Ph.d.’er er ikke til meget hjælp: Bestik professoren, og du har kontrol over hele afdelingen

Der er gennem de sidste par årtier blevet uddannet enormt mange ph.d.’er i Danmark. Man skulle derfor tro, at der var masser af kvalificerede mennesker til at deltage i faglige og offentlige debatter om væsentlige samfundsmæssige spørgsmål såsom corona, vacciner og ernæring. Det virker desværre som om, at det intellektuelle niveau i den offentlige debat er faldet i takt med, at flere og flere har en længere og længere akademisk uddannelse. Hvordan kan det være?

En ph.d.-uddannelse i Danmark går groft sagt ud på at lære kandidaten, hvor svært det er at være sikker nok på noget til at udtale sig i en samfundsmæssig eller politisk kontekst. Den slags voksenarbejde bliver derfor overladt til professorerne, som ph.d.’erne refererer til både som studerende og ansatte, så der er en slags dobbelt afhængighed af ikke at gøre professoren sur.

At være professor nu om stunder svarer til at være direktør i en privat virksomhed. Man skal hele tiden jagte flere penge til finansiering af de næste projekter, inden de igangværende løber ud. De mest succesfulde professorer er dem, der er bedst til at skaffe finansiering, da det skaber den største produktivitet i afdelingen, som i sidste ende kan måles i form af videnskabelige publikationer. I det system er det meget oplagt for en professor at bøje i retning af de økonomiske vinde.

Finansieringssystemet er indenfor de senere år samtidig bliver ændret, så det i de fleste tilfælde er et direkte krav, at et forskningsprojekt skal medfinansieres af erhvervsøkonomiske (f.eks. en medicinalvirksomhed) eller politisk økonomiske interesser og organisationer (f.eks. EU). Hvis man insisterer på idealistisk forskning alene for folkesundhedens skyld, så bliver man grinet af og arbejdsløs. Moderne forskning er business og ikke ret meget andet.

Systemet giver professorerne en gatekeeper-funktion, der både holder de underordnede ph.d.’er og forskere i skak og samtidig giver let adgang for udefrakommende påvirkning og kontrol, primært via finansiering. Resultatet er, at ingen andre end de øverste professorer indenfor hvert fagspeciale tør udtale sig, og de er alle økonomisk afhængige af erhvervsmæssige eller politiske særinteresser om de emner, de udtaler sig om. Deres udtalelser er derfor PR for deres forsknings fortsatte finansiering. Resultatet er desværre også det totale fravær af ægte intellektuel debat i Danmark.

Nu kan man selvfølgelig diskutere, om finansiering af et forskningsprojekt på et universitet er bestikkelse, når der ikke rigtigt er andre muligheder for at få finansieret forskningen. Det er min opfattelse, at systemet er endnu værre end traditionel bestikkelse, da systemet omfatter en normalisering og nødvendiggørelse af bestikkelsen. Denne akademiske prostitution er nu ved at bevæge ikke kun Danmark, men hele verden ind i en ny Middelalder, hvor systemgivet autoritet igen er blevet et langt tungere argument end rationel argumentation, f.eks. indenfor sundhedspolitik. Før i tiden var det kirken, vi skulle underkaste os i blind tro på præsternes autoritet. Nu er det teknokratiet og videnskaben med de velfinansierede professorer som de nye ypperstepræster.

Cover: Unsplash.com (Fábio Lucas)