Selvom både zionisme og islamisme teoretisk set kan være fredelige ideologier, så er de begge i praksis militante.
Jeg betragter derfor zionisme som den militante del af jødedom og kristendom, ligesom jeg betragter islamisme som den militante del af islam.
Både zionisme og islamisme giver religiøse motiver for krig og terror, og fredselskende mennesker bør sige fra overfor begge ideologier.
Mens der er i Danmark er stort fokus på problemerne ved islamisme, så forhindrer frygten for at blive stemplet som ‘antisemit’ den samme form for kritisk tænkning om zionisme. Det var også en mental forhindring, som jeg selv var nødt til at overvinde.
Zionisme er udtryk for et meget jordisk gudsbillede. Hvis man tænker lidt nærmere over det, så er det underligt, hvis den almægtige Gud skulle vælge at tildele et geografisk område og måske også et bestemt afgrænset folk al magten. Det er en meget mørk religiøs idé, der kun tjener dem, der “tilfældigvis” har fået tildelt magten og geografien af “Gud” via kreative fortolkninger af gamle, bibelske tekster, der i forvejen formentlig var skrevet med henblik på manipulation og undertrykkelse af masserne.
Man kan godt være jøde og samtidig antizionist, men der er i virkelighedens verden langt imellem den kombi. Man kan også godt være kristen antizionist; der er mindre langt mellem den kobling. Det er især de store evangeliske kirker i USA, der er zionistiske, mens f.eks. Folkekirken i Danmark forholder sig mere neutralt til spørgsmålet om Israel.
Hvis vi vil fremme fred i verden, så skal vi bekæmpe alle former for ekstremisme, der gør brug af vold. Israels fremfærd i Gaza burde efterhånden have fået de fleste normalt tænkende individer til at indse, at zionisme skal med på listen over ekstremistiske ideologier, som ethvert civiliseret samfund bør bekæmpe i stedet for at beskytte.
Hvis jøder vil fremme fred, så skal de vise, at de tager afstand fra Israel og zionisme, ligesom muslimer der vil fremme fred skal vise, at de tager afstand for Islamisk Stat og islamistisk terror.
Relateret: