Jens Einar Jansen, autoriseret psykolog, Ph.d., specialpsykolog i psykiatri og specialist i psykoterapi har skrevet en glimrende artikel med titlen: “Når konspirationsteorier tager overhånd“. Her er min gennemgang.
Jansen beskriver, hvordan social isolation er en af de alvorlige konsekvenser af at blive “fanget i kaninhullet”.
Han beskriver også den psykologiske baggrund for konspirationsteorier, såsom vores medfødte evne til at se mønster og sammenhænge, også selvom der reelt ikke er nogle. Evolutionspsykologisk er konspirationsteorier en måde at sikre sammenhold ved at styrke fordomme mod og frygt for fjendegrupper, beskriver Jansen.
Tendensen til at blive fascineret af konspirationsteorier er størst blandt mennesker, der kæmper med ensomhed, manglende tilhørighed, psykiske lidelser (især angst, skizotypi og skizofreni) eller personlighedsforstyrrelser (især den narcissistiske og den paranoide personlighedsforstyrrelse), beskriver artiklen med udgangspunkt i forskningen på området.
Jens Einar Jansen mener dog ikke, at man er hverken paranoid eller psykisk syg, hvis man bliver optaget af konspirationsteorier. Han forklarer, at forskellen på paranoia og konspirationsteorier er, at paranoia er karakteriseret ved selvfokuserede antagelser, hvorimod konspirationsteorier typisk deles med en gruppe. Konspirationsteorier tilbyder også sociale fordele i form af identitet og tilhørsforhold, mens paranoia er relateret til den enkelte selv, forklarer han.
Jeg kender det fra mig selv
Jeg kan selv nikke genkendende til mange af risikofaktorerne, som artiklen nævner. Herunder sociale faktorer såsom at være blevet udsat for overgreb. Jeg tror, det er vigtigt for alle med stor interesse for konspirationsteorier at huske denne selvkritiske vinkel. Hvad nytter det at være kritisk, hvis man ikke også kan være selvkritisk?
Jansen giver også eksempler på, at konspirationer og magtmisbrug rent faktisk findes i samfundet, så det er vigtigt med dygtige, kritiske journalister. Han giver gode råd til, hvordan man kan skelne mellem en reel konspirationsteori og en tosset konspirationsteori. De tossede konspirationsteorier er karakteriseret ved fuldstændig tilsidesættelse af mainstream viden, mangelfuld argumentation, fundamental mistænksomhed, antagelse af dårlige intentioner, forfatteren oplever sig som offer, immunitet overfor modbeviser og sammensætning af tilfældigheder.
Artiklen indeholder også gode råd til at undgå at falde i kaninhullet og til pårørende til konspirationsteoretikere. Det handler bl.a. om at opmuntre sig selv og andre til kritisk tænkning, som er fint formuleret således:
“Forsøg med oprigtige og åbne spørgsmål, udvis nysgerrighed. Vis, at du gerne vil forstå, hvorfor de tænker som de gør. Opmuntre til at læse forskellige kilder og undersøge forskellige synspunkter.”
Jeg har i flere år i kølvandet på coronaen været en del af inderkredsen af konspirationsteoretikere i Danmark. Jeg trådte ud af miljøet (som jeg endte med ikke så diplomatisk at kalde “Tosseland”), da jeg indså, at det intellektuelle niveau simpelthen var for lavt, og at de fleste af mine “kollegaer” slet ikke var interesseret i at søge sandheden. De var drevet af noget helt andet, som jeg også kunne identificere i mit eget sind, men som en vej, jeg bevidst valgte ikke at fortsætte ned ad.
Min fascination af at udfordre mit intellekt er tilsyneladende større end min fascination af at udfordre min fantasi. Hvis jeg ville være science fiction-forfatter, så ville jeg gøre det 100 % i stedet for. Men fantasi er kedelig i længden, da der ikke er noget mål. Sandhedssøgning er derimod spændende, da der rent faktisk er et mål, som man kan komme tættere på, også selvom man måske aldrig fuldt ud kan omfatte og forstå den fulde sandhed om noget som helst.
Jeg er i tvivl
Det er min erfaring, at evnen til at rumme følelsen af tvivl er særligt vigtig at udvikle for enhver med saglig interesse i teorier om sammensværgelser. Hvis man ikke kan rumme tvivlen, så låser man sig for hurtigt fast på en forklaring, der skaber en oplevelse af mening, selvom forklaringen måske er falsk. Og man bliver immun overfor beviser mod den tryghedsfremmende forklaring, hvorved man reelt har standset sin sandhedssøgning midt i en løgn, simpelthen fordi man er bange for at føle tvivl. Det hjælper i den forbindelse at finde forklaring, mening, sammenhæng, omsorg, sammenhold i noget helt andet end fast tro på den ene eller den anden teori om verdens ondskab.
Så hvad kan vi konkludere? Jeg ved det ikke…
Cover: WordPress AI
Relateret: