Når man slår sig op på at være et medie, der ytrer uenighed, så må man også kunne tåle uenighed og kritik.
Jeg har i dag bragt endnu en artikel, hvor jeg påstår, at det alternative danske medie dissensMedia bringer zionistisk misinformation. Det gjorde jeg også i Brændgaard Avisen den 2. august.
Efter udgivelsen af artiklen den 2. august gjorde jeg samme samme dag en af personerne bag dissensMedia opmærksom på problemet i en tråd via Signal, som vi forvejen havde kørende. Den reagerede han ikke på før i dag, efter jeg gjorde ham opmærksom på artikel nr. 2, og da han spørger, fortæller jeg ham, at jeg tidligere har informeret ham om problemet, hvortil han svarer:
“Ja du har delt en af dine pladder artikler men det regner du vel ikke for at henvende dig.”
Jo, det gør jeg sådan set, når “pladder artiklen” er sendt til ham og en anden i den dedikerede Signal-gruppe.
Når dissensMedia opfatter mine artikler som “pladder”, så forklarer det også, hvorfor dissensMedia, så vidt jeg ved, aldrig har delt nogle af mine udgivelser, mens jeg har delt mange af deres artikler.
Det står selvfølgelig dissensMedia frit for at opfatte mine artikler som “pladder”, om end jeg godt kunne tænke mig en lidt mere uddybet begrundelse. Jeg synes derfor, at dissensMedia skulle udgive en artikel, hvor de analyserer en eller flere af mine artikler for “pladder”.
Det er vigtigt, at vi i den frie presse kan praktisere fredelig uenighed i fuld offentlighed. Vi har i modsætning til hovedstrømspressen ikke den samme arbejdsgiver (regeringen), så vi behøver ikke være enige og formidle de samme narrativer. Uenighed kan være vores styrke, hvis vi kan lade være med at tage kritik personlig.
dissensMedia er en aktivitet under FBF (Frihedsbevægelsens Fællesråd). ‘Dissens’ betyder ‘uenighed’, så deres evne til at håndtere uenighed er særligt påfaldende. Det kan skyldes den generelle antagelse i store dele af frihedsbevægelsen om, at når man er uenig i regeringens coronapolitik, så er man per automatik også enig om alt andet. Det er en logisk fejlslutning. Styrken i en ægte frihedsbevægelse opstår derimod i evnen til at håndtere uenighed på en fri og åben måde.
FBF er berygtet for at sagsøge alle, der kritiserer dem, hvilket er noget af et paradoks for en forening, der arbejder for frihed, herunder frihed til at ytre sig. Nu må vi se, om jeg også blive sagsøgt for min påstand om, at deres medie formidler zionistisk misinformation.
Dramaet kører også i facebookgruppen for ‘Frihedsbevægelsens Fællesråd – København’, hvor en herre ved navn Tonni Pihl kræver dokumentation for min påstand om, at dissensMedia er medlem af en zionistisk infiltreret organisation. Jeg har svaret med links til de tidligere indlæg, jeg har udgivet med den dokumentation:
Tonni Pihl, der har en faglig baggrund som brandmand, modargumenterer mine påstande med følgende i et svar til en anden bruger i facebookgruppen:
“Per Folkeoplyser Brændgaard levere ikke beviser i sit indlæg som medlemmer iøvrigt ikke kan kommentere på
(ønsker Per kun en monolog!), det er blot Per Folkeoplyser Brændgaards private påstand… i min verden!
Hvis Per Folkeoplyser Brændgaard ønsker at gøre så meget for friheden for det enkelte menneske i Danmark og resten af verden, så ville Per Folkeoplyser Brændgaard bruge ALT sin positive energi på at promote og sælge billetter via sine gode kanaler til:
Argumentet er således, at fordi jeg slår kommentarer fra på mine opslag (hvilket jeg længe har gjort over alt på Facebook, og først for et par dage siden har jeg åbnet igen på min Frihedskæmper Brændgaard-profil), og fordi jeg ikke bruger al min energi på at promote og sælge billetter til FBF’s konference, så tager jeg fejl i mine påstande om zionistisk misinformation i dissensMedia. Det er omtrent det dårligste argument, jeg nogensinde har læst. Tonni Pihl kan dog være en udmærket brandmand alligevel, selvom det er mærkeligt, at han nu har fået en lederrolle i en frihedsbevægelse.
Det minder mig om, at FBF’s formand Malue Montclairre er holdt op med at åbne og besvare mine beskeder på Telegram. Sidst hun skrev til mig var med spørgsmålet:
“Er der en særlig årsag til, at du ikke har delt Facts matter Conference?”
Jeg svarede med dokumentation:
“Den nyhed er skam delt Nyhedsportalen.”
Malue Montclairre svarede:
“Vel at mærke som en deling af vores nyhedsbrev.”
Jeg fornemmede, at det ikke var godt nok for hende, så jeg svarede:
“Jeg tilbyder gerne en gratis annonce som til Orgonite, hvis I spørger mig om det.”
Siden har jeg ikke hørt noget fra hende.
Det tyder på, at både Malue Montclairre og Tonni Pihl har nogle meget urealistiske opfattelser af, hvordan man markedsfører en konference, herunder at andre på eget initiativ, ved selv at opsøge informationen og uden modydelse gør markedsføringsarbejdet for dem.
Men nu bliver det som sagt spændende at se, om dissensMedia sagsøger mig for dissens! 🙂
Cover: Unsplash.com (Andre Hunter)
Discover more from Via Brændgaard
Subscribe to get the latest posts sent to your email.