Samfundsrevser eller PTSD-ramt?

Jeg er begyndt at åbne mig seriøst for den mulighed, at mine kontroversielle ytringer i mange år har været farvet af uerkendt PTSD.

Det er især mine ytringer de seneste 10 år, jeg tænker på. Først blev krammeterapi og polyamori min store kæphest. Dernæst blev jeg følelsesmæssigt meget voldsomt engageret i protestbevægelsen mod regeringens covid-19-politik.

Mens det stod på, var jeg overbevist om, at jeg havde ret, og at mine budskaber var væsentlige, vigtige og relevante for alle. Nu kan jeg se, at de i hvert fald også har været udtryk for min private proces med at komme i kontakt med mine traumer og de ganske alvorlige konsekvenser, de har haft og stadig har på min mentale sundhed.

Jeg har været længe om at erkende den fulde historie om min barndom og de ekstreme overgreb, jeg dengang blev udsat for, og hvordan den baggrund har farvet mit syn på verden og evne til at være i den. Det er smertefuldt og pinligt at erkende, at jeg måske har en invaliderende grad af PTSD (Post Traumatic Stress Disorder).

Det er ikke en indrømmelse af, at jeg objektivt set har taget fejl i mine analyser, vurderinger og holdninger gennem de seneste år. Jeg mener stadigvæk, at kærlig berøring er vigtig for sundheden (bl.a. via oxytocin), og at covid-19 var en politisk begivenhed baseret på misbrug af sundhed og videnskab. Men mit engagement har været følelsesmæssigt overdrevet som om, at det for mig også har handlet om noget helt andet samtidig.

Specielt min engagerede og vedholdende kritik af covid-19-håndtering har jeg følt som igen at være i krig mod de onde autoriteter fra min barndom. Ligesom jeg dengang ikke blev hørt og ikke fik hjælp fra nogen, så blev jeg også denne gang ignoreret af dem med magten til at ændre noget. Jeg var utilstrækkeligt bevidst om de mønste, jeg så gentage sig, så det har ført til en del grænseoverskridende overdrivelser samt unødvendig polemik og konflikt, der skubbede mig endnu mere ud i den outsider-position som ensom ulv, der byder struben til, som jeg har følt mig som hele mit liv – indtil jeg igen kunne mærke den dybe frygt for at blive overfaldet og opløst af en overvældende overmagt.

Jeg forstår nu bedre, hvorfor folk har svært ved at forstå mig, og hvorfor jeg har svært ved at forstå folk. Lige siden jeg var stamgæst på Silkeborg Bibliotek i 1980’erne, har jeg brugt mit intellekt som flugt og for at forstå den verden, som jeg oplevede som meget mærkelig, farlig og ensom. Jeg har søgt svar og forståelse i det ydre, mens jeg har fortrængt minderne om mine barndomstraumer og på ingen måde erkendt de dybe skadevirkninger.

Jeg har troet, at jeg “kun” døjede med OCD, mens jeg undrede mig over, at OCD’en ikke gik væk, selvom jeg gjorde alt rigtigt behandlingsmæssigt. Det kan forklares ved, at OCD’en i mit tilfælde har været en reaktion på PTSD’en, og så længe minderne om den basale frygt for at blive overfaldet af onde autoriterer har været grundigt fortrængt, har det været umuligt at komme til bunds i den reelle eksponering. Det er så det, jeg er gået i gang med nu ved at blive udredt for PTSD. Langt om længe.

Relateret: