Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme har i dag udgivet en ny rapport med titlen: ‘Antisemitismens udtryk online – sproglige karakteristika og forebyggelsesperspektiver‘. Her er min analyse og vurdering af rapporten.
Rapporten kommer kikset fra start med en stavefejl i selve definitionen af begrebet ‘antisemitisme’ på side 7:
Sådan kan det jo gå, men rapporten undlader samtidig at oplyse, at afsenderen af den definition ikke er en neutral ekspertkilde, men derimod part i debatten.
Rapporten undlader samtidig at udfolde eller diskutere begrebet ‘antisemitisme’. Ud fra et kritisk perspektiv kunne man f.eks. spørge:
- Hvad er den bestemte opfattelse af jøder helt præcist og konkret?
- Had er en følelse eller sindstilstand. Hvordan kan man vide alene ud fra tekst, om ordene udtrykker had mod jøder eller noget andet som f.eks. relevant kritik, en anden følelse eller måske en stavefejl?
- Hvis antisemitisme ‘kan’ udtrykkes som had mod jøder, hvordan kan det ellers udtrykkes?
- Hvordan fungerer begrebet ‘antisemitisme’ ud fra et politisk-psykologisk perspektiv i samfundsdebat, herunder i en rapport som denne?
- Hvorfor dette totale fravær af akademisk selvkritik om det centrale begreb?
På side 9 bliver læseren så forsøgt skræmt fra at gøre brug af disse meget uklart definerede formuleringer, idet det kraftigt antydes, at antisemitiske ytringer faktisk er strafbare ifølge straffelovens § 266 b. Rapportens politiske formål synes at være at udvide opfattelsen af, hvad hadefuldt sprog omfatter, hvilket denne sætning i boksen på side 9 afslører:
Noget hadefuldt sprog er let at identificere, og andet er skjult gennem omskrivninger, humor eller lignende.
Hadefuldt sprog kan dermed omfatte nærmest hvad som helst, da det afhænger af fortolkningen bag øjnene, der læser. Der bliver på den måde lagt op til, at også fredelig, saglig og relevant kritik af jøder, jødedom eller jødiske institutioner og samlingssteder (såsom staten Israel) kan være strafbart. Hvis Danmark var et demokrati, så ville dette være en demokratisk skandale.
Det empiriske grundlag for rapporten er kvantitativt meget begrænset, hvilket kan undskyldes med rapportens kvalitative formål. Det kunne dog ikke desto mindre have været interessant med en måling af omfanget af hadtale mod jøder vs omfanget af hadtale mod muslimer eller palæstinensere i kølvandet på terrorangrebet den 7. oktober 2023 i Israel. Et terrorangreb som rapporten naturligvis ikke forholder sig kritisk til på nogen måde, da en sådan form for kritisk tænkning pr. definition er antisemitisk og dermed potentielt strafbart med op til to års fængsel. Rapporten forholder sig selfølgelig heller ikke til, hvordan cirkulær argumentation via antisemitisme kvæler ytringsfrihed og fri debat og reelt gør det muligt for kriminelle krigsforbrydere og andet godtfolk at skjule sig bag antisemitisme-kortet: I stedet for at forsvare sig på lige fod med andre mistænkte så kan de angribe anmelderne med beskyldninger om at være antisemitter. Det er efter min mening den reelle politisk-psykologisk-kriminologiske effekt af ‘antisemitisme’. Det flytter magten fra det gode argument og bevis til graden af idioti og korruption i domstolene.
Nu kommer vi så på side 12 til et afsnit i rapporten, der er decideret tragikomisk:
Lad mig sammenligne det med den retssag, hvor jeg blev dømt skyldig i ytringskriminelle handlinger, idet jeg havde tiltalt tre politifolk og to DSB-togrevisorer som “fascister”, fordi deres adfærd var fascistisk (de tvang mig til at bruge mundbind, hvis jeg ville med S-toget, selvom jeg senere i en anden sag har rettens dom for, at jeg er fritaget for mundbind). Det mente retten var ‘fornærmende tiltale’, hvorimod jeg mente, at det var pædagogisk tiltale for at korrigere deres adfærd til at være i overensstemmelse med lovgivning og borgerrettigheder. Overført til rapportens logik så svarer det til, at ordet “fascist” bortcensurerer vi fra offentlig omtale, da det kan friste andre til at gøre brug af det farlige ord, og samtidig dømmer vi ordet som ulovligt uden at fortælle verden, hvad ordet er. Det er retspraksis i undertrykkende lande, som vi normalt ikke ønsker at sammenligne os.
Konkrete eksempler på antisemitiske ytringer
Nå, men tilbage til den underholdende rapport om antisemitisme. Lad os se nærmere på, hvad de kloge folk bag rapporten bruger som konkrete eksempler på antisemitisme ytret på sociale medier:
Det er angiveligt antisemitisme, fordi ytringen er baseret på “en typisk antisemitisk konspirationsteori om, at jøder har kontrol over verden”. Her ser vi koblingen mellem ‘antisemitisme’ og ‘konspirationsteori’, der understøtter hinanden, men som begge er udtryk for en ukritisk, fordomsfuld holdning til afsenderen og budskabet, hvorved fokus flyttes fra sandhedsværdien af indholdet i budskabet til mistænkeliggørelse af afsenderens motiver og mentale sundhed.
Det er ifølge rapporten åbenbart også antisemitisme, når man påpeger det urimelige i at have så meget sympati for en gruppe, at man tillader dem at begå overgreb på andre:
Jeg har ofte sammenlignet dette med det ikke-eksisterende begreb ‘antimotorcyklisme’, som Hells Angels-rockere påfaldende nok ikke kan gøre brug af, fordi begrebet ikke er konstrueret, og der ikke er en stor offerfortælling at basere det på.
Her er et andet antisemitisk citat fremhævet i rapporten:
Stempling af den sætning som hadefuld kræver en særlig opfattelse af begrebet ‘Satans synagoge’, som afsenderen ikke nødvendigvis har.
Ifølge rapporten så kan bestemte emojis også være antisemitiske:
Pas også på med dit brug af store bogstaver (dvs. versaler), da det også kan være antisemitisk:
Det er også antisemitisk at påstå, at regeringen er besat af zionister:
ZOG står for Zionist Occupied Government (Zionistisk Besat Regering).
Kritik af § 266 b
Når det er sagt, så er det efter min mening værd at gå i dybden med kritik af straffelovens § 266 b og opfattelsen af den som forbud mod hadtale. Ordet ‘had’ fremgår nemlig ikke direkte i selve lovteksten. Det, der er strafbart, er at fremsætte udtalelse eller anden meddelelse, der truer, forhåner eller nedværdiger en gruppe af personer på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro, sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.
Selvom ‘had’ ikke direkte fremgår, så er lovteksten alligevel problematisk af bl.a. disse grunde:
- Det gøres strafbart at foretage ytringer om en gruppe, der af medlemmer af den omtalte gruppe opfattes som truende, forhånende eller nedværdigende.
- Dermed afhænger det strafbare af følelser hos gruppen og ikke intentionen hos afsenderen. Måske derfor det trods alt ikke hedder ‘hadtale’ direkte i lovgivningen, da det dermed ville være for let at afsløre lovens absurditet som ulovliggørelse af bestemte følelser. Vi ser samme skred i retspraksis i MeToo-sager, hvor kvinders følelser af at være krænket bliver opfattet som bevis for, at manden har udført en strafbar handling. Denne fusion af følelser og handlinger er gift for et retssamfund.
- Paragraffen kan misbruges af kriminelle og andre med dårlig etik til at forhindre debat og efterforskning, da de føler, at afsløringen af deres kriminalitet eller dårlige etik er truende, forhånende eller nedværdigende.
Relateret: