Kategorier
Indlæg Offentlig Propaganda (gratis) Propagandabloggen

Sådan kan vi bekæmpe de tossede konspirationsteorier

Det er mit indtryk, at flere og flere i Danmark tror på mærkelige konspirationsteorier om corona, flad jord og en hemmelig, global elite, der kommunikerer via mystiske håndtegn. De statsfinansierede mainstreammedier har gjort en hæderlig indsats for at bekæmpe de tossede konspirationsteorier. Den primære taktik har tilsyneladende været at ignorere dem, mens den sekundære har været at reducere afsendernes troværdighed via karaktermord m.v. Der findes dog også en tredje taktik, som jeg foreslår i dette indlæg.

Den tredje taktik: Spotlight!

Den tredje taktik er at lade de tossede konspirationsteorier afsløre deres indbyggede tosserier ved at sætte spotlight på dem. Giv teorierne og deres ambassadører taletid i bedste sendetid. De skal selvfølgelig ikke have lov til at stå uimodsagt med deres forførende, farlige ævl. Danmark har mange eksperter, der er kvalificerede til at pille de tossede konspirationsteorier fra hinanden ved hjælp af fakta og videnskab.

Nogle af fortalerne for konspirationsteorier mener ikke selv, at deres teorier er tossede, men derimod relevant systemkritik, der påpeger alvorlige fejl i systemet. Lad det komme an på en prøve i en fri og offentlig debat. Når seerne selv kan se, at det ikke handler om systemkritik, men derimod om paranoide vrangforestillinger, så vil de være mindre tilbøjelige til at hoppe på den voksende trend, der truer de skrøbelige narrativer, som vores samfund og fællesskab er baseret på.

Problemet ved udelukkende at ignorere konspirationsteorierne og karaktermyrde afsenderne er, at det paradoksalt nok øger den interne troværdighed af de mærkværdige påstande. Når nogle teorier konsekvent ikke bliver omtalt i hovedstrømmen af nyheder, så bliver det brugt som bevis på, at der er noget om snakken. Når enhver konspirationsteoretiker udelukkende får negativ omtale i pressen, hvis nogen overhovedet, så bliver det ligeledes opfattet som bevis på, at han eller hun har fat i den lange ende.

Brobygning fra Ingenmandsland

Det er lykkedes mig, ganske ufrivilligt, at placere mig i Ingenmandsland mellem hovedstrømmen og de meget alternative opfattelser. Mainstream opfatter mig nu som konspirationsteoretiker, mens konspirationsteoretikerne opfatter mig som mainstream. Sagen er den, at jeg kan se både noget klogt og noget dumt i både hovedstrømmen og de såkaldte konspirationsteorier. At tro på bedragerisk propaganda er lige så skadeligt som at tro på paranoide tanker. Der er fejl og mangler i begge systemer, som bedst afsløres ved at skrue op for lyset.

I et retfærdigt samfund skal journalister kunne forsvare, at deres historier er baseret på sandhed og ikke bedrag, ligesom konspirationsteoretikere skal kunne forsvare, at deres opfattelser er baseret på realiteter og ikke paranoide fantasier. Jeg har svært ved at se en mere relevant samfundsdebat end denne udfordring til både mainstream-journalister og alternative konspirationsteoretikere: Forsvar jeres historier eller forsvind!

Cover: Unsplash.com (Danny Lines)


Discover more from Via Brændgaard

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

0 0 stemmer
Brugervurdering
2 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer