Peer Brændgaard tilbyder holistisk ernæringsterapi mod overvægt og overspisning i privat praksis.
Overvægt er, når kroppens fedtdepoterne er blevet så store, at det medfører reduktion i sundhed eller forøgelse af risiko for sygdom.
Overspisning er den primære årsag til overvægt, da kroppens fedtdepoter kun vokser, hvis indtagelsen af energi fra mad og drikke overstiger kroppens omsætning af energi. Overspisning kan derudover være en lidelse i sig selv i form af spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder (tvangsoverspisning).
Det er ikke alle, der døjer med overspisning, som også døjer med overvægt, ligesom det heller ikke er alle mennesker med overvægt, der samtidig er ramt af tvangsoverspisning.
Både overvægt og overspisning øger risikoen for slankekure og lignende restriktive diætsystemer. Slankekure øger risikoen for madstress og spiseforstyrrelser – og selvom vægten går ned, mens man er på en kur, så stiger den igen efter kuren.
Den herskende kultur opfatter stadigvæk slankekure (ofte camoufleret under andre betegnelser såsom ‘kostplaner’ eller ‘diætsystemer’) som en del af løsningen på problemet med overvægt. Dermed forstærkes mennesker med overvægt i at vælge løsninger, der i bedste fald på kort sigt ganske vist kan give et betydeligt vægttab, men som på længere sigt forværrer problemet. Det er ikke ualmindeligt, at vægtøgningen efter en kur er større end vægtøgningen under kuren, hvorved slankekuren reelt virker fedende.
Årsagen til, at slankekure og lignende ikke er en bæredygtig løsning på overvægtsproblemet, er, at der ikke sker nogen gavnlig, stabil og bæredygtig ændring i, hvad og hvor meget den enkelte spiser og drikker. Tværtimod kan de restriktive kure med deres indbyggende formaninger og forbud forstærke lysten til at spise mere af den kalorierige mad. Det skyldes en kombination af fysiologiske og psykologiske mekanismer.
I de senere år er det blevet populært at bruge nye former for receptpligtig medicin til at opnå vægttab. Problemet ved disse medikamenter er det samme som slankekure: Vægten stiger efter kuren, fordi kostvanerne ikke er blevet ændret. Samtidig baner problemet ved slankekure (de er umulige at efterleve på længere sigt) vejen for accept af medicinsk behandling af overvægt, da det skaber og fastholder illusionen om, at det er umuligt for mennesker med overvægt at ændre kostvaner og opnå betydeligt vægttab ad den vej.
Den mest effektive vægttabsmedicin virker ved at reducere sulten efter og lysten til mad. Medicinen virker slankende via reduktion i indtagelsen af mad og dermed energi/kalorier. Når man stopper med medicinen igen, så vender sulten og lysten tilbage, og hvis man ikke lærer at håndtere den, så vil man før eller siden have taget alle de tabte kilo på igen. Det eneste, man har fået ud af slankemedicinen, er dermed den forøgede risiko for bivirkninger og alvorlig, kronisk sygdom, der følger med medicinen.
Kirurgisk behandling af overvægt omfatter fjernelse af noget af mavesækken eller ændring af tarmsystemet. Det skaber andre problemer, ligesom det ikke løser den fundamentale årsag til overvægten, hvis den omfatter psykisk eller stress-betinget overspisning.
Holistisk ernæringsterapi mod overvægt og overspisning tager udgangspunkt i det komplekse samspil mellem fysiologi og psykologi, der regulerer menneskers indtag af fødevarer, drikkevarer og dermed energi. I holistisk ernæringsterapi er ernæring og psykologi integreret og ikke bare kombineret. Denne dybe integration har vidtrækkende og meget konkrete konsekvenser for kostvejledning, vaneændring og stresshåndtering.
Holistisk ernæringsterapi betragter overvægt og overspisning som anledning til selvudvikling. Man kan nemlig lære meget om sig selv ved at blive mere bevidst om sin mad og spisning. Når denne indsigt fører til mere energivenlige former for stressreduktion end spisning (og drikning), så fører det til vægttab, selvom man egentlig ikke aktivt prøver på at tabe sig. Man prøver bare på at få det bedre, dvs. øge sin sundhed, hele vejen rundt, og så bliver vægttabet en slags uanstrengt bonusvirkning. Holistisk ernæringsterapi behandler dermed overvægt og overspisning indirekte ved at øge den holistiske sundhedsbevidsthed drevet af dybtfølt selvomsorg og selvaccept.
Holistisk ernæringsterapi omfatter bl.a. mindful spisning, der gør det muligt at håndtere sult og lyst på en holistisk gavnlig måde. Det sætter fokus på bevidsthedens betydning i reguleringen af samspillet mellem individuel subjektivitet (appetit, sult, mæthed, lyst, sansning, nydelse, etc.), madens objektive egenskaber (protein, kostfibre, sensorik, etc.) og selve spiseadfærden. Mindfulness er en mental teknik, der oprindeligt blev udviklet af Buddha, og som mennesker over hele verden på tværs af mange forskellige livsudfordringer i dag oplever stor glæde og gavn af, også uden at være buddhister.
En anden central komponent i holistisk ernæringsterapi er princippet om små skridt. Det handler om at lave små, gradvise, selvvalgte, eksperimentelle ændringer i gavnlige retninger i stedet for store, pludselige, ydrestyrede, rigide ændringer. Dermed kan man gå på slankekurs med små, realistiske skridt i stedet for slankekur med for store, urealistiske skridt. Hvor en god slankekur giver større vægttab på kort sigt, så giver en god slankekurs større vægttab på langt sigt. Det er det lange sigt, der er det vigtigste sigt i behandlingen af overvægt. Målet er derfor at fremme det lange, lette træk i en gavnlig retning.
Kombinationen af små skridt og mindful spisning løser de grundlæggende problemer ved slankekure og vægttabsmedicin. Det kræver dog, at den enkelte er parat til at tage ansvar, lære at navigere bevidst i det kaos som hverdagens mad og drikke reelt er og slippe drømmen om et quickfix. Til gengæld bliver man belønnet med selvindsigt, varigt vægttab og frihed fra lidelsen ved overspisning.
Selvom holistisk ernæringsterapi er bedst egnet til individuelle forløb med dybdegående sessioner (af 1 times varighed) over lang tid (12 mdr.), så kan korte sessioner (af 10-15 minutters varighed) med fokus på kontinuerlig udvikling med små skridt i mange tilfælde også have god virkning. Det centrale er, at ansvaret for forandringen flyttes fra behandleren til klienten samtidig med fokus på udvikling af den centrale ressource hos klienten, der gør succesfuld, stabil forandring mulig: selve den menneskelige bevidsthed. Det kan betragtes som humanistisk psykologi, en meta-kognitiv tilgang eller spirituel udvikling afhængig af fortolkning og perspektiv. Dermed hænger holistisk håndtering af overvægt og overspisning tæt sammen med selvudvikling, der kan sprede sig til andre områder af sundhed og eksistens med øget livskvalitet til følge. Holistisk ernæringsterapi bør ikke blive endnu en belastende stressfaktor med strenge krav til klienten, men derimod sessioner der sætter klienten fri til at finde sin egen bæredygtige kurs ud af lidelsen ved overvægt og overspisning. Formålet er først og fremmest at reducere lidelse, mens objektiv reduktion i vægt og overspisning er sekundære mål.
Ligesom hverdagens navigation i mad og drikke er et kaotisk fænomen, så er indholdet og redskaberne i holistisk ernæringsterapi beregnet til at styrke navigationen i kaos. Et af de fundamentale problemer i slankekure er, at de forsøger at skabe orden og uforanderlighed i noget, der af natur er kaotisk og foranderligt. Dermed bliver slankekure en årsag til lidelse i sig selv, da det er lidelsesfuldt at prøve at kontrollere noget, der er ukontrollabelt. I hvert fald ukontrollabelt på dén måde.
Slankekure betragter, deprimerende nok og uden at sige det direkte, livet som noget, der konstant kommer i vejen for efterlevelse af kurenes rigide forskrifter. Holistisk ernæringsterapi vender den rundt og lader livet være vejen, og med det realistiske udgangspunkt kan man begynde at navigere med bevidsthed og små skridt på en sundere kurs. En sundere kurs, der næsten uundgåeligt spreder sig til andre sundheds- og livsområder, hvorved den samlede sundhedseffekt vokser, efterhånden som sundhedsbevidstheden stiger.
Kontakt Brændgaard for mere information eller for at få et konkret tilbud på et forløb med holistisk ernæringsterapi. Peer Brændgaard tilbyder også holistisk ernæringsterapi til grupper samt undervisning, supervision og konsulentbistand til fagfolk såsom diætister og psykologer.
