Jeg påpeger her en sandsynlig årsag til, at konventionel behandling af OCD i mange tilfælde ikke virker godt nok.
OCD (Obsessive Compulsive Disorder) er en psykisk forstyrrelse (disorder) med tvangstanker (obsession) og tvangshandlinger (compulsion), der medfører en betydelig grad af lidelse for den ramte.
Efter selv at have døjet med OCD siden jeg var 15-16 år uden at være blevet kureret på trods af både konventionel medicinsk og psykologisk behandling, besluttede jeg som 44-årig i 2015 at give OCD-reduktion topprioritet i min mest private udvikling af holistisk sundhed.
I den forbindelse har jeg læst mange fagbøger og videnskabelige artikler om OCD, og det gik hurtigt op for mig, at jeg langt fra er den eneste, hvor den konventionelle behandling ikke virker godt nok. Konventionel medicin og terapi reducerer symptomerne noget, men slet ikke fuldt ud. Jeg begyndte derfor at eksperimentere med komplementær behandling med henblik på at blive helt fri for OCD. Og jeg har lært meget om mig selv og OCD i den proces.
Fra OCD til OCDT
Det er videnskabeligt veldokumenteret, at der er en stor andel af OCD-ramte, hvor den konventionelle behandling med serotoninøgende medicin og kognitiv adfærdsterapi med eksponering ikke virker godt nok.
Der er endvidere studier, der tyder på, at forekomsten af barndomstraumer blandt OCD-ramte er markant højere end hos folk, der ikke har OCD.
Når jeg kobler de to videnskabelige fund med indsigten i min egen OCD-dynamik, så er det oplagt at formulere en hypotese om, at OCD i hvert fald i nogle tilfælde fungerer som traumehåndtering.
Dyb healing er dermed først mulig, når den OCD-ramte erindrer og bearbejder minderne om traumet, som OCD’en hidtil har fungeret som en forskydning og fortrængning væk fra. Hvis man ikke kommer ned i det lag, så forbliver behandlingen blot en symptombehandling.
Det kræver en mere traumefokuseret og psykodynamisk tilgang til den psykologiske behandling af OCD. Kognitiv adfærdsterapi med eksponering kan ikke stå alene, da den OCD-ramte skal hjælpes til gradvis eksponering af dybere lag af endnu større angst og ubehag fra traumer, der måske går helt tilbage til barndommen, og som hidtil har været mere eller mindre fortrængt via OCD’en. På den anden side så kan psykodynamisk terapi heller ikke stå alene, da især eksponeringsdelen i den kognitive adfærdsterapi er essentiel for effekt. De to psykoterapeutiske skoler bør finde en ny form for fusion.
Traumefokuseret OCD-behandling
Coverbilledet til dette indlæg er en figur, der illustrerer OCDT-dynamikken. De første tre dele (OCD) er konventionel OCD-teori. T-delen understreger, at effekten af OCD er en form for håndtering af traumet.
Erfaringen af, at OCD’en reducerer ubehagelige minder om traumet og samtidig fylder sindet med et andet problem, der selvom det i sig selv er meget pinefuldt og pinligt trods alt er konkret på en tilsyneladende håndterbar måde, fastholder og forstærker OCD-dynamikken. Den onde cirkel kan kun brydes ved at lære at håndtere traumet på en anden måde, hvorved OCD’en lidt efter lidt vil slippe sit tag.
Det er i hvert fald sådan, det har været i mit tilfælde, og den erfaring er hermed givet videre til OCD-ramte, -behandlere og -forskere.
Relateret: