I Danmark er det stort set uden risiko for en kvinde at anmelde en mand for voldtægt eller lignende, selvom hun ved, at han ikke har gjort noget forkert, og at det var hende selv, der ville det. Dansk politi og retsvæsen skulle tage at se på, hvordan de griber problemet med falske voldtægtsanmeldelser an i Norge.
For nylig blev en ung, forstyrret kvinde i Norge idømt 1 år og 4 måneders ubetinget fængsel for falsk voldtægtsanmeldelse. Jeg og flere andre i Danmark ønsker, at dansk politi vil øge stramme op om efterforskningen af kvinder, der foretager mærkelige anmeldelser, og at dansk ret vil straffe falske voldtægtsanmeldelser lige så hårdt som faktiske voldtægter.
Det er sandsynligt, at MeToo-bevægelsen har gjort flere kvinder opmærksomme på, at de gennem deres lettilgængelige offerstatus i seksuelle relationer har adgang til stor magt over mænd. Det er uklart, hvor stor del af den store stigning i antallet af seksualforbrydelser i Danmark gennem de senere år, der skyldes, at kvinder misbruger denne mulighed for at straffe mænd for noget, der reelt ikke er strafbart ifølge dansk lov. Det er f.eks. ikke strafbart for en mand at stoppe en seksuel relation til en kvinde. Det er heller ikke strafbart for en mand at have et seksuelt forhold til en gift kvinde, ligesom det heller ikke er strafbart for en mand at sælge sex til en kvinde.
Når en kvinde misbruger det feministiske politi- og retssystem i Danmark, så har det en række konsekvenser, som hun næppe er klar over:
- Det stjæler ressourcer fra politiet og retten, så rigtige forbrydelser er længere tid om at blive behandlet
- Det giver manden en social brændemærkning og et psykisk traume, som han aldrig kommer sig over
- Det devaluerer, hvad det vil sige at være voldtaget, så kvinder, der reelt er blevet voldtaget, ikke får den medfølelse, som de har fortjent
- Politisk aktive mænd trækker sig fra enten politik eller sex, da anmeldelser om voldtægt og lignende kan bruges som politisk våben (Julian Assange fra WikiLeaks er et eksempel på det)
Efter adskillige MeToo-angreb så var valget egentlig ikke så svært for mig: Jeg har trukket mig fra sex, så jeg kan bruge energien på politik.