Det er mit indtryk, at mange “vågne” aktivister er blinde overfor, at der faktisk kan være særdeles gode grunde til, at nogle børn bliver tvangsfjernet fra deres forældre af de kommunale myndigheder.
Det kommer til udtryk ved, at disse aktivister konsekvent undlader at oplyse, hvorfor et barn blev fjernet fra forælderen og udelukkende fokuserer på forælderens perspektiv om at være frarøvet kontakt med sit barn.
Der er en total blindhed overfor, at der faktisk findes forældre, der skader deres børn med f.eks. voldelige og seksuelle overgreb. Ignoreringen af det perspektiv får aktivisternes kritik af børnesager til at fremstå som usaglig og unuanceret – og potentielt som en fortsættelse af forældrenes overgreb.
Syg familie som traume
Lad mig tage min egen barndom som eksempel. Hvis jeg var blevet tvangsfjernet fra mine forældre som barn (helst fra fødslen, men alternativt så tidligt som muligt), så ville jeg formentlig have haft et meget lettere liv. Jeg har tit ønsket, at jeg var blevet tvangsfjernet, og jeg tænker tit, at de ensidige aktivister ikke ved, hvad de taler om, når de kritiserer kommunen for at gribe ind.
Det er helt sikkert et traume for et barn at blive tvangsfjernet fra sine forældre. Det traume skal afvejes af det traume, det kan være for barnet at blive i familien. Tvangsfjernelse må naturligvis kun ske, når traumet ved at blive i familien er betydeligt større end traumet ved at blive fjernet. Det er en meget vanskelig vurdering og beslutning.
Jeg føler mig overbevist om, at i mit tilfælde kan det næsten kun have været et meget mindre traume at være blevet tvangsfjernet end at blive ignoreret af myndighederne og ikke få hjælp til at flygte.
Relateret: