Sådan kan vi blive bedre til at stå sammen

Et folk er aldrig stærkere end antallet af individer, der er enige om en sag.

En magtelite, der frygter oprør fra folket, måske fordi deres magt er baseret på bedrag, vil derfor være interesseret i at facilitere så stor uenighed som muligt i befolkningen.

Lad mig konkretisere og generalisere, hvordan politisk splittelse fungerer i praksis.

Lad os antage, at der opstår en sag (C), hvor nogen (A) tror på magthaverne i hovedstrømmen, mens nogen andre (B) ikke gør. Denne sag kunne f.eks. være corona, hvor B er gruppen af protestanter.

B er fra magthavernes perspektiv aldrig en større trussel end antallet af enige personer i gruppen.

Lad os antage, at der opstår en ny sag (R), hvor en del af B tror på fortællingen i hovedstrømmen (B.1), mens en anden del (B.2) ikke gør. Denne sag kunne f.eks. være, at Rusland er en ond krænker, der truer verdensfreden.

Lad os videre antage, at B.2 er større end B.1, så har R-sagen reduceret størrelsen af B svarende til størrelsen af B.1.

Lad os nu antage, at der opstår endnu en sag (I), hvor en del af B.1 tror, at I er offer (B.1.1), mens en anden andel tror, at I er krænker (B.1.2). Denne sag kunne f.eks. være Israel.

Lad os videre antage, at B.1.2 er større end B.1.1, så har I-sagen reduceret størrelsen af B.1 svarende til størrelsen af B.1.1.

Lad os nu antage, at der opstår en frelser (T), som nogen tror på (B.1.1.1), mens andre ikke gør (B.1.1.2). Denne frelser kunne f.eks. være Trump.

Lad os videre antage, at B.1.1.2 er større end B.1.1.1, så har T-sagen reduceret størrelsen af B.1.1 svarende til størrelsen af B.1.1.1.

Gentag samme procedure med den største B-gruppe med flere fortællinger, der ansporer uenighed. Eksempler på effektive sager: Klima, fladjord, Jesus og judaisme. Til sidst er størrelsen af B så minimal, at den ikke udgør nogen som helst trussel, bl.a. fordi den til sidst største B-gruppe vil blive bekriget af de mindre B-grupper, hvorved systemet bliver selvundertrykkende. Hvis det bliver nødvendigt at føre mere direkte psykologisk kommunikationskrig mod den største B-gruppe til sidst, så kan man hænge de politiske ledere ud som antimyndighedsekstremister, konspirationsteoretikere, samfundstabere, tosser, paranoide, psykisk syge, sexkrænkere, kriminelle, racister, nazister, holocaustbenægtere og antisemitter.

Den følelsesmæssige forudsætning

Forudsætningen for dette systems effektivitet, set fra magthavernes perspektiv er, at flertallet af individer i B-gruppen tager uenighed meget personligt og reagerer emotionelt i stedet for rationelt på kritik. Det er især vigtigt, at de politiske ledere af de forskellige B-subgrupper agerer på den emotionelle måde. Ideelt set er der lige så stort internt had mellem B-grupperne som mellem B og A, så grupperne hen ad vejen skifter fra den primære (vertikale) til de sekundære (horisontale) konflikter.

Nu tænker du måske: Fint nok, men hvordan kan vi løse det problem, så den onde magtelite får kamp til stregen? Tja. Jeg ved det ikke. Men hvis vi kan blive enige om den systemiske diagnose, som ikke er en personlig kritik af nogen som helst, så kan vi måske også blive enige om kuren.

Det får mig dog til at tænke på et spørgsmål fra en Via Brændgaard-kommentator. Han har bedt mig beskrive den ideelle politiske leder. Foreløbig har jeg krøbet uden om ved at svare, at det er selve den politiske ledelse, der er problemet. Den argumentation holder i forhold til ledelse af magtstrukturer, der er skadelige i sig selv, som f.eks. USA. Men hvad med politisk ledelse af en folkelig modstandsbevægelse? Set i forhold til systemdiagnosen så er en vigtig kvalifikation af en politisk leder i hvert fald en veludviklet, stoisk evne til at modtage og håndtere kritik uden negative emotionelle reaktioner, og altid bevare fokus på det vigtigste, det store vi er enige om bag de mindre uenigheder og destruktive følelser.

Noget i den stil.

Relateret: