Den jøde, der tier, samtykker til Israel

Den, der tier, samtykker, lyder et gammelt ordsprog. Etisk gode jøder er efter min mening forpligtet til at åbne munden og sige fra overfor Israel.

“Ikke i min religions navn!”, kunne være et slogan for etiske jøder, der tør tage afstand fra Israel.

Der er mig bekendt ingen jødiske ledere i Danmark, der har taget markant afstand fra Israel. Sidst jeg undersøgte det, udtrykte samtlige synagoger og jødiske menigheder i Danmark på deres hjemmesider ubetinget støtte til Israel. Der er nogle meget få danske, jødiske individer, der har fundet modet i deres hjerter til at tale Israel imod, men ingen på ledelses- eller synagogeniveau.

Effektiv modstand kommer indefra

Når en politisk-religiøs ideologi som zionisme er blevet ond, så kommer den mest effektive modstand indefra den religion, som den ondskabsfulde ideologi er baseret på, dvs. jødedom. I Israel og især i USA findes der antizionistiske jøder, hvor også deres ledere tager kraftigt afstand fra Israel. De udgør dog en lille minoritet uden særlig politisk indflydelse. Det kan i øvrigt diskuteres, om de reelt er antizionistiske, eller de blot har en anden opfattelse, hvornår og hvordan Israel skal besætte Palæstina. Når man nærstuderer de selvidentificerede antizionistiske jøder, så har de også det samme geografiske fokus på Jerusalem i deres tro. Det er måske netop det geografiske fokus i jødedommen, der gør det svært for de fleste jøder at praktisere god etik og sige fra overfor tydelig ondskab. Det geografiske fokus er i de jødiske leveregler (mitzvot) samtidig kombineret med krav om vold og krig mod dem, der vover sig til at true deres besættelse af deres guds geografiske præference.

Så længe Israel udfører apartheid og folkedrab, så længe de fleste jøder samtykker hertil via deres tavshed, så længe jødedommen (mitzvot) understøtter krig og drab, så længe Talmud er fuld af ekstremistiske idéer, så er det svært for udenforstående at ikke opfatte jøder og jødedom som medskyldige i drab på uskyldige mennesker i Palæstina, og det er svært at ikke føle det samme for dem og det, som man naturligt føler for andre medskyldige (individer og ideologier) i drab på uskyldige mennesker. Det er svært at kende forskel på fredelig jødedom og voldelig zionisme, når stort set ingen repræsentanter for den fredelige jødedom træder tydeligt frem i offentligheden. Jeg håber, at denne tavshed er udtryk for, at de føler sig truet til tavshed af Israel lige så meget som andre danskere og ikke udtryk for, at de tavse jøder faktisk støtter op om Israels folkemorderiske adfærd.

Relateret: