Alt for mange anser det rigtige for forkert, og det forkerte for rigtigt. Det grunder i mediekulturens dyrkelse af altid enige (eller ligegyldigt uenige) ‘eksperter’.
Begrebet ‘kultur‘ er i et samfundsmæssigt perspektiv meget bredt og kan opdeles i to hovedkategorier: den immaterielle og den materielle kultur.
Den immaterielle kultur er det, vi tænker og gør. Den omfatter bl.a. værdier og normer, sprog og kommunikation, traditioner og ritualer samt religion og livsstil.
Den materielle kultur er det, vi skaber. Den omfatter bl.a. kunst og arkitektur, teknologi og redskaber samt mad og tøj.
Problemet med værdier og normer
Det er min opfattelse, at vi i Danmark især har et stort problem med den immaterielle kultur. Alt for mange anser det rigtige for forkert, og det forkerte for rigtigt.
Det problem med værdier og normer fremstår meget tydeligt i de medier, der er reguleret og finansieret af Kulturministeriet. Disse medier har en dagsordensættende funktion i forhold til, hvilke emner og vinkler der bliver talt om i offentligheden og privatlivet, ligesom de bestemmer, hvad og hvem der siger det rigtige, og hvad og hvem der siger det forkerte. På den måde bliver kulturen via mediestrukturen fundamentet for propagandaen i pressen for pengemagten.
Den syge mediekultur påvirker både afsenderne og modtagerne af informationen og skaber et kulturelt mindset, der er karakteriseret ved blind tro på, at myndighederne og andre udvalgte autoriteter altid siger det rigtige og altid er til at stole på. Når man først er ‘godkendt ekspert’ i hovedstrømspressen, så behøver man ikke argumentere (i hvert fald ikke særligt grundigt) for sine synspunkter og budskaber, for man er jo ‘ekspert’.
De godkendte og de forbudte eksperter
Godkendte eksperter bliver aldrig udfordret af journalister (i hvert fald ikke særligt grundigt), og læserne, lytterne og seerne møder heller ikke uenighed fra andre med viden om det pågældende emner, da de ikke-godkendte (eller decideret forbudte) eksperter er cancelled for længst og bliver aldrig hørt. Enhver uenighed, der bringes (for at fastholde illusionen om journalistik), er altid underordnet og ligegyldig – aldrig væsentlig og fundamental.
Dermed skabes en kultur af indoktrineret enighed og dermed ensretning af befolkningens holdninger og adfærd på et falsk grundlag. Journalister agerer simpelthen mikrofonholdere for de godkendte eksperter, der har frit spil til at forme de magtbærende fortællinger uden modstand fra hverken journalister eller uenige, forbudte eksperter.
Alene det at pressen kalder dem ‘eksperter’ er et kulturelt problem. Det understreger, hvordan mediekulturen er baseret på autoritetstro og en forkert opfattelse af, hvad det vil sige at være ekspert. Det er karakteristisk for en ægte ekspert, at hun eller han ved, hvor lidt hun eller han faktisk ved ud af alt det, der potentielt er relevant og muligt at vide om et emne. Rigtige eksperter (dvs. mennesker med veludviklede intellektuelle værdier og normer samt evne til rationel argumentation helt til bunds og ud til kanten) er ydmyge og altid åbne for nye perspektiver, beviser, argumenter og fakta.
Den form for udfoldelse af ekspertise er der ikke plads til i den herskende mediekultur, hvor rollefordelingen er klar: Medierne formidler, hvad de godkendte eksperter siger, at befolkningen skal gøre. Befolkningens opgave er så at gøre, som de får besked på af eksperterne i medier. Hvis nogen i det system ikke makker ret, så får de skældud af kulturministeren eller statsministeren. På den måde bliver ‘sandhed’ en konstruktion skabt af de mennesker og systemer, der sidder på magten fremfor et fænomen, der opstår efter fri og åben udveksling af synspunkter med plads til fundamentale uenigheder.
Relateret: