Det nye The Cure-album er ren katarsis

Det nye studiealbum med The Cure hedder Songs Of A Lost World, og det er udkommet i dag. Jeg giver det 5 ud af 5 stjerner.

Det er mange år siden, at nye sange har gjort så store indtryk på mig, som da jeg i morges med morgenkaffen i hånden og øjnene ud af vinduet for første gang lyttede til Warsong og All I Ever Am. Det er nr. 4 og 7 ud af 8 sange på det nye album. De to sange var ren katarsis for min sjæl.

Født til krig

Warsong er tung og nærmest industrial i lyden med en metallisk Robert Smith-stemme, der skærer gennem mørket som en skarp kniv. “We are born to war”, slutter sangen og minder mig om, at jeg har været i krig, siden jeg blev født og er det stadig. Først var jeg i krig mod min undertrykkende, manipulerende familie. Nu er jeg i mod hele den undertrykkende, bedrageriske verden, der opfører sig ligesom de forældre, jeg har hadet, siden jeg lå på puslebordet og prøvede at sparke dem væk med mine babyben. Og lige lidt nytter det nu som dengang. Lige magtesløs føler jeg mig.

Jeg blev Cure-fan, da min ven Bo, som jeg gik til EDB med i ungdomsskolen, lånte mig Kiss Me Kiss Me Kiss Me og Pornography. Han havde købt dem på originale kassettebånd, hvilket jeg syntes var vildt og imponerende dedikeret. Jeg var måske også lidt lun på ham, da jeg var seksualforvirret på et højere niveau dengang. Og ingen af de tre drenge, jeg i min ungdom var forelsket i, ville have mig.

Anyway, jeg lyttede til båndene og følte mig både draget og skræmt af tonerne af The Kiss og One Hundred Years. Musikken malede et depressivt mørke i mit sind, som jeg hidtil kun havde oplevet i den virkelige verden, når jeg havde fået tæsk eller været objekt for de voksnes mærkelige lyster på endnu mere pervers vis.

The Cure blev da anker til barndomsoplevelser, som jeg i stigende grad fortrængte længere og længere væk. Musikken blev min måde at huske det mørke, som både min psyke og min syge familie desperat prøvede at få mig til at glemme. Jeg har derfor altid haft et lidt ambivalent forhold til The Cure, da en del af mig altid har ønsket, at mit liv ikke havde været, som det faktisk var. Heldigvis opdagede jeg også, at Robert Smith & Co. havde lavet håbefulde popsange såsom Just Like Heaven og Why Can’t I Be You, der gav glimt af lys i mørket. Og senere udgav de, hvad jeg jeg opfatter som verdens bedste popsang: Friday I’m In Love.

Når lyset popper i mørket

All I Ever Am er netop sådan et lyspunkt i mørket på Songs Of A Lost World. Tempoet er højere, tonen er lysere, og der er nærmest en popmelodi, man får lyst til at danse til. Jeg dansede i hvert fald i vindueskarmen i morgen, helt uden lyst til at springe ud.

All I Ever Am minder mig om, at min virkeligheden, ligesom din, blot er mentale konstruktioner, og hvor lettet jeg føler mig, når det indimellem lykkes mig at tømme mit sind for mørket og lukke lyset ind.

Og i aften vil jeg danse videre, når The Cure spiller hele deres nye album live ved en koncert i London, der bliver streamet live på deres YouTube-kanal.

Cover: Unsplash.com (Mohammad Alizade)

Relateret: