Jeg har gennemgået mit livs MeToo-mareridt. Selvom jeg har prøvet at oplyse så godt som muligt om sagen undervejs, så florerer der stadigvæk nogle myter, som jeg vil aflive her.
Myte 1: Du blev dømt!
Jeg blev pure frifundet for alle anklager i Østre Landsret med dommerstemmerne 6-0. Den foreløbige dom i Københavns Byret er dermed annulleret.
Myte 2: Du blev dømt i Byretten, så du må have gjort noget forkert!
Min sag var – så vidt jeg ved – den første rene MeToo-sag, hvor det udelukkende var påstand mod påstand. At jeg kunne dømmes på det grundlag viser faktisk kun, hvor udsatte alle seksuelt aktive mænd i Danmark er nu – især os der ikke er monogame.
Jeg begik den fejl i Byretten, at jeg troede, at jeg ikke behøvede at bevise min uskyld. Sådan burde det heller ikke være, men sådan er det åbenbart blevet. I gamle dage var man uskyldig, indtil det modsatte var bevist. Min forsvarer i Byretten troede, at det retsprincip stadigvæk var gældende, så hun/jeg behøvede ikke forberede noget decideret forsvar.
Myte 3: Jamen, hun var jo din krammeklient!
Nej, det var hun ikke. Det var en helt privat date. Den 29-årige kvinde havde talt usandt til politiet. Der var ingen betaling, ingen tidsbestilling, intet klientforhold, hvilket jeg og min nye forsvarer i Landsretten, Mette Grith Stage, kunne dokumentere.
Dette måtte anklageren også indrømme i Landsretten, hvorved halvdelen af fundamentet for sagen forsvandt.
Myte 4: Det er uetisk at have sex med sine klienter!
Hun var som sagt ikke min klient. Derudover kan jeg ikke se, at der er noget problem i, at man som f.eks. fysioterapeut, fodterapeut eller krammeterapeut har sex med en klient, hvis begge parter ønsker det. Psykoterapeuter skal lade være, og deres faglige foreninger har derfor også etiske regler om det.
Myte 5: Hun sagde nej!
Nej, tværtimod. Hun sagde ja til noget seksuelt hele tre gange. Det måtte anklageren også indse og indrømme i Landsretten. Dermed forsvandt den anden halvdel af anklagerens fundament for sagen.
Myte 6: Man melder sgu da ikke en uskyldig mand for voldtægt!
Det kan vi kun være enige om, at man ikke burde. Men min sag og flere andre aktuelle sager tyder på, at det desværre er blevet en tendens og noget, som alle mænd bør være opmærksomme på. Overdrevet MeToo-kampagne og usund feminisme er formentlig de vigtigste årsager til denne ændring i forholdet mellem mænd, kvinder og sex. At det overhovedet kan lade sig gøre at slippe igennem politi- og retssystemet med falske voldtægtsanklager skyldes lovændringer i 2016. Før da var det meget svært. Nu er det blevet meget let. Alt, alt, alt for let. Mænds retssikkerhed er blevet ofret på det feministiske alter. Det er nødvendigt med både kultur- og lovændringer for at opnå retssikkerhed og frihed i den sunde leg mellem kønnene.
Når alt dette er sagt, så er rigtig voldtægt en forfærdelig forbrydelse, der selvfølgelig bør straffes retfærdigt. De rigtige ofre for voldtægt skal selvfølgelig behandles med respekt. Noget af det mest respektløse overfor de rigtige ofre er en kultur, der opfatter enhver seksuel tilnærmelse fra en mand som en krænkelse af kvinden. Alle over 18 år har et personligt ansvar for at sige ja eller nej til sex – også kvinder. Hvis kvinden siger ja, når hun mener nej, så er det kvinden, der krænker manden. Hvis hun melder ham til politiet eller hænger ham ud på anden vis på det grundlag, så er det kvinden, der bør straffes.