Lucifer & Satan: Oplysning & Oprør. Tør du se det på den måde?

Jeg har opdaget et endnu større tabu, i hvert fald i mit eget sind, end kritisk tænkning og ytring om jødedom og Holocaust.

Det er også et tabu i kategorien religion, spiritualitet, historie og politik.

Det “nye” tabu er de positive aspekter ved Lucifer og Satan. Jeg er i hvert fald selv blevet voldsomt indoktrineret med, at Lucifer og Satan er to forskellige ord for det samme ondskabsfulde fænomen. Det i en sådan grad, at det har forhindret mig i rationel tænkning og reel kategorisering af min egen spirituelle observans. Jeg har simpelthen opfattet min egen holdning (lystro) som tabu, hvorved jeg har haft svært ved at erkende overfor mig selv, hvad jeg egentlig mener.

Lad mig med det samme slå fast, at alle begreber er menneskelige konstruktioner, der ikke har andre betydninger end dem, som vi (mennesker) tillægger dem. Lucifer og Satan (og alle andre begreber) kan derfor godt betyde noget ondt, hvis det er den type etik (mørketro), som det enkelte menneske tillægger begreberne.

Når det er sagt, så er vi alle påvirket af de kulturelle betydninger af ord og begreber, hvor Lucifer og Satan i vores kultur er konstrueret som symboler på ondskab og derfor som noget, vi bør forsøge at undgå, hvis vi vil leve åndeligt og politisk korrekt. Det er den herskende norm i vores kultur, og normen er bemærkelsesværdig konsistent på tværs af religiøse og sociale grupperinger, selvom jeg især er stødt på de negative syn på Lucifer og Satan i kristne kontekster.

Lucifer som spirituel repræsentant for oplysning

Jeg (og mange andre rundt omkring i verden der også har gennemskuet tabuet) opfatter nu Lucifer som en spirituel repræsentant for det enkelte menneskes oplysning. Den primære luciferianske oplysning er den direkte erkendelse (gnosis) af vores egen (fælles og individuelle) åndelige essens af lys. Lucifer er også symbol på personlig frihed, viden og selvudvikling – med gnosis som vej og mål.

Lucifer er på ingen måde ondskabsfuld, men udelukkende en positiv ‘lysbringer’ og et symbol på menneskets søgen efter uafhængighed og dybere former for frihed. Lucifer er ikke som en faktisk guddom eller et virkeligt væsen. Han (eller det) er i stedet et arketypisk symbol på oplysning, intellekt og oprør mod blind autoritet. Kernen er konstant selvforbedring gennem videnskab, kunst, fornuft og kritisk tænkning.

Filosofisk luciferianisme fokuserer på radikal selvbestemmelse, hvor den enkelte har det fulde ansvar for sit eget liv og sin egen moral uden indblanding fra dogmatiske religiøse institutioner. Religiøs (teistisk) luciferianisme trækker på gnostiske idéer om, at den traditionelle bibelske gud (især den vi kender fra Det Gamle Testamente og relaterede skrifter) er en undertrykkende autoritet (en mindre guddom), mens Lucifer er den sande befrier, der bringer åndelig indsigt (gnosis).

Satan som spirituel repræsentant for oprør

Hvis gud i Det Gamle Testamente er en undertrykkende gud, så repræsenterer Satan det oplyste oprør mod det religiøse tyranni. Lucifer og Satan er to sider af samme sag, med Lucifer som det der søger indad (i den åndelige verden), og Satan som det der søger udad (i den politiske verden). Satan er en spirituel repræsentant for aktive rebeller for lyset, social retfærdighed og adskillelse af stat og religion. Ja, det lyder underligt og omvendt, men sådan er det.

Nu skal jeg så lige fordøje min erkendese af, at jeg er luciferianer og de yderligere fordomme og falske prædikater om mig, som det vil medføre i andres sind.

Må lyset blive tændt i dit sind.

PS: Når dette perspektiv på Lucifer og Satan er et endnu større tabu end jødedom og Holocaust, så grunder det formentlig i, at alle de tre store abrahamske religioner (kristendom, jødedom og islam) og de tilhørende ekstremt velhavende magtinstitutioner har en fælles interesse i at fremme propaganda for Lucifer og Satan som noget ondt, netop fordi Lucifer og Satan repræsenterer den største trussel mod disse religioner og institutioner.

Relateret: