H.C. Andersen advarede os om, hvor galt det kan gå, hvis et samfund er baseret på blind tro på eller frygt for en autoritet med vrangforestillinger.
Det postlogiske samfund, som vi efter min vurdering lever i nu, er karakteriseret ved, at autoritet og følelser har større bevisværdi end logik i argumentationer for og imod magtbærende fortællinger.
Det betyder videre, at fornuftig, logisk og rationel argumentation imod en af de fortællinger, som magten er baseret på, retorisk set vil blive mødt med anti-etos-appel, dvs. appel til fravær af autoritet hos magtkritikeren.
Resultatet er, at magtkritikeren i første omgang bliver ignoreret. Det sker via anti-etos-appel bag kulisserne, f.eks. ved påvirkning af mediernes redaktioner.
Hvis magtkritikeren ikke længere kan ignoreres, så vil han blive hånet og latterliggjort. ‒ Hvad ved han om det? Han er jo ikke ekspert?
Hvis det heller ikke er nok, så vil han til sidst blive stemplet som farlig og bekriget. ‒ Det er ikke kritik; det er antimyndighedsekstremisme!
Det postlogiske samfund er fint beskrevet i H.C. Andersens Eventyr ‘Kejserens nye klæder’ fra 1837. Det er fortællingen om en magtfuld kejser, der bliver overbevist om, at hans nye klæder er umådeligt fine, selvom de reelt slet ikke eksisterer.
Da han en dag går nøgen rundt i byen kræver han og hans håndlangere, at alle skal hylde ham og hans fine nye klæder, hvilket de gør, fordi de er bange for, hvad der kan ske, hvis de ikke makker ret. Han var jo en magtfuld kejser med hang til vrede. Ingen tør sige sandheden, med undtagelse af et barn, der ved synet af den nøgne kejser spontant udbryder: ‒ Jamen, han har jo ikke noget tøj på!
Ingen tager barnets afslørende ytring alvorligt, for han er jo blot en lille dreng (dvs. anti-etos-appel), så hvad ved han om fine klæder af den ypperste mode?
Men da mange havde hørt barnet, og så var der ikke andet at gøre end at grine af ham, for sikke en tosse at påstå, at kejseren ikke har noget tøj på, når alle andre kan se, at han jo går rundt i de fineste klæder. Ingen turde se andet, da frygt kan gøre blind.
Hold kæft og gør hvad der bliver sagt!
Det postlogiske samfund trives bedst i et autoritært, topstyret magtsystem. Ideelt set (for toppen af magtpyramiden) har alle individer lært, at det i alle anliggender bedst kan betale sig at lystre den nærmeste autoritet uden at stille spørgsmål, der betvivler logiske rationaler, da det vil blive mødt med vrede (logos-appel) fra autoriteten, som måske kender en endnu højere autoritet, der virkelig kan gøre livet surt for en Spørge Jørgen.
Et postlogisk, autoritært samfundssystem er let at besætte, da det kun er forholdsvis få individers sind som skal kontrolleres, før man har kontrol over en hel nation eller hele verden. Det kan ske stille og fredeligt via handel og økonomi via forholdsvis få nøglespillere, der ikke bliver opfattet som invaderende soldater fra en skadelig magt og heller ikke engang som placeret i toppen af magtpyramiden. Især hvis man har sørget for at udvikle og indrette det økonomiske system over en meget lang tidsperiode, så det også kan bruges til dette dystre formål.
Relateret: