Jeg beskriver her propagandapsykologien i begreberne ‘vaccineskeptiker’ og ‘Holocaust-benægter’, og hvordan de ødelægger den demokratiske samtale i det postlogiske samfund.
‘Vaccineskeptiker‘ er i følge Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (der er finansieret af Carlsbergfondet og Kulturministeret) defineret som “person der trods videnskabelig dokumentation er skeptisk over for vacciner og deres effekt, og som ofte afviser at lade sig selv eller sine børn vaccinere“. Denne komplet ulogiske definition på et begreb viser, at propagandaen nu også har sneget sig ind i den officielle ordbog over det danske sprog. Og det er som bekendt sproget, der skaber vores virkelighed.
‘Skeptiker‘ (uden ‘vaccine’ foran) betyder i følge samme kilde “skeptisk person“. Videre i følge samme kilde kan vi læse, at ‘skeptisk‘ er “fra græsk skeptikos ‘skeptisk’, afledt af skeptesthai ‘undersøge, iagttage’“. Betydningen af ‘skeptiker’ er defineret således: “som forholder sig tvivlende eller mistroisk over for nogen eller noget, fx med hensyn til om noget vil kunne fungere, lykkes eller nås“. Det er derfor ulogisk, at ‘vaccineskeptiker’ skulle betyde en person, der er skeptisk på trods af videnskabelig dokumentation, da en ægte skeptiker altid vil foretrække videnskab fremfor tro og gætværk, selvom en ægte skeptiker selvfølgelig også er skeptisk overfor påstande om “videnskabelig dokumentation”, men det skyldes ikke, at han er modstander af videnskab, men derimod at han er klar over, at begrebet “videnskabelig dokumentation” let kan misbruges til at dække over fravær af samme. Det er på den måde lykkes Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og deres sponsorer med ‘vaccineskeptiker’ at vende et begreb logisk set fuldstændigt på hovedet.
Propagandapsykologiens dikotomi
Propagandapsykologien bag ‘vaccineskeptiker’ er den samme som indenfor andre områder, hvor vi har at gøre med store, magtbærende fortællinger. Den gennemgående strategi er at skabe indtrykket af en dikotomi, dvs. enten tror du på alle myndighedernes påstande om vacciner eller også benægter du dem alle, på områder der i sin essens er et spektrum og ikke nødvendigvis alt eller intet. Det gør det muligt at kategorisere selv den mindste, rimelige og saglige kritik i den irrelevante kategori af tossede konspirationsteorier, hvorved kritikken kan afvises blankt, og man behøver som autoritet ikke argumentere videre for sin sag. Det er en ulogisk og skadelig form for tænkning.
Lad os tage et andet eksempel. Måske det farligste eksempel overhovedet: Holocaust. Det vil sige historien om, at 6 mio. jøder blev dræbt af nazisterne under 2. Verdenskrig, hvoraf de fleste blev massemyrdet på brutal og industriel vis i koncentrationslejre, der reelt fungerede som udrydningslejre med gaskamre camoufleret som bruserum.
Hvis man ytrer tvivl om den officielle fortælling om Holocaust, så bliver man straks stemplet som ‘Holocaust-benægter’ og/eller ‘antisemit’. I mange ellers civiliserede lande i verden, f.eks. vores naboland Tyskland, kan man tilmed blive idømt flere års fængselsstraf alene for at ytre tvivl om Holocaust.
Det medfører, at relevant debat om Holocaust ikke kan eksistere frit som f.eks.:
- Israels misbrug af Holocaust til først at blive etableret som ulovlig stat og nu udføre folkedrab i Gaza
- Undren over at andre historiske folkedrab såsom det i Armenien, Stalins folkedrab og europæernes folkedrab på de indfødte i Amerika ikke er omfattet af samme type lovgivning om forbud mod kritik
- Undren over at den anerkendte publikation ‘World Alamanac and book of Facts’ fra New York ikke havde estimeret et fald i antallet af jøder i verden fra perioden før (1925-1938) til perioden efter Holocaust (1947 og 1949)
- Undren over fraværet af retsmedicinsk dokumentation for de påståede antal dræbte jøder i koncentrationslejrene, f.eks. ved opgravning og dissektion af massegravene
- Undren over ignoreringen af andre mulige årsager til døde jøder i koncentrationslejrene, som f.eks. fødevaremangel og sygdom
- Undren over at antallet på 6 mio. jøder blev brugt i avisartikler i mange år før Holocaust
Følelser er dårlige argumenter
Vi skal som samfund passe meget på med kollektive fortællinger, der bliver opfattet som så veldokumenterede, at der ikke er nogen grund til at dokumentere dem, fordi man føler sig krænket over kritikken. Det er en bevægelse fra logos til patos, som er den gennemgående trend i det postlogiske samfund.
Propagandapsykologien i Holocaust-kommunikation er den samme som ved vaccine-kommunikation. Selv den mindste tvivl, kritik eller skepsis bliver straks kategoriseret som, at man ikke tror på videnskab. Man er en ‘benægter’ underforstået, at historien er så veldokumenteret, at det åbenbart er nødvendigt at straffe folk for ytringer i stedet for stille og roligt og sagligt at modvise påstandene med den utroligt gode dokumentation, der angiveligt foreligger.
En ægte skeptiker vil i den situation naturligvis tænke: – Hmm. Er den historie nu også så veldokumenteret, når dokumentationen ikke bliver fremlagt, og når man i stedet så desperat prøver at kvæle kritik? Det bliver på den måde et selvmål at forbyde kritik.
Lad mig give nogle flere eksempler i den kategori af fortællinger, der er så veldokumenterede, at de ikke behøver at blive dokumenteret:
- SARS-CoV-2 er årsagen til covid-19
- Klimaforandringer er katastrofale og menneskeskabte
- Jøderne er udvalgt af Gud
- HIV er årsagen til AIDS
- Islamister med Osama bin Laden i spidsen stod bag 9/11
- Irak havde masseødelæggelsesvåben
- Danmark er et demokrati
- Alle konspirationsteorier er falske
- WHO arbejder for at fremme folkesundheden
- Den danske presse er fri
- Jeffrey Epstein var ond og pervers, og så er der ikke mere at komme efter i den sag
- Når en kvinde føler sig krænket, så er det bevis for, at hun er blevet udsat for en krænkende handling
- Der findes mere end to køn
Jeg vil ikke gøre mig dommer over sandheden om nogen som helst af disse fortællinger. Heller ikke Holocaust eller vacciner.
Jeg vil dog gerne stå på mål for disse påstande:
- Fortællingerne er udbredte og magtbærende
- Kritik af fortællinger er farlig for dem, der har opnået magt og rigdom som følge af fortællingernes udbredelse, da de dermed kan miste deres magt og rigdom
- Det er karakteristisk for et frit samfund, at det er lovligt at ytre kritik af alle fortællinger, herunder både sundhedsvidenskabelige, naturvidenskabelige og historisk faglige fortællinger, uanset hvor meget magt fortællingerne har, uanset hvor meget folk i udgangspunktet tror på dem, og uanset hvor krænket nogle kan føle sig over disse ytringer
- Fortællinger med uskyldige ofre er sværest at kritisere, da narrativforsvarerne let kan fejlkategorisere kritikken som krænkelse
- Der er meget store økonomiske og socialpsykologiske incitamenter til at gentage eller forsvare de herskende fortællinger og til at afstå fra at kritisere dem, hvorfor kritikere bør hyldes for deres mod i stedet for at blive mobbet ud i kulden
Benægtelsens to sider
Når man stempler en kritiker som ‘benægter’, så gør man sig skyldig i principielt det samme i form af benægtelse af kritik. Problemet er den irrationelle benægtelse, som er karakteristisk for det postlogiske samfund. Man gør sig dermed skyldig i det samme, som man påstår, andre er skyldig i, når man f.eks. stempler folk som ‘Holocaust-benægter’, ‘klima-benægter’ eller ‘corona-benægter’. Den form for kommunikation dræber den demokratiske samtale, som er nødvendigfor at gøre begge parter klogere og i fællesskab komme nærmere på sandheden om emnet.
Relateret: