Barsk religion: I dybden med mitzvot

Jeg har genbesøgt de jødiske leveregler, som jøderne selv fremlægger dem. De er stadigvæk barsk læsning.

Mitzvot (ental: mitzvah) er de 613 religiøse bud, pligter og kærlighedsgerninger i jødedommen, der fungerer som en guddommelig vejledning for det jødiske folk. Traditionelt er de opdelt i 248 positive bud (handlinger man skal udføre) og 365 negative forbud (handlinger man skal afholde sig fra).

Ifølge traditionen stammer buddene fra Toraen, og formålet er at skabe en forbindelse til det guddommelige og fremme retfærdighed samt godgørenhed. Nogle af de mest centrale inkluderer overholdelse af sabbatten, at spise kosher, og det at vise omsorg for de svage som forældreløse og enker. I daglig tale refererer begrebet “en mitzvah” ofte helt generelt til en god gerning eller en moralsk pligt.

Chabad.org har udgivet den fulde liste med de 613 jødiske bud. Her er et udvalg, der giver et indtryk af, hvad guds udvalgte folk er forpligtet til:

Nr. 33: To burn a city that has turned to idol worship —Deuteronomy 13:17 (At brænde en by ned, der har vendt sig til afgudsdyrkelse — 5. Mosebog 13:17)

Nr. 38: Not to cease hating the missionary—Deuteronomy 13:9 (Man skal ikke holde op med at hade missionæren — 5. Mosebog 13:9)

Nr. 45: Not to be afraid of killing the false prophet—Deuteronomy 18:22 (Man skal ikke være bange for at dræbe den falske profet — 5. Mosebog 18:22)

Nr. 132: The rapist must marry the maiden (if she chooses)–Deuteronomy 22:29 (Voldtægtsmanden skal gifte sig med jomfruen (hvis hun ønsker det) – 5. Mosebog 22:29)

Nr. 596: Destroy the seven Canaanite nations—Deuteronomy 20:17 (Udslet de syv kanaanitiske folk — 5. Mosebog 20:17)

Nr. 597: Not to let any of them remain alive—Deuteronomy 20:16 (Man skal ikke lade nogen af dem overleve — 5. Mosebog 20:16)

Nr. 598: Wipe out the descendants of Amalek—Deuteronomy 25:19 (Udryd Amaleks efterkommere – 5. Mosebog 25:19)

Nr. 603: Not to offer peace to Ammon and Moab while besieging them—Deuteronomy 23:7 (Man må ikke tilbyde Ammon og Moab fred, mens man belejrer dem – 5. Mosebog 23:7)

Det er værd at bemærke, at kilden til disse ekstreme regler er 5. Mosebog, hvilket betyder, at de også indgår i den kristne Bibel (i Det Gamle Testamente). Det forklarer, at mange kristne zionister er lige så ekstremistiske som mange jødiske zionister. Det viser også, at det ikke er nødvendigt at gå til den berygtede Talmud for at finde dokumentation for jødisk ekstremisme. Faktisk kan teksterne i Talmud bortforklares ved, at det er oplæg til debat, hvorimod der er bred enighed om mitzvot.

Det er også værd at bemærke, at afgudsdyrkere omfatter kristne, ligesom den omtalte ‘missionær’ er kristen. Den falske profet er Jesus og enhver, der føler sig kaldet til at viderebringe hans ord. Det er ikke just religiøs tolerance, der præger de jødiske regler.

De syv kanaanitiske folk er hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. De syv kanaanitiske folk eksisterer ikke længere som adskilte, selvstændige etniske eller politiske grupper i dag. De blev med tiden fuldstændig assimileret ind i de større kulturer og riger i Mellemøsten via erobringer, folkevandringer og sproglige skift. Kigger man derimod på moderne genetisk forskning og DNA-studier, lever arven fra de gamle kanaanæiske stammer i bedste velgående. Inden for de seneste år har forskere (blandt andet i store studier udgivet i The American Journal of Human Genetics) kortlagt DNA fra over 3.700 år gamle kanaanitiske grave og sammenlignet det med nulevende befolkningsgrupper i Mellemøsten. Studierne viser en enormt høj genetisk kontinuitet i regionen. De primære moderne efterkommere af kanaanæerne er de folk, der bor i det historiske Kanaan i dag: libanesere, palæstinensere, syrere og jordanere. Særligt den moderne libanesiske befolkning (både kristne og muslimer) har vist sig at dele op mod 90 % af deres genetiske ophav direkte med de gamle kanaanæere. Der har vi så måske også en forklaring på Israels indædte had og krigsførelse mod Libanon, Palæstina, Syrien og Jordan. Deres gud kræver simpelthen, at de dræber dem alle.

Der findes derimod ingen arkæologiske spor eller DNA-studier, der kan spore specifikke nulevende mennesker tilbage til Amalek. I stedet har begrebet “Amaleks efterkommere” udviklet sig til at have to betydninger: Inden for jødisk teologi og filosofi betragtes Amalek i dag som det ultimative symbol på umotiveret, irrationelt had mod det jødiske folk. Gennem historien har jødiske tænkere ofte brugt “Amalek” som en betegnelse for regimer eller personer, der har forsøgt at udrydde jøderne totalt. I moderne tid – og særligt i lyset af konflikten i Mellemøsten – bliver referencen til Amalek af og til trukket frem i politisk og religiøs retorik. Visse højreorienterede eller religiøst nationalistiske grupper i Israel har draget paralleller mellem Amalek og militante islamistiske grupper som Hamas, der erklæret ønsker Israels destruktion. På den måde levet Amalek videre som konceptuel arketype på det destruktive had – og som et religiøst prædikat man kan påføre enhver, der bliver opfattet som en trussel, og som derfor skal udslettes (inklusiv børn og børnebørn).

Når jeg læser jødernes leveregler, så minder de mig om, at gnostikerne havde ret: Gud i Det Gamle Testamente er en falsk, ond, vred, misundelig og krigerisk stammegud. Det er ikke den højeste gud, og hvis vi bøjer os for jøderne (eller for de kristne og muslimer, der tror på den samme, underordnede guddom under navne som Jahve eller Allah), så tillader vi det åndelige mørke at besætte vores verden. Når det er sagt, så findes der både jødiske, kristne og muslimske tekster, der peger mennesker i retning af den højere åndelighed, der kan samle os i fred og lys. Det kræver, at den enkelte søger oplysning i stedet for krig, og det kan enhver, hvis han vil, uanset hvilken religion eller slægt han er født ind i.

Relateret: