Jeg har skrevet to forskellige introduktioner til mit netmedie: en til normale og en anden til vågne.
Uanset om du er normal eller vågen, så vil du formentlig opfatte ViaBraendgaard.dk som markant anderledes end de netmedier, du i øvrigt bruger.
Uanset om du er normal eller vågen, så kan du være ret sikker på, at Via Brændgaard ikke vil bekræfte alle dine fordomme. Dine overbevisninger vil blive udfordret, og det er ikke altid rart. Mange bliver vrede og mener, at jeg er en idiot, og det er o.k.
På den anden side er der nok også en del, som du genkender fra dine andre netmedier, og som du umiddelbart er enig i. Du vil dog måske nok synes, at det er irriterende og forvirrende, at der også er kritik af de opfattelser, som du tror på eller opfatter som lige så sikre som amen i kirken. Du synes måske, at jeg er pisse irriterende og provokerende og bare vil være på tværs, og det forstår jeg godt, at du føler, men selvom du føler det, så er det ikke min intention med mine ytringer. Jeg ønsker vitterligt blot at oplyse, men min hjerne er som et varmesøgende missil, når det kommer til tabuemner om hvem eller hvad, der ikke må kritiseres.
Undskyld!
Det vil jeg gerne undskylde for. Kombinationen af dybe barndomstraumer og høj intelligens har gjort mig til en intellektuel original, der får klaustrofobi i mentale kasser. Jeg har derfor brugt de seneste 10 år på at tænke, udvikle og skrive mig ud af først den ene kasse (hovedstrømmen) og derefter den anden kasse (modstrømmen) for at skabe min egen kasse baseret på en klar og tydelig etik. Det er nemlig det, der mangler i de to andre kasser: etik. Det hele er drevet af grådighed og frygt, som selvfølgelig også er en form for etik, men det er en mørk etik. Jeg vil lysets etik! Den består af godhed, sandhed og retfærdighed, og du er hjerteligt velkommen til at gå med på Den Tredje Vej mellem lydighed og paranoia.
Mere:
