Der er én misforståelse om Små Skridt-metoden i forhold til overvægt, som jeg støder på igen og igen – både blandt sundhedsprofessionelle og brugere. Man tror, at Små Skridt går ud på kun at lave om på lidt i sin livsstil. Det er en stor misforståelse af metoden.
Lad mig derfor – igen – repetere, hvad metoden rent faktisk går ud på. Små Skridt går ud på at lave livsstilsændringer som en gradvis proces med ét lille skridt ad gangen. Det kan føre til præcis de samme og lige så store ændringer i forhold til udgangspunktet som en fast plan. Forskellen er, at det sker over en længere periode, og at det er baseret på selvbestemmelse og eksperimentel læring. Formålet er at øge den langsigtede efterlevelse (compliance) ved at gøre brug af de elementer, som psykologien har vist er afgørende for det hos voksne.
Når brugere misforstår metoden, så kan det føre til stor stilstand (i stedet for små skridt) og dermed et lavt vægttab. Brugere skal huske, at små skridt er flertal – det gælder om at blive ved med at gå frem og gennemføre og fortsætte med mange små ændringer.
Når sundhedsprofessionelle misforstår metoden, så kan den opfattes som et udtryk for behandlerresignation. Professionelle skal huske på, at Små Skridt blot er en anden pædagogisk-psykologisk og procesorienteret tilgang til at opnå præcis de samme (eller så mange som muligt af dem) ønskværdige livsstilsændringer som i det konventionelle paradigme, hvor man med en kostplan eller lignende gennemfører alle ændringerne på én gang på en ydre styret måde. Idéen er ikke, at det er nok rent sundheds- eller vægttabsmæssigt at lave få ændringer. Idéen er, at når hver enkel ændring opfattes af den enkelte som overkommelig, så øger det chancen for, at man hen ad vejen gennemfører og fortsætter med flere ændringer, end hvis man lavede om på det hele på én gang. Fordi man kan have sig selv, sit liv og sin virkelighed med i processen. Fordi man kan finde frem til livsstilsændringer, der er mest realistiske og holdbare for en ved at lære af sine praktiske eksperimenter og erfaringer med livsstilsvalg.
Mange kan ikke holde til det lange, seje træk. Det lange, lette træk er bedre end det korte, seje træk.
Men der er formentlig nogen, hvor det er bedst (eller i hvert fald muligt) at gennemføre alle ændringer på én gang via en fast men kærlig hånd. Nogle svært overvægtige børn med psykosociale problemer kan måske have særlig gavn og glæde af en sådan “Fulton Skipper-pædagogik”. Børn er i det hele taget mere vant til, at andre bestemmer over dem end voksne er, og det kan for nogle børn være befriende og beroligende, at der bliver formuleret faste rammer på i det mindste ét område af tilværelsen. Man kan dog også forestille sig, at en “Fulton Skipper-pædagogik” skræmmer andre børn og familier væk.
Det forholder sig en del anderledes med voksne, hvor forsøg på ydre kontrol generelt medfører stor modstand før eller siden med dropout og noncompliance til følge. Især voksne, der har en historie med gentagne, mislykkede slankekure. Hvis man har erfaret, at noget ikke virker 116 gange, hvorfor så gentage det for 117. gang?
Jeg mener ikke, at Små Skridt er det eneste rigtige for alle. Man må vælge den metode, der passer bedst til den enkelte. Hvis Plan A ikke appelerer eller virker, så må man skifte til Plan B. Hvis Plan B ikke appelerer eller virker, så kan man prøve Plan A. Hvis hverken Plan A eller B appelerer eller virker, så må man se sig om efter en Plan C. Det afgørende må være at bruge den metode, der passer til den enkelte person eller familie. Uden dogmatiske fordomme og uden at tro, at man bør vælge noget bestemt. Flere veje kan føre til de samme resultater.
Under alle omstændigheder må det være metoden, der skal tilpasses til mennesket – og ikke mennesket, der skal tilpasses metoden.