Tanker før en Palæstina demonstration

At skulle til demonstration i Aarhus klædt i sort, bærende på ” et barn ” svøbt i et blodigt hvidt ligklæde.

Af Irja M. Johansson 17. maj 2025.

I 1955, boede jeg i Volden i Aarhus med mine forældre. Jeg var da fem år gammel, da mine forældre sendte mig i Frelsens hærs søndagsskole lige i nærheden. En jul skulle der spilles krybbespil i Frelsens hær og jeg blev udset som Jomfru Maria. De voksne sagde, at jeg skulle på scenegulvet og bære Jesusbarnet. Det var en dukke som en anden pige havde med og hun blev forståeligt vred over afgivelsen af sin dukke og sagde til mig: ” jeg slår dig ihjel, hvis du taber min dukke “. Jeg blev bange og det eneste jeg tænkte på, var ikke at tabe Jesusbarnet i favnen; andet husker jeg ikke.

I dag vil jeg bære ” et barn ” i favnen igen. Jeg vil deltage i en demonstration, hvor vi går i stilhed gennem byen i solidaritet med et Palæstina, hvor flere tusinde mennesker er blevet lemlæstet og dræbt i massakrer nu snart på andet år uden nogen har villet sætte en stopper for de fatale misgerninger.

Demonstrationen vil bevæge sig gennem Aarhus gader med palæstinensiske og danske kvinder og mænd klædt i sort og de af os der kan og vil, vil symbolsk bære et dødt barn svøbt i et ligklæde.

Denne frivillige opgave er naturligvis betydningsfuldt men også urovækkende for mig, privat som alment. Jeg har en voksen søn, klemt i systemet, belastet og ramt uden indkomst muligheder overhovedet og kan med sin kone risikere at ende som hjemløs, pga. de danske lovregler.

Jeg vil magte opgaven ved denne demonstration, for jeg kan ikke lade være, men jeg ved ikke om jeg symbolsk kan bære et dødt ” barn ” i favnen uden at græde mens jeg sammen med andre går i optog gennem gaderne. Jeg vil i så fald give mig selv lov til at græde, også selvom Palæstina ikke er min hjemstavn, for det bliver tungt at bære ” det dræbte barn ” så tæt på kroppen. Nogle af de palæstinensiske kvinder i Aarhus som jeg vil gå sammen med, vil også symbolsk bære et dræbt barn, de er forbundne med deres rødder til uretten og ulykken på en helt anden måde end mig. De bærer langt mere gennemgribende på deres families tabssmerter og traumer gennem et par generationer og vil derfor være ramt på en langt dybere måde. De kommer fra et Palæstina, et land hvor store magtfulde kræfter har taget fra de små. Uretten, smerten og sorgen over de forfærdelige tab af voksne og børn i familierne, må sidde som en vedvarende tyngde i blodet. Måske kunne demonstrationen kaldes en blodsbånds hær.

For hvad betyder forældres kærlighed overalt i verden, når forældre er bange for at miste deres børn i familierne og børn bange for at miste deres forældre ?

Karen Blixen skrev om noget af denne dybe og forbundne kærlighed i novellen ” Sorgagre “. Novellen handler om en mor, der måtte høste landsbyens ager på een dag, mens sognets herremand stod med en gæst og så på. De to velbjergede og hovne adelsmænd havde indbyrdes væddet om styrken af selve moderkærligheden. Moderens søn var på vej i fængsel og vædde målet gik ud på, at kunne moderen høste landsbyens ager inden solnedgang, ville sønnen sættes fri. En ager der ellers skulle flere mennesker til at høste.

Moderen høstede med le fra solopgang til solnedgang uden pause for at redde sin søn fra den dårlig skæbne og ved hendes sidste kraftanstrengelse og lige inden sidste solstråle, sank hun død om. Sønnen blev sat fri.

En voldsom historie. Men hvad har Karen Blixens novelle med Palæstina at gøre ?

Tænk selv efter. Mit fokus er på herremændene og deres skalten og valten med små mennesker.

Jeg ønsker lige værd mellem mennesker og jeg arbejder for dette så godt jeg kan. Derfor har jeg gået i Palæstina demonstrationer næsten hver lørdag over mange måneder i Aarhus. I dag vil jeg forbinde mig med mødre, fædre og børn i Palæstina, der må gennemleve de værste smerter et menneske skal leve i og med.

Jeg går, også selvom mine vilkår er så meget anderledes.

Siden 1948 har et ” herrefolk ” med jævne mellemrum fordrevet sine palæstinensiske naboer, som de har fængslet, tortureret og stjålet jorden fra. Palæstinensere var et fredeligt folk.

Får det aldrig ende med den supremacistiske mentalitet blandt mennesker?

Relateret: