Her er den ønskværdige opposition for de korrupte magthavere

Det er svært at dokumentere om en opposition er kontrolleret eller ej, men det er muligt at argumentere for, om den er ønskværdig for magthaverne eller ej.

Begrebet ‘kontrolleret opposition’ i dyb politik antyder, at den eller de personer i oppositionen selv er klar over, at de er kontrolleret, f.eks. ved at de spiller skuespil mod at modtage betaling fra en hemmelig instans.

Da den form for kontrolleret opposition formentlig findes forholdsvis sjældent (bl.a. fordi de kontrollerede personer ikke selv er klar over, at de er kontrollerede), og da den er svær at dokumentere (påstande ender i skænderier i stedet for afklaring), så foreslår jeg dette alternative og mere brugbare begreb: ønskværdig opposition.

Definition: Ønskværdig opposition er den politiske opposition, der reelt tjener magthavernes agenda, mens den påstår at gøre det modsatte.

Eksempler på ønskværdig opposition

Lad mig give nogle eksempler på ønskværdig opposition:

• Klimademonstranter: De dommedagstroende klimafanatikere ender op med selv at kræve globalt klimadiktatur. Intet diktatur virker bedre end det, hvor folket selv kræver at blive underlagt diktaturet for et højere gode.
• Lovbrydende frihedsaktivister: Ved at bryde straffeloven flytter de den politiske kamp til en arena, hvor de kan nedkæmpes via magthavernes mest fysiske magtmidler: politi, domstole og fængsel.
• Vilde Palæstina-demonstranter: Ved at opføre sig som primitive vilde, der ikke ønsker eller formår fredelig dialog med dem, der er uenige med dem, får de modparten (zionisterne) til at fremstå som de gode.

I det første eksempel er oppositionen ønskværdig, da den får befolkningen til selv at efterspørge de politiske ændringer, som det vil være yderst vanskeligt at presse dem til via den sædvanlige top/down-taktik i politik.

I det andet eksempel er oppositionen ønskværdig, da den motiverer meningsfæller til at følge trop, så den dels kan håndteres med fysiske magtmidler og dels kan udstilles som farlig ekstremisme for den normale befolkning.

I det tredje eksempel er oppositionen ønskværdig, da dens argumenter har bevæget sig helt væk fra sund fornuft (logos) og helt over til de mest dyriske og frygtfremkaldende (hos modtagerne) dele af menneskers dyriske følelsesliv (patos), hvilket skaber modstand i stedet for sympati.

Den ikke-ønskværdige opposition

Til sammenligning er den ikke-ønskværdige opposition for de korrupte magthavere den, der med lovlige midler og via effektiv kommunikation afslører de dybe bedrag, som magten er baseret på. Afsløring af magtens bedrageriske fundament fungerer som at fjerne de nederste kort i et korthus.

Den ikke-ønskværdige opposition bliver derfor forsøgt håndteret og holdt nede ved at lokke den til at bryde loven (eller fremstå som krænker), så den kan hænges ud som utroværdig og farlig samarbejdspartner. Dermed hæmmes mulighederne for effektiv kommunikation. Det er den mest effektive strategi, da den virker på selve fundamentet (troværdighed og sikkerhed) på samme måde, som fjernelse af et de nederste kort i magtens korthus af bedrag gør.

Relateret: