I en psykologisk kommunikationskrig er det dumt at undervurdere fjendens intelligens og infiltration.
Jeg tænker her på den dybe fjende og ikke den overfladiske. Den dybe fjende er klog nok til aldrig at vise sig offentligt. Den dybe fjende opererer udelukkende gennem håndlangere, som kan skiftes ud, når de er slidt op. Eller når de kommer i så stor modvind, at de falder og bliver erstattet af den overfladiske opposition, som også er kontrolleret af den dybe fjende.