Corona: Hvor går grænsen mellem politik og kriminalitet?

Det er et centralt spørgsmål i opklaringen af coronaforbrydelserne mod Danmark og det danske folk.

Politik og kriminalitet har det til fælles, at begge former for adfærd handler om udøvelse af magt i samfundet. Hvornår er magtudøvelse lovlig, og hvornår er det ulovlig?

Svaret afhænger i høj grad af, hvordan den pågældende magtudøvelse bliver opfattet af den, der bliver udøvet magt på.

Lad os tage et eksempel. S/M-sex er lovlig, hvis den submissive er frivilligt i rollen som offer for ekstrem og seksualiseret magtudøvelse. S/M-sex er ulovlig, hvis den submissive part ikke giver samtykke, og sadisten fortsætter alligevel.

Lad os tage et andet eksempel. Fysisk voldsudøvelse er ulovlig, medmindre det foregår som kampsport mellem frivillige deltagere. Et afgørende aspekt er derfor, hvorvidt den, der bliver udøvet magt på, giver samtykke til denne magtudøvelse og deltager frivilligt i selve scenariet eller systemet, som i disse eksempler kan være henholdsvis en S/M-sexklub eller en bokseklub.

Det, vi også kan lære fra disse eksempler, er, at samtykke til magtudøvelse altid er individuelt og situationsbestemt, og det kan ikke overføres til andre. Hvis nogen kan lide at være M-delen i S/M, så giver det ikke sadisten ret til magtudøvelse overfor alle andre. Hvis nogen kan lide at gå til boksning, så giver det ikke bokseren ret til at bokse løs på tilfældige mennesker på gaden.

Politik adskiller sig fra sex og boksning ved, at det er muligt at skabe et massebaseret samtykke, der tvinger alle til at være ofre for kollektiv magtudøvelse. Det ses i sin mest ekstreme form i masseformation, som psykologiprofessor Matthias Desmet har diagnosticeret coronaen som. Det omfatter, paradoksalt nok, kriminalisering af de individer, der ikke giver samtykke til at blive udøvet magt overfor. Det unikke er, at man pludselig bliver behandlet som kriminel af systemet, fordi man ikke vil gå med til magtudøvelse såsom krav om isolation, nedlukning, mundbind, test, injektioner og pas i eget land. Det svarer til at være tilskuer til en boksekamp, hvor man bliver smidt ud og måske også i fængsel, hvis man ikke vil lade sig bokse på af de store sværvægtsboksere.

Enhver udøver af propaganda, der skaber masseformation, er efter min mening skyldig i alvorlig kriminalitet. Det omfatter både politikere, journalister, eksperter og myndighedspersoner. Det omfatter både dem, der selv opfinder propagandaen og dem, der blot viderebringer propagandaen fra globale myndigheder såsom WHO. Hvis du deltager i et masseslagsmål på gaden, hvor du begynder at slå på uskyldige, fordi dine venner også slår på dem, så er du også skyldig.

At bidrage til masseformation er en form for psykologisk-politisk kriminalitet, der undergraver selve demokratiet, og som efter min mening bør straffes som landsforræderi, uanset om det er en menig journalist eller en statsminister, der udfører handlingen.