Jeg beskriver her, hvordan jeg brugte min til tider overdrevne interesse for konspirationsteorier til at blive klogere på mig selv. Du kan gøre det samme.
Jeg har interesseret mig for konspirationsteorier siden 2016. Jeg synes selv, at jeg hele tiden har haft en skeptisk og rationel tilgang til de forskellige teorier, jeg studerede, eller som mine nye konspirationstroende venner præsenterede mig for. Men når jeg ser tilbage nu, kan jeg godt se, at jeg indimellem har været lidt for godtroende. Eller snarere ‘ondt troende’. Men det er der måske også en logisk forklaring på.
Jeg voksede op i en dysfunktionel familie, hvor jeg blev udsat for både seksuelle og fysiske overgreb. Det hele var meget pænt og ordentligt udadtil. Jeg havde jo ikke prøvet andet, så jeg var godt og grundigt forvirret over den uforståelige blanding af omsorg og ondskab, jeg blev udsat for. Jeg prøvede at gøre modstand flere gange, men jeg var magtesløs overfor overmagten af voksne. Og til sidst alene, skræmt og forladt. Jeg endte med som ung voksen at fortrænge de fleste minder om de mest traumatiske overgreb, mens jeg brugte al min energi på at studere, træne min krop og gøre karriere.
Efter mange år med angst og fortrængning, så dukkede konspirationsteorier om ondskab og bedrag så pludselig op i mit voksne liv. Jeg kan godt se nu, at jeg indimellem har overført en del af min undertrykte vrede mod de voksne i min barndom til ‘de onde’, som konspirationsteorierne præsenterede mig for. Det var jo på en måde det samme mønster, jeg kunne se gentage sig i samfundet nu som dengang: de store snyder, undertrykker og mishandler de små. Men nu kunne jeg endelig gøre noget ved det, følte jeg, ved at gå i front mod ‘de onde’ magthavere og ofre mig selv i kampen for ‘det gode’. Og jeg fik en masse nye venner, der gav mig opadvendte tommelfingre, hver gang jeg sagde magthaverne imod på Facebook. Til gengæld tjente jeg ingen penge, men hvad skal man også bruge penge til, når man føler sig som en folkehelt med masser af likes?
Mit indre Tosseland
Samtidig med dette havde jeg dog hele tiden en fornemmelse af, at der var noget i vejen med mig og hele det miljø af konspirationsteoretikere og ‘frihedskæmpere’, jeg blev en del af især i forbindelse med protesterne mod regeringens coronapolitik. Jeg endte derfor med at træde ud af ‘Tosseland’, hvilket var forholdsvis let, da jeg er vant til at være udenfor gruppen. Det var straks svære at træde ud af mit indre ‘Tosseland’.
Jeg var gået fra én mental yderlighed (fortrængning) til en anden mental yderlighed (overførsel) uden at håndtere mit grundproblem, som var, at jeg ikke havde fået bearbejdet min traumatiske barndom. Det har jeg så brugt nogle år på nu og synes selv, at jeg er blevet en hel del bedre til at skelne mellem, hvornår det er ‘Lille Per’, der råber om hjælp (eller vil slås), og hvornår der faktisk er noget fornuftigt og væsentligt i mine samfunds- og systemkritiske tanker og ytringer.
Det var i øvrigt også for at markere dette og opgøret med min barndomsfamilie, at jeg for noget tid siden skiftede fornavn fra ‘Per’ til ‘Peer’. Udtalen er den samme, og der er også andre betydninger, så helt gak-gak (dvs. ‘numerologisk’) er navneskiftet ikke.
Tør du ransage dig selv?
Med dette indlæg vil jeg opfordre andre, der, ligesom jeg gjorde, oplever en stor fascination af konspirationsteorier, og som ser sig selv som ‘frihedskæmpere’ og ‘vågne’ til også at se indad.
Som gode gamle Sokrates angiveligt sagde engang: “Et liv uden selvransagelse er ikke umagen værd”. Og hvor havde han dog ret.
Måske findes ondskaben og bedraget ikke (kun) i det ydre samfund ‒ måske er den (også) i dit indre psykiske liv. Det er kun dig selv, der kan finde ud af det. Du løser ikke dine psykiske eller sociale problemer ved at overdyrke konspirationsteorier eller være medlem af en ekstremistisk antimyndighedskult.
Det gode ved selvbedrag er, at du både har mulighed for at erkende dem og opløse dem. Det er straks mere op ad bakke med de bedrag, som det moderne samfund måske, eller måske ikke, er baseret på og styret af. Det er reelt meget lidt, vi kan gøre ved det, også selvom vi er i stand til at tænke klart og skelne mellem sandsynlige og usandsynlige teorier om hemmelig magt. Og vi kan gøre endnu mindre, hvis vi ødelægger vores mentale sundhed i vores iver efter at bekæmpe verdens ondskab.
Ja, verden er ond. Men den er også god. Der er både lys og mørke. Tør du også konfrontere dit indre mørke?
Ja, hemmelige sammensværgelser findes. Men teorier skal understøttes af rigtige beviser, og mange konspirationsteorier er ikke andet end paranoid fantasi. Videnskabelige undersøgelsesmetoder og rationel efterforskning er modgiften til paranoide konspirationsfantasier. Det er aldrig for sent at uddanne sig og blive klogere både på sig selv og samfundet.
Relateret: