kritik af grundlaget for frygten som en trussel mod den sociale orden. Store frygtfortællinger har også den fordel, at de giver moderne menneskers diffuse angst en retning, hvorved den bliver mulig at håndtere. Kritisk tænkning om magtens frygtfremmende fortællinger bliver dermed ekstra angstprovokerende og derfor en form for tænkning, som man vil gå meget langt for at undgå.

Relateret: