Hvad betyder begrebet ‘tabu’ egentlig? Hvorfor bliver nogle emner til tabu? I en ny artikelserie vil jeg studere tabuets anatomi.
Lad os starte med det rent sproglige perspektiv. I følge Den Danske Ordbog er ‘tabu’ substantiv (navneord) med oprindelig betydning fra religion: “forbud mod at omtale eller have kontakt med bestemte personer, dyr eller fænomener som i visse kulturer menes at besidde særlig stor kraft eller at være urene”.
Den Danske Ordbog beskriver videre, at ‘tabu’ i mere bred forstand har betydningen: “område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed”. Det er derfor den følelsesmæssige reaktion i en kultur, der afgør, om et område eller emne er tabu.
Vi kan også læse i ordbogen, at ‘tabuisere’ er verbum (udsagnsord) afledt af ‘tabu’. Tabuisere betyder: “belægge med tabu”. Det peger videre på, at det er selve den følelsesmæssige reaktion, der tabuiserer et emne eller område. Tabu fungerer derfor som en form for social selvcensur reguleret af følelsesmæssige reaktioner.
Videre afledt af ‘tabuisere’ finder vi ordet ‘tabuisering’, der er substantiv med betydningen: “det at belægge med tabu”. Ordbogen har også et afledt ord, der beskriver den modsatte proces. ‘Aftabuisere’ (verbum) betyder således: “fjerne et tabu fra”. Det findes også som substantiv i form af ‘aftabuisering’, der betyder: “det gradvist og overlagt at gøre op med et tabu”.
Substantivet ‘tabu’ oprinder fra adjektivet ‘tabu’, der betyder: “som man undgår at tale om eller beskæftige sig med af sociale eller religiøse årsager”. Det ord stammer i følge Den Danske Ordbog fra engelsk ‘taboo’, der videre stammer fra fra ‘tapu’, der betyder ‘forbudt, afgrænset’ i det polynesiske sprog tonga. I følge Wikipedia-artiklen ‘Tongan language’ blev det polynesiske sprog tonga først forsøgt oversat i 1616 af Willem Schouten og Jacob Le Maire fra Dutch East India Company. Det betyder, at ‘tabu’ som ord ikke har eksisteret på hverken engelsk eller dansk før 1616, selvom betydningen af begrebet formentlig er omtrent lige så gammel som menneskeheden selv. Det måske bedst kendte, meget gamle eksempel på et tabu er Det Gamle Testamentes beskrivelse af Guds befaling til det første menneske (Adam) om, at han ikke måtte spise af Kundskabens træ. I Første Mosebog kapitel 2 vers 16 til 17 kan vi således læse:
Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!«
En anden måde sprogligt at definere tabu helt overordnet på er, at tabu er det, som det af en eller anden årsag er forbudt at tale og skrive om. Tabu er derfor en delmængde af alt det, der ikke indgår i sproget. Resten af den mængde består af det øvrige, der heller ikke indgår i sproget, f.eks. fordi ingen har opdaget eller beskrevet fænomenet endnu. I 1950’erne var der f.eks. ingen, der talte om internettet; ikke fordi det var tabu, men simpelthen fordi det ikke var opfundet endnu. At et emne ikke bliver omtalt betyder derfor ikke nødvendigvis, at det er tabu. Det kan også bare være ukendt.
Tabu forstået som det, der på grund af følelsesmæssige reaktioner er forbudt at skrive og tale om, er relateret til censur og dermed magt. Tabu kan opfattes som den censur, der frivilligt bliver udøvet af individerne i en kultur, bl.a. drevet af frygt for at vække ubehagelige følelser hos andre samt frygt for at blive udstødt af fællesskabet. Eller frygt for at blive straffet af Gud. At bryde et tabu kan være en effektiv måde at blive udstødt af et kulturelt fællesskab, hvis det pågældende tabu har basal betydning for gruppen. Derfor udvikler de fleste mennesker en evne til at undgå tabuemner. Det er centralt for den kulturelle bevidsthed og basal betingelse for at tilhøre gruppen.
Tabu skabt via kultur adskiller sig fra censur udøvet af myndigheder bl.a. derved, at tabu er meget sværere at gennemskue og protestere imod. En anden forskel er, at straffen for at bryde et tabu er social i form af udstødelse, mens straffen for at bryde censur er i form af bøde eller fængsel.
Nogle paragraffer i Straffeloven ligner forsøg på at fusionere tabu og censur. Dem finder vi bl.a. i Straffelovens 27. kapitel om freds- og ærekrænkelser.
§ 266 b er formuleret således: “Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”
Når en person bliver udsat for forhånelse og nedværdigelse, så vil det naturligt fremkalde følelser af skam og blufærdighed, som er selve ordbogens definition på tabu. Der er således tale om at vende en følelsesmæssig reaktion hos modtageren af information til en kriminel intention hos afsenderen. Vi ser også, hvordan tabu har udviklet sig fra at være noget, der var indenfor religioner til at handle om ytringer udefra om religioner, nu beskrevet med andre ord med samme betydning som ‘religion’.
Det tyder på, at tabu (herunder følelsesmæssige reaktioner på ord) har udviklet sig til at være grundlag for lovgivning og dermed bevæget sig væk fra kultursfæren. Spørgsmålet er, om den bevægelse styrker eller svækker magten i tabuemnerne. Når det nu står sort på hvidt, at man ikke må ytre det ene eller det andet af den ene eller den anden grund, så bliver det samtidig lettere at protestere mod det uretfærdige i disse forbud, da det usynlige tabu er blevet gjort til synlig lov. Det kan også være, at bevægelsen af tabu fra kultur til jura skyldes svækkelse af kulturens fastholdelse af tabu, så nogen mener, at loven må tage over, hvor kulturen er blevet for slap.
Fordelen ved tabu er, at det styrker sammenholdet i en gruppe, når man er fælles om at opfatte visse emner som forbudte og visse følelsesmæssige hensyn som ekstremt vigtige. Tabu er i særdeleshed en fordel for dem, der ikke må kritiseres som følge af tabu.
Ulempen ved tabu er, at det samtidig forhindrer individer i at ytre relevant og vigtig kritik, da tabu er tegn på emotionelt holdnings- og ytringsdiktatur, dvs. et usundt samfund.