Jeg finder ofte en vis trøst i at huske på, at det ikke er et nyt fænomen, at intellektuelle bliver myrdet af magthaverne.
Tag f.eks. Sokrates, der i dag bliver betragtet med ærefrygt som grundlægger af filosofi og kritisk tænkning. Han levede fra cirka år 470 til 399 f.v.t. i Athen, hvor han gik rundt og filosoferede alene, med elever og med tilfældige forbipasserende.
De færreste vil i dag betegne Sokrates som ekstremist. Han var en af de første intellektuelle i historien, måske dén første, der stillede fundamentale spørgsmål ved de fortællinger, som politik (dvs. udøvelse af magt og autoritet i samfundet) er baseret på. Ikke fordi han nødvendigvis var uenig. Han var bare nysgerrig på, hvad der lå bag de magtbærende fortællinger af antagelser. Og hvad der lå bag antagelserne bag antagelserne. Og så videre. Men uha, dét var farligt – også dengang!
I år 399 f.v.t. blev Sokrates stillet for en domstol, anklaget for at “fordærve ungdommen” og for ikke at tro på bystatens guder. Han blev dømt til døden og drak efter eget valg et bæger skarntydegift. Sådan var frihed for intellektuelle dengang: De kunne selv få lov til at bestemme, hvordan de ville henrettes. Sådan er det ikke i dag, hvor henrettelsen kommer snigende, f.eks. via en krænket kvinde og en sladdersulten presse – eller via beskyldning om at være “konspirationsteoretiker”, der er en psykologisk finte, der nærmest gør kritisk tænkning til en psykisk sygdom eller i hvert fald et symptom på, at der er et eller andet andet galt med afsenderen af kritikken (konspirationsteorien) og ikke systemet, der kritiseres.
Ægte intellektuelle (ikke falske intellektuelle såsom Svend Brinkmann og Michael Bang Petersen) er kritiske overfor magthaverne, magtstrukturerne og de fortællinger, som magten er baseret på. Konsekvensen af ægte intellektualitet er, at man bliver betragtet som en trussel for magthaverne, så man bliver ignoreret, hånet, udstødt og i værste fald (eller bedste fald, afhængig af perspektiv) myrdet for sine ytringer. Man får ikke en strålende karriere som f.eks. Svend Brinkmann og Michael Bang Petersen. Det får man som falsk intellektuel kun, når man har ofret sin kritiske tænkning på det hellige karrierealter og i stedet praktiserer den ikke så ædle kunst, som røvslikkeri for pengemagten er. Efter min politisk ukorrekte mening.
Man kan ikke ofre sin kritiske tænkning, når først Ånden er vågen og længslen efter Sandhed & Retfærdighed er tændt, så den må være slukket hos de falske intellektuelle. Stakkels dem. Det betyder samtidig, at ægte intellektualitet er selvdestruktiv, og det er ikke helt forkert at betegne kritisk tænkning som selvskadende adfærd, i hvert fald hvis tænkningen fører til handling eller ytring. Det bliver nok snart en diagnose, som kan behandles med bedøvende psykofarmaka.
I dag er det kun de falske intellektuelle, der får taletid i de magtbetalte massemedier, hvis intellektualitet overhovedet komme på tale. Belært af erfaringen med Sokrates (og mange andre ægte intellektuelle efter ham) ved magtsystemet i dag, at visse ytringer (hovedsageligt fredelige spørgsmål om antagelser) er farlige for magtsystemet, og der skal ikke meget til, før ungdommen igen bliver fordærvet.
Som et lille kuriosum er det måske værd at bemærke, at skarntyde-planten er almindelig i Danmark, hvor den blomstrer i juni og juli. På trods af plantens ekstreme giftighed, så er den ikke ulovlig i modsætning til cannabis-planten, der ikke er giftig, men derimod som bekendt strengt forbudt. Måske fordi indtagelse af cannabis med den rette intention og i den rette sammenhæng kan fremme den skæve, farlige, antimaterielle tænkning om livet og verden.
Relateret: